Claus Deleuran og arbejderbevægelsen
Claus Deleuran og arbejderbevægelsen giver stof til eftertanke. For revolutionen ser noget anderledes ud i dag, end dengang venstrefløjens yndlingstegner smed de cigarrygende kapitalister på lossepladsen.
Hvor er Claus Deleuran dog herlig. Vi kender ham fra hans tegneserier Illustreret Danmarkshistorie, Rejsen til Saturn, Mikkeline på skattejagt og mange flere.
Hans streg er nemt genkendelig. Den er rund og nuttet, i høj grad detaljeret men det bedste er nok hvordan han skildrer danskeren. Den lidt bøvede gennemsnits hotdog- spiser med et blik som forekommer tomt. Men tegnet med enorm ømhed og varme.
Igennem 70’erne og 80’erne var han særligt aktiv, og hans illustrationer var tilsyneladende overalt. Det er også en skattejagt at finde disse. De dukker op, når jeg som skolelærer hjemsøger støvede biblioteker for undervisningsmaterialer.
Man finder en gammel bog fra Samfundsfag eller Historie. Pludselig er der en lille guldgrube af Deleuran-illustrationer. Det kan for eksempel være en gammel pjece om seksualvejledning, hvor en ung fyr peger på kondomet på sin pik og siger ”se!” og en ung pige udbryder ”neeijjh!”
Deleuran lavede illustrationer om alt fra pikke til politik, og nu kan man så nyde en samling af hans politiske virke i den nye bog Claus Deleuran og arbejderbevægelsen som er kommet fra Forlaget Politisk Revy.
Der er tale om 119 sider som samler tegninger fra mange forskellige kilder, primært politiske blade og bøger med et kommunