Ja, okay! Jeg hedder ikke Ebna, der mangler en sæl et sted her i nærheden, og jeg er ikke tilnærmelsesvis så god til palindromer som Jakob Fredslund og Kristian Pedersen.
Men de viser til gengæld igen klasse som de ukronede konger af sætninger, der kan læses ens både forfra og bagfra med udgivelsen af Kristers oplevelser 2 ’Løg og nisser, dressing og øl’. Som tallet angiver, er det fortsættelsen til Seks nøgne sirener i seng ønskes. Det er simpelthen dybt imponerende, hvor mange palindromer de, via deres hovedperson Krister, kan diske op med.
Krister kan nemlig kun tale i palindromer, hvilket i den grad styrer handlingen i de kortere eller længere historier, bogen består af. De varierer i længde fra små humorstriber til længere fortællinger på op til seksten sider. Mon ikke palindromerne er fundet først, og handlingen så er bygget op efter disse? Med stor opfindsomhed sørger de for, at det giver mening, når Krister udtaler sætningerne. Handlingen kan derfor umiddelbart godt virke lidt surrealistisk, som når en økonomisk presset jæger prøver at presse et rensdyr ind i et medbragt bornholmerur (ja, du læste rigtigt). Men så sætter Krister det på plads, da han skal forklare dagens hændelser for kone/kæresten Elin: ”Ruineret, meget tyk skytte, gemte ren i ur”.
Og således formår Fredslund og Pedersen at få både mening og humor ud af skøre sætninger som:
- Du trak ”sær græskartud”?
- Genert vil Viggo røre gustne Hanna?! Hent sugerør og giv Liv tre neg!
Det er jo oplagt, at det vil blive trættende i længden, men det gør det rent faktisk ikke. Det bliver ved med at være imponerende og sjovt, når Krister – typisk mod slutningen af de kortere historier – via sine palindromer får samlet trådene. Nogle gange bliver det lidt søgt, og nogle gange må der lidt omvendt ordstilling til og personnavne som Della, Edna og Tumle må med ind over for at få det hele til at gå op. Men som regel løses det ret elegant. Til gengæld kulminerer det hele mod slutningen, hvor den lange historie om Krister og Elins besøg på ”Center for subtile taleforstyrrelser” simpelthen er ekstremt morsom og vellykket. Her går det hele op i en højere enhed, hvor den ene taleforstyrrede patient efter den anden dukker frem og bidrager til morskaben med hver sin særegne måde at tale på. Det må være tegneseriens svar på Monty Pythons gakkede gangarter.
Hvad angår tegningerne, så er det tydeligvis ikke her styrken i bogen ligger. Pedersen har en simpel og lidt naiv streg, der hurtigt bliver ensformig. Det bruges dog også humoristisk, da en forklarende indledning til den ene historie beskriver, hvordan den foregår i et hus, der ”var forbløffende fattigt på detaljerede interiører”. Dette kendetegner meget godt hele samlingen, hvor personerne let genkendeligt og enkelt tegnet er til stede i billedet sammen med ganske få nødvendige rekvisitter.
For at vende tilbage til overskriften, så anbefales den hermed. Den er sjov. Den er unik. Styrken ligger 99 % i teksten, men det hele ville ikke give nogen mening uden tegningerne.
Karakter: 3/5
Titel: Løg og nisser, dressing og øl (Kristers oplevelser 2)
Forfatter/tegner: Jakob Fredslund og Kristian Pedersen
Forlag: Forlaget politisk revy
Form: 96 sider, softcover
Pris: 148 kr.
ISBN: 9788773783603