Hanne Hansen prisen er navnet på en helt ny dansk tegneseriepris, som uddeles første gang i forbindelse med tegneseriefestivalen Art-bubble lørdag den 27. september i Horsens. Prisen er opkaldt efter hovedpersonen i den kendte danske tegner Arne Ungermanns tegneseriestribe af samme navn, som blev trykt i Politikens magasin.
Det er bestyrelsen bag Art-bubble med Lars Jakobsen i spidsen, som har indstiftet den nye pris. Ifølge bagmændene er der tale om en ny kulturpris, som vil anerkende tegneserieskabere for deres arbejde som historieformidlere, humorskabere og kunstformidlere til almenheden.
Formand for Art-bubble, Lars Jakobsen uddyber: ”Formuleringen er ret bred fordi, prismodtagerne fremover sagtens kunne være andre, der yder eller har ydet en særlig indsats for danske tegneserier. Der er ingen kriterier andet, end at personen skal have gjort noget særligt – og det kan jo være mange ting. Vi påpeger dog, at det fortrinsvis bør gå til en udøvende kunstner. Kunstformidlere kan jo være bredt.”
Prisen gives med hjertet
I forhold til hvilke kvaliteter, prismodtagerne skal besidde, udtaler Lars Jakobsen: ”De tre modtagere er ikke udvalgt efter kriterier – tegneserier er bred underholdning, kunst og kan ikke placeres på en bestemt hylde. Vi giver prisen med “hjertet” forstået på den måde, at det vil være kunstnere/tegnere, der hædrer sine kollegaer, og de har haft – eller har en særlig plads eller betydning for dem personligt eller for mediet som helhed.”
Prisen skal ifølge arrangørerne ses som tegneseriebranchens egen pris, som kan gives til tegneserietegnere og andre personer, der har ydet en speciel og ekstra indsats for danske tegneserier. Vi spurgte Lars Jakobsen, hvad der menes med tegneseriens egen pris? Han udtaler: ”Når prisen er sat i gang er intentionen, at det er skabere, der hædrer andre.”
Art-bubble skriver i pressemeddelelsen: ”Alle er nomineret, dvs. ingen kan udvælges og ingen kan få fortrin frem for andre. Med prisen følger æren og respekten fra tegnerkollegaer til de, der har gjort noget ekstra – men der medfølger også et ansvar. Der uddeles 3 priser i dette første år til tre personer, der har gjort en særlig indsats for danske tegneserier. Det vil være de tre prismodtageres ansvar, sammen, at udvælge de personer, der til næste år skal modtage prisen.”
Det er dog Art-bubbles bestyrelse som undtagelsesvist har udvalgt de første tre vindere for at sætte prisen i gang. Lars Jakobsen uddyber:
”Med hensyn til udvælgelse har jeg sammen med vores bestyrelse valgt de tre modtagere – og det vil være eneste gang, vi vil gøre det – derefter skal prismodtagere vælge videre frem. Vi gør det med den viden og indsigt, vi har i branchen og ud fra de ting, vi hører folk taler om – og vi har valgt tre personer, vi mener har gjort en forskel – vi kunne sagtens have valgt mange flere og givet 25 priser – men sådan fungerer det jo ikke”
Legat fra Danske Tegneserieskabere
Der uddeles endvidere et ekstra legat fra Foreningen af Danske Tegneserieskabere. Legatet uddeles til en elev på linjen Grafisk Fortælling på The Animation Workshop i Viborg til et nyt dansk talent inden for tegneseriemediet. Prisen uddeles særskilt af foreningen og er ikke direkte involveret i Hanne Hansen-prisen. Det er således Danske Tegneserieskabere med Jan Kjær i spidsen, der har udvalgt modtageren af legatet.
Jan Kjær forklarer: ” Vi har bedt eleverne om at indsende 5 eksempler på deres arbejde. Gerne spredt over hele tilblivelsen af en tegneserie fra idé og manus til konceptarbejde osv. Det er vigtigt for os, at legatet ikke bliver en tegnekonkurrence. Vi vil nødigt modtage 5 nærmest ens eksempler fra én, der er verdensmester i at tegne rumskibe og intet andet. Men det er også vigtigt at understrege, at vi naturligvis har med elever at gøre, så det vil være uretfærdig at bedømme dem ud fra krav om at være fuldbyrdede tegneserieskabere.”
Jan Kjær vil formentlig selv stå i spidsen for den 3-mands jury, der uddeler legatet.
Man kan købe billetter til prisuddelingen, som også byder på en gallamiddag med tegnere og gæster på festivalen.
Billetpris er 375 kr. Der er begrænset antal billetter – billetsalget er startet på post@fynsantikvariat.dk