”Splinten i dit øje er det bedste forstørrelsesglas”, skrev den tyske filosof Adorno. I billedbogen “Lejren” forstørres barndommens bagside op i lyset af koncentrationslejrens død og overgreb, og det kommer der et mesterværk ud af.
”Barndommen overgår alle”, står der på første side af Oscar K’s og Dorte Karrebæks billedbog ”Lejren”, der forståeligt nok vandt 1. præmien i Statens Kunstråds konkurrence om den illustrerede bog i 2010. Handlingen går kort og godt ud på, at børn fra hele landet fragtes til Lejren i deres sommerferie. Lejren er en form for arbejds- eller koncentrationslejr og fungerer som en allegori over barndommen og ikke mindst barnets opdragelse og socialisation – altså forberedelse til voksenlivet.
Bogen skildrer en barndom fyldt med vold, overgreb, selvmord og et totalt tab af mening og identitet, blandt andet eksemplificeret ved, at børnenes navne erstattes af numre. Der er tale om samme type depersonalisering, som man kender fra totalinstitutioner som fængsler, hæren, klostre mm.
Allegorien kan let blive et lidt firkantet fortællegreb: Man siger noget, men mener i virkeligheden noget andet. Oscar K og D. Karrebæk styrer elegant uden om faldgruberne og skaber en meget kompleks form for allegori. ”Lejren” er hverken familien eller skolen. Det er ikke forældre eller lærere, der ’opdrager børnene’, men lejrvagter klædt i klovnedragter. Opdragelsen er på samme tid komisk og upersonlig, og volden lurer konstant i baggrunden. Både lejren og barndommen beskrives som fragmenterede størrelser, der ikke bare kan reduceres til hinanden, og som læser kommer man på et herligt fortolkningsarbejde.
Karrebæks tegninger er eksplosive og poetiske. De formår både at visualisere lejrens rædsler og at sætte billeder på børnenes indre forestillingsverden. Karrebæk bevæger sig f.eks. helt ubesværet fra et billede af en pige, der begår selvmord på et stødhegn, til et stille landskab med en smuk hvid hejre. I det hele taget går tekst og billeder op i en højere enhed af brutal skønhed.
“Lejren”s erklærede målgruppe er børn i 12-13 års alderen. Men det skal man ikke lade sig snyde af, for den fungerer i mindst lige så høj grad som en historie for os voksne. Barndommen overgår som sagt os alle i al sin gru og betydningsfuldhed. Hvis du som læser helst vil se barndommen skildret som et glansbillede fra Bulderby, er bogen nok ikke noget for dig, men er du derimod er frisk på en tur med Dante i helvede, så bør du straks løbe ud og erhverve dig “Lejren” – den er et mørkt mesterværk!
Karakter: 5/5
Værkets Titel: Lejren
Forlag: Høst & Søn
Forfatter/tegner: Oscar K. og Dorte Karrebæk
Farve og form: Farve
Sidetal: 80
Pris: 299,95
ISBN: 978-87-638-1642-7
Aktuelt udgivelsesår: 2011
Udgivelsesland: Danmark