Tegneserietegner Lars Horneman og journalist og tegneserieconnaisseurPeter Becher har læst første bind af den stort anlagte samlede udgave af alle tiders største sci-fi-tegneserieeventyr, Linda & Valentin – agenter i tid og rum.
Den moderne tegneseries største rumeventyr blev tidligere på året afrundet med udgivelsen af den trådsamlende “Tidsåbneren” … og så var tiden åbenbart moden til at skrue uret 43 år tilbage og påbegynde en stor, samlet udgivelse af samme serie, Linda og Valentin.
Cobolts “Rejser i Tid og Rum – Linda og Valentins Samlede Eventyr” 1 samler de tre første lange historier med rumtids-agenterne Linda & Valentin. Fra det første middelader/fantasy/komedie-miskmask “Onde Drømme” over “Storbyen der Druknede” til det første fuldblods rumeventyr, “De Tusinde Planeters Imperium”.
“Onde Drømme”, der tidligere er udkommet herhjemme i samlingen “Fortællinger fra Rummet” er og bliver en let famlende parantes, hvor Christin og Mézières ikke på nogen led var klar over, hvad de ville med deres sci-fi-serie. Der forspildes ikke mange chancer til at levere lidt slap-stick, og selve historien – Valentins rejse tilbage til 800-tallets Frankrig for at finde og uskadeliggøre videnskabsmanden Xombul – synes for størstedelen at have udviklet sig i takt med, at forfatteren og tegneren skulle aflevere deres ugentlige sider til bladet Pilote.
Mere sammenhæng er der i “Storbyen der Druknede”, hvor Linda og Valentin tager tilbage til USA anno 1986. En verden der er oversvømmet efter en verdensomspændende atomkatastrofe, og hvor Xombul igen prøver at “redde menneskeheden” og rejse frit i historien. Det er også her, grundstenen til resten af serien lægges, og hvor Christin og Mézières ret beset begynder at male sig selv op i en fortællemæssig krog, de små tyve år senere, da det blev 1986 i den virkelige verden, måtte skrive sig ud af.
“De Tusinde Planeters Imperium” er for alvor seriens først egentlige “rumeventyr”. Under et besøg i det syrtiske solsystem kommer de to rumtidsagenter på tværs af Syrtes mystiske magtelite “De Vidende”, efter Linda køber et gammelt jordisk lommeur på et lokalt marked. De må flygte over hals og hoved og bliver involveret i en større, organiseret kamp mod “De Vidende” og hele deres samfundssystem. Det er tonstung magtpolitisk satire iklædt tjubang-klæder, og “De Tusinde Planeters Imperium” er på mange måder skabelonen, som adskillige af seriens senere fortællinger blev snittet til efter.
Rent tegneseriemæssigt er der ikke mange fingre at sætte på dette første bind af “Rejser i Tid og Rum – Linda og Valentins Samlede Eventyr”. Det er ikke løgn, når Stan Barets i sit forord blandt andet kalder serien “en tegneserieklassiker og et hovedværk inden for science fiction-genren“. For selv de tre første, famlende eventyr her i bind 1 er stor, fabulerende underholdning, der oser af overskud og fortælleglæde.
Der, hvor der måske mere er grund til at holde igen med komplimenterne, er selve “den samlede”-del af udgivelsen. Det er muligt, at barren er blevet sat meget højt ved sidste “samlede”-udgivelse, der ramte det danske marked tidligere på året, “Valhalla Den Komplette Saga” , der formeligt flød over med ekstramateriale i form af skitser, koncepttegninger, plakater og snart sagt alt andet, der bare havde perifært med serien at gøre. I “Rejser i Tid og Rum Linda og Valentins Samlede Eventyr” er der desværre lukket for det varme ekstravand. Bevares, der krydres med et par velskrevne forord og artikler, en enkelt tegning af Linda og Valentin i samtale med Luke Skywalker og Prinsesse Leia fra “Star Wars” samt to Pilote-forsider fra “Storbyen der Druknede”… og det var så det. Ja, okay, så er der også lige de fire sider fra “Storbyen der Druknede” som hverken var at finde i Lademanns udgave af historien fra 1972 eller i Carlsen if’s ditto fra 1978, og tak for dem, men hvor er blikket ind i troldmændenes laboratorium? De to herrer har vel for pokker ikke bare “freestylet” siderne direkte ind på siderne. Der MÅ da være skitser, forstudier, manskriptsider … ET ELLER ANDET, der viser lidt om selve arbejdsprocessen bag serien. Dem savner man VIRKELIG.
Udgivelsen er en glimrende lejlighed til at kigge på Mézières store udvikling som tegner, der netop eksplodere i disse albums. I ”Onde Drømme” fra 1967 er hans personskildringer ret karikeret med store næser, og kunne minde lidt om Lucky Luke, men Mézières er helt klart på vej et andet sted hen. I hans baggrunde ses en mere realistisk tilgang, med større og større vægt lagt på grafikken som Mézières med stor effekt benytter til at angive stemning, spænding og letlæselighed i tegningen. Hvor “Storbyen der Druknede” stadig er en smule stilforvirrende, ser man i “De Tusinde Planeters Imperium” fra 1970 for første gang den Mézières, som man kommer til at kende i de næste mange år. Hans blanding af pensel og pen svømmer perfekt sammen og bliver en meget udtryksfuld og varieret stil.
Det første bind lover – alt andet lige – godt for den samlede udgivelse, ISÆR hvis det lykkes at sovse mellemrummene mellem de enkelte historier ind i mere af alt det, der giver indblik i arbejdet med dette tegneseriehovedværk.
– Peter Becher og Lars Horneman
Karakter: 3,5/5
Værkets Titel: Rejser i tid og rum
Seriens titel: Linda og Valentins samlede eventyr
Forlag: Forlaget COBOLT
Forfatter/tegner: Pierre Christin og Jean-Claude Mézières
Farve og form: Farve og hardcover
Sidetal: 156
Pris: 298,00
Oversat af: Jens Peder Agger
ISBN-10 :8770854068
Aktuelt udgivelsesår: 2010
Udgivelsesland: Danmark