Alan Moores klassiske 80er-tegneserie, “Miracleman”, er tilbage efter mange juridiske tovtrækkerier og et inferno af fjendskaber og kuldsejlede forlag. Marvel står for genudgivelsen, men ssshhh… vi må faktisk slet ikke nævne Alan Moores navn.
The Original Writer, bliver Moore kaldt på denne første hardcover-samling af den restaurerede og lækkert indpakkede opsamling af de første fire hæfter i serien. Den geniale gnavpotte fra Nordengland vil nemlig ikke have noget at gøre med – ja – nogen som helst efterhånden – så Marvel har måtte finde på et ret så konstrueret pseudonym. Det narrer ikke nogen. Og det ved Marvel nok godt.
Men hul i al balladen, fjendskaberne, retssagerne, navneskiftene etc. Den historie er blevet fortalt så mange gange, at den næsten bliver trættende. Her på Nummer9 har den også været oppe at vende, så slut fest med skandalerne. Lad os tale om tegneserien.
Der er tale om en gammel sag fra starten af 80erne, og Moore arbejder med mange af de temaer, der endte med at krystallisere sig til perfektion få år senere i superheltetegneserien over dem alle – “Watchmen”. Moore åbner første kapitel med et tilbageblik til de glade 50ere, hvor Miracleman og hans ligeså superheltede Miracle-family havde det ene farverig og naivt fortalte eventyr efter det andet. De onde var megaonde, og de gode var rene og ædle. Tegningerne i dette kapitel ligner til forveksling en tegneserie fra 50erne, og Golden Age-illusionen er perfekt. Men giver disse fjollede eventyr overhovedet mening? Kan virkeligheden være så ren og simpel? Moore besvarer spørgsmålet ved at zoome ind på et i særdeleshed heroisk billede af Miracleman som den klassiske superhelt fra før verden gik af lave (altså tiden før Alan Moore rystede posen – hvor meta er DET lige?), indtil der kun er mørke tilbage. Og så krydrer han dette foruroligende visuelle trick med noget så hyggeligt som et Nietzsche-citat.
Så springes der i tid. De mørke 80ere med atomkraft, vold og terrorisme tegnet i en detaljeret, realistisk streg med masser af skygger møder os som læsere. Vi møder også Mike Moran, der åbenbart ikke er Miracleman længere. Eller han kan i hvert fald ikke huske, at han er det. Allerede få sider inde i selve hovedhistorien føles den naive prolog som en drøm, man ikke rigtigt kan huske længere.
Sådan har Mike Moran det også, men da han – ikke overraskende – får sin hukommelse tilbage, er den fyldt med netop disse pjattede superheltehistorier. Og han accepterer dem. Hans kone er ikke så nem at overtale. Hun ser hans kræfter og nye ungdommelige udseende, men historierne… dem køber hun ikke. Jeg skal ikke afsløre ret meget her, bortset fra, at Miracleman ikke er den eneste tidligere superhelt, der lever i skjul i det mørke, grumme 80er-England. Og at Moore tager superheltens typiske origin-story og hiver tæppet væk under den. Det er i Miracleman, at han påbegynder sin dekonstruktion af superhelten. Han tager genrens uskyld, og som vi alle sammen godt ved, så er sådan en fætter ikke så let at sætte tilbage, hvor man tog den.
Det er en fed historie med masser af mørke, men også en menneskelighed, der gør, at mørket ikke bliver missionen i sig selv. Jeg har ikke læst længere end til cirka midten af Moores tid på serien, så jeg kender ikke hans store masterplan, men elementerne i denne første historie passer perfekt sammen. At historien så lider af den sygdom, der hedder “jeg-kom-først-så-alle-har-kopieret-mig”-syge er en anden ting. Miraclemans SANDE oprindelseshistorie føles ikke så original for den moderne læser (for hvem tegneseriens historiske kontekst og betydning for genren og tegneseriemediet som helhed KUNNE tænkes at være ret lige meget), som den nok har gjort i 80erne. Man kan godt lure, hvem der står bag det hele. Det problem har f.eks. Watchmen ikke – den er frisk og frejdig selv den dag i dag – men mindre kan naturligvis også gøre det.
Historien er fyldt med 80er-temaer og æstetikken er velkendt, hvis man er vant til at læse titler fra f.eks. DC Vertigo fra de senere 80ere. Paranoia i forhold til myndighederne, angsten for atomkraften, grådigheden som trussel for individets lille liv osv osv. Også temaer, der fylder den dag i dag, men der er bare en helt særlig måde, tegneserier af især britiske forfattere i 80erne behandlede disse temaer på. Den almindeligt anerkendte forklaring er vist, at dette sortsyn var Margaret Thatchers skyld. Eller noget i den retning.
