Det er som om, den linde strøm af “samlede værker” bare tager til. Efter Linda & Valentin og Jan Lööfs samlede eventyr/værker har Cobolt nu spillet ud med første bind af en samlet udgave af Waltherys eventyr-stewardesse-serie Natacha.
Et modigt træk, da vi vel her har at gøre med en serie, hvor publikum enten er de der allerede kender serien, eller den – formodentlig – lille gruppe jomfruelige læsere, der ser den kulørte forside og næsten ENDNU mere kulørte ryg hos boghandleren og tager chancen. Men lad os håbe, det modige træk giver pote, for Natacha-serien fortjener fuldt ud sin plads i den fransk-belgiske tegneserie-Pantheon, og første bind af Cobolts samlede udgivelse tegner konturerne af en udgivelse, der både belønner de allerede omvendte såvel som de sidstedags-hellige.
Første bind rummer Waltherys tre første lange Natacha-historier “Hovedjægernes Land”, “Den Gale Maharaja” og “Diamanter til Marty” samt den kortere historie “Stor Ståhej”. Læsere, der har fulgt trofast med siden seriens hjemlige storhedstid fra ’76, kender seriens grundpræmisser, men for de uindviede kan de kort opridses:
Stewardessen Natacha og hendes kollega/ven/har-de-mon-noget-kørende, Walter, kommer gennem deres arbejde med at opvarte flypassagerer ud for umanérligt mange farlige situationer, der bringer dem til snart sagt alle afkroge af verden. Og er det ikke lige langt pokker ude i verden, de to løber ind i eventyret, kan det såmænd også sagtens stikke snuden frem hjemme i privaten hos Natacha, hvor gangstere og andet skidtfolk også jævnligt dukker op.
Første binds fire fortællinger er ret imponerende eksempler på en historiefortæller og tegner, der helt fra seriens første rude har et solidt greb om at få lettere banale tju-bang-historier til at gnistre. Walthery har (eller HAVDE i hvert fald i seriens første mange år) en helt usædvanlig god fornemmelse for at få action, humor og lettere pikante undertoner til at smelte sammen til en lækker, børnevenlig eventyrcocktail. Og ISÆR flair for komisk timing og for at få dynamikken til at spurte gennem billederne.
Og for dem, der måtte ønske sig LIDT mere fra en samlet udgave af en allerede udgivet serie end blot historierne, har Cobolt i denne ombæring sluppet håndbremsen. I et godt 15 sider langt forord, får vi fortalt historien om Waltherys møde med 60’erne tegneseriemiljø i Belgien, arbejdet som Peyos assistent og de første famlende forsøg på at skabe Natacha-figuren. Det er gefundenes Fressen for os fra det (hvad var det nu?) “savlende fanboy-segment“, og et sjovt indblik i arbejdet på Spirou dengang de kulørte ramasjang-serier drønede derudaf med Mach 3.
“Natacha – De Samlede Eventyr 1: Panik om bord” er overordentligt lækker læsning for alle, der sætter pris på velfortalte action-tegneserier, og der er rigeligt ekstramateriale til at tilfredsstille dem, der også synes, et kig bag kulisserne og ind på skitseblokken er med til at kaste nyt og spændende lys over det allerede kendte.
Karakter: 4/5
Værkets titel: Natacha – De Samlede Eventyr 1: Panik om bord
Forfatter/tegner: Walthéry, Gos, Borgers, Wasterlain
Forlag: Cobolt
Oversætter: Helen Bahnson, Tore Bahnson og Carsten Søndergaard
Farve og form: Hardcover, farve
Sidetal: 160
Vejl. pris: 298,-
ISBN: 978-87-7085-442-9
Udgivelsesår: 2011