Hvis du interesserer dig for film og kultur og har set fjernsyn inden for det sidste par årtier, så genkender du nok Maria Månson. Filmanmelder, kulturformidler og tv-vært på bl.a Filmselskabet og Gejst på DR. Men vidste du, at Maria også er tegneserienørd?
Vi har spurgt den produktive og skarpe kulturjournalist til hendes tegneserievaner og hvor de kommer fra.
Kan du huske, hvornår du første gang blev optaget af tegneserier?
Op gennem 80’erne husker jeg at gå på opdagelse i min fars samling. Den var nok temmelig konventionel med Asterix, Tintin og Lucky Luke som det, der fyldte mest. Men jeg kan huske, jeg elskede at kigge i dem.
Den egentlige passion for noget specifikt kom faktisk først meget senere. Jeg var teenager og fik en kæreste, der havde et skab fuld af Marvel-tegneserier. Dér blev jeg hooked! Det betyder også, at jeg elsker 90’ernes kitchede tegnestil (jeg ved, det ikke er comme-il-faut for mange) og at jeg har en særlig forkærlighed for fx Projekt X/X-Mens storladne sæbe-opera stil. I det hele taget jo mere snørklet og syret, des bedre.
Er der en bestemt tegneserie, du har læst flere gange? Og hvorfor?
Der er mange. Det er især Marvels store events, jeg nyder at genlæse. Elsker alle vinklerne ind i fx Infinity Gauntlet eller Secret Wars, House of M osv.
De seneste år har jeg nydt at læse Jeff Lemires Black Hammer-serie igen og igen. Den har det samme syrede snørklede univers – og jeg elsker det! Alt hvad Tom King rører ved, kan jeg også blive ved at vende tilbage til.
Hvad er det tegneserier kan som andre medier ikke kan?
Jeg elsker både bøger og film – og er tegneserie-mediet ikke netop den perfekte symbiose af de to? Den perfekte baby, der både har en visuel side og også pirrer fantasien!
Hvor køber/låner du dine tegneserier?
Det kommer an på, hvad det er. Jeg forsøger at lægge så mange bestillinger som muligt hos de danske forhandlere, men en gang i mellem må jeg ty til et udenlandsk site, hvis det er noget specifikt, jeg skal have fat på. Eller som når Lemire, Rubin og Kindt laver Kickstarter-projektet Cosmic Detective. Dét glæder jeg mig fandme til at kigge i.
Samler/forbruger du tegneserie-relateret kultur – f.eks. film, tv, spil, figurer, podcasts osv.?
Jeg deler min opmærksomhed ligeligt (forsøger i hvert fald) mellem film, tegneserier, bøger, spil og rollespil – og det kan være svært at følge med i alle de fantastiske podcasts og nyheder, der findes. Det er sådan en konstant dårlig samvittighed, der tynger mine skuldre. Fornemmelsen af ikke at kunne give alle sine ‘børn’ nok opmærksomhed. En evindelig følelse at af gå glip.
Hvilken tegneserie har du læst for nylig, som du vil anbefale andre at tjekke ud?
Den er overhovedet ikke ny, til gengæld er den anderledes. Richard McGuires ‘Here’ synes jeg alle burde læse. Det er ikke så meget en fortælling, nærmere sådan en eksistentialistisk fremstilling af et sted på tværs af alle tider. Den logiske og ekstreme udfoldelse af ‘hvis vægge kunne tale’. Den fik mig til at tænke over, hvor små og ubetydelige og alligevel helt vildt smukke vores individuelle liv gennem tiderne er. Kæmpe anbefaling!