Da jeg for nogle år siden var heldig nok til at kunne trodse rettighedshelvedet og de onde, onde kræfter, der har konspireret for at holde en Alan Moore-tegneserie ude af hænderne på os læsere, og faktisk få en kopi af de første par bind i serien i hænderne, var jeg vild med historien, men ærgede mig lidt over, at den hang fast i disse meget tidstypiske, meget realistiske og lidt kedelige tegninger. De var ikke slemme nok til at trække helt ned i regnskabet, men de gjorde heller ikke historien de store tjenester i al deres fnidrethed.
Det har ændret sig. Marvel har gjort noget så risikabelt som at genfarvelægge serien, og selvom dette ofte er noget, der får alarmklokkerne til at ringe hos mig (det er 100 % “Inkalens” skyld) , så har de faktisk gjort seriens tegnere en tjeneste. Hvor farverne før nærmest var kastet ud over Gary Leach og Alan Davis’ tegninger, så holder de sig faktisk inden for linjerne nu. Det gør, at det fnidrede look nu er udskiftet med en stram, præcis streg, hvilket mange steder hæver tegningerne op til det næsten fremragende. Skygger, linjer, forgrunde og baggrunde fremstår nu helt klart og skarpt. Der er måske lige en ærgerlig snert af lidt for polerer computerfarvelægning over især figurernes hud, men hvis jeg skal vælge imellem skinnende kinder, eller at en forhastet 80er-farvelægger har tabt malebøtten ned i hovedet på stakkels Miracleman, så ved jeg godt, hvad jeg vælger. Siges skal det dog også, at de skinnende kinder og kunstigheden i farvelægningen bliver lidt FOR tydelig, hvis man læser serien digitalt. På papir fungerer det relativt fint.
Marvels udgivelse er dog mere end hovedhistorien. Der er både to ekstrahistorier og en massiv bunke ekstramateriale. De to andre historier er et glimt ud i en mulig fremtid for Miracleman. Han er på mission sammen med en såkaldt Warpsmith, der vist er en slags rumpolitimand (DC-læsere kan tænke Green Lantern, Marvel-læsere kan tænke Nova, og alle andre kan nøjes med at tænke rumpoliti). Der er både tidsrejser og andet science fiction-halløj involveret, og historien føles langt mere som en typisk superheltehistorie, end hovedhistorien gør. Væk er dekonstruktionen, og Moore går faktisk i actionmode. Denne historie går nærmest i et med en særskilt historie om netop de mystiske Warpsmiths. Nu er vi helt ude i det kosmiske, og pludselig føles Englands regnfyldte gader OGSÅ som en næsten glemt drøm. For undertegnede føles det som et meget sært skift i tempo og genre.
Der er noget lidt indforstået over den måde, hvorpå Marvel præsenterer disse historier på. Jeg måtte ty til indviklede googlinger for at finde ud af, hvad der foregik. Selvom historierne oprindeligt blev udgivet nogenlunde samtidigt med dette binds hovedhistorie, så synes jeg alligevel, at det er det forkerte redaktionelle valg fra Marvels side at bryde Moores fine flow så tidligt. Man har knapt nok fundet sig til rette i i historiens univers, før man skal forholde sig til andre, vildere ting. Hovedhistorien havde stået bedre alene, og sidehistorierne kommer til at føles mere som ekstramateriale.
Og så er der det egentlige ekstramateriale, der hovedsageligt består af tegninger, forsider, skitser og andet kræs for fans af de herrer Leach og Davis. Hvad ekstramaterialet IKKE redegører for, er seriens vilde (og lad os være ærlige – virkeligt underholdende) historik. Ikke så meget som en sølle side bliver brugt på at forklare den grumme og bizarre pissekonkurrence og den nærmest soap-opera-agtige ballade, der har været med til at holde Miracleman ude af vores hungrende hænder i så mange, lange år. Måske vil Marvel ikke gøre nogen sure, måske har de ikke selv lyst til at skrive om deres egen rolle i dramaet eller måske har tanken slet ikke strejfet dem. Eller måske ville det ende med at virke FOR kunstigt konstant at skulle referere til Moore med dennes kluntede pseudonym i længere tekststykker. Dette redaktionelle valg er dog med til at gøre udgivelsen lidt indforstået, rodet og – i hvert fald som den arkivudgivelse, den helt åbenlyst prøver at være – lidt overfladisk.
Jeg ville hellere have haft mere hovedhistorie og mindre sidehistorie og ekstramateriale, og jeg vælger derfor at give udgivelsen en karakter mindre, end hovedhistorien fortjener. Implicit i denne kritik ligger dog, at jeg glæder mig til at læse næste bind i The Original Writers mørke 80er-epos.
Karakter: 3/5
Værkets titel: Miracleman vol 1: A Dream of Flying
Forfatter/tegner: The Original Writer (altså Alan Moore), Gary Leach, Alan Davis m.fl.
Forlag: Marvel Comics
Form: 128 sider hardcover i farve
Vejledende pris: $15
ISBN: 978-0785154624
Udgivelsesland: USA
Udgivelsesår: 2014