Nummer9 hev fat i Palle Schmidt, der netop er hjemvendt fra San Diego Comic Con i Californien, USAs største tegneserie- og popkulturfestival. Schmidt deltog som gæst hos det fremadstormende forlag IDW, der tidligere på året udgav ‘Blodets konkubine’ på engelsk – ‘Devil’s Concubine’. Nedenfor følger Palle Schmidts førstehåndsberetning om sin ageren på den fem dage lange og udmattende festival, og ikke mindst en håndfuld gode råd til de, der kunne finde på at tage turen næste gang.
Efter en rædselsfuld biltur fra L. A. til San Diego, hvor min yngste datter skreg uafbrudt i to timer, nåede jeg frem til et hotel, der først havde booket mig ind fra dagen efter. Således havde jeg en lille smule stress i kroppen, da jeg endelig efter næsten en måned i Californien, var på vej til rejsens endelige mål; Comic Con!
Comic Con i San Diego (SDCC) er USA’s største kongres for tegneserier, men de seneste mange år har andre ”popular arts” gjort deres indtog; actionfigurer, merchandise, film, tradingkort og ikke mindst computerspil. Con’en er med andre ord en blandet landhandel, hvor du kan møde alt fra Barbie til World of Warcraft, fra Hello Kitty-bamser til Cosplay, og fra splatterhorror til Playboy-modeller. Og så er det åbenbart en tradition at komme udklædt. Selv var jeg klædt ud som overtræt tegneserietegner, og mit kostume passede glimrende ind.
Det var min første gang på SDCC. Jeg var her ikke som fanboy, men som “professional”. Jeg var her ikke for at stå i kø til de mange signeringer, paneldebatter, previews eller freebies, som man kunne nå på fem dage.
Jeg var primært på Comic Con for at promovere min bog, gøre et godt indtryk på mit forlag og for at netværke. Jeg havde ikke en mappe med under armen for at søge job, som så mange andre håbefulde tegnere på festivallen, så jeg følte mig ikke så desperat. Bare nysgerrig, og ude efter at møde så mange i branchen som muligt. Sådan noget er lidt svært at planlægge. Jeg fandt ret hurtigt ud af, at det var ekstremt svært at føre en dialog på selve con’en. Man kunne sagtens finde sig selv stående ansigt til ansigt med et af sine idoler, man kunne godt få kontakt og en dialog i gang. Men efter få minutter begyndte deres øjne at flakke. Folk er der for at sælge. Og hvis du ikke køber, står du måske i vejen for en anden, der gerne vil købe. Desuden er der så meget larm og halløj på con’en, at det er svært at koncentrere sig om en samtale.
Det er temmelig overvældende at bevæge sig rundt i menneskemylderet, og sanserne bombarderes med bulder og brag fra storskærme og højttalere, der annoncerer events, lugt fra madboder eller svedige kongresgæster, og en evig puffen og masen for at komme frem. Læg dertil de visuelle input af folk i sindssyge kostumer, tonsvis af tegneseriekunst og originaltegninger, og udstillingsobjekter fra snart sagt hvilket som film- eller spilunivers, og så har du opskriften på et mentalt overload af dimensioner. Jeg kunne ikke ikke holde ud at være på gulvet i mere end et par timer ad gangen. Forestil dig bogmessen i Forum eller en bilmesse i Herning skaleret op en fem-seks gange, og læg så et udsalg i Bilka lørdag formiddag og en fem-seks tusind mennesker oveni, så er du ved at være der.
Som en modreaktion på det store cirkus i kongrescenteret, havde en række serieskabere (herunder Mike Mignola, Greg Ruth og Andy Kuhn) lavet deres egen event. Trickster var et kærkomment alternativ, indrettet i en vinbar over for kongressen, med salg af egne ”creator owned” bøger og originaler, udstillinger, seminarer og aften-events, bl.a. croquistegning efter model, dj’s og live-musik. Bl.a kom Mike Allred med band og spillede en af aftenerne. OG de serverede alkohol.
Trickster var således et væsentligt bedre sted at komme i snak med folk, i hvert fald for sådan en som mig. Mens andre stod i kø for at se giraffen, drak jeg øl med giraffen på terassen, mens vi så udklædte fans defilere forbi. So to speak…
Jeg tilbragte i hvert fald mindst halvdelen af festivalen på Trickster, og næsten resten i Hyatt-baren, som traditionelt er stedet, hvor seriebranchen hænger ud efter con’ens lukketid. Det var en stor hjælp, at jeg havde lavet mit hjemmearbejde og stalket folk på Twitter og Facebook, så jeg havde i hvert fald en vis idé om, hvem folk var, og hvordan de så ud. Og så havde jeg fra MoCCA-festivallen i New York og mine signeringer i henholdsvis San Francisco og Los Angeles en lille håndfuld bekendte, som jeg kunne hægte mig på.
Der var SÅ meget at se og opleve på SDCC. Det eneste, jeg havde programsat, var min signering af ”The Devil’s Concubine” på mit forlag IDWs stand lørdag eftermiddag. Resten af tiden drev jeg bare med strømmen og prøvede at lære så mange nye mennesker at kende som muligt. Helst dem med ”professional” badges, må jeg kynisk indrømme …
Jeg kiggede faktisk aldrig i programmet. På en måde var det godt, for så skulle jeg ikke ærgre mig over alt det, jeg gik glip af. Man KAN simpelthen ikke se det hele.
Ved min signering i L.A. havde jeg købt en uofficiel ”survival guide” til Comic Con, men den nåede jeg ikke at læse, før den blev væk et eller andet sted i bagagen. Men skulle jeg selv give et par råd, ville det være:
– Gå alene rundt. I bliver alligevel væk fra hinanden.
– Lad børnene blive hjemme. Især dem i klapvogn. De får intet ud af det og bliver bare mast. Og så fylder de urimeligt meget i en i forvejen overfyldt sal.
– Hav en plan hjemmefra, om hvad du forventer at få ud af festivivallen. Jo mere konkret, jo bedre.
– Husk at tage en pause fra menneskemylderet en gang imellem.
– Husk at tage behagelige sko på, og lad pelskostumet blive hjemme. Ellers får du et hedeslag.
Links: Palle Schmidts hjemmeside
Henrik Andreasens San Diego-reportage på seriejournalen.dk
Fotos: Palle Schmidt
Del på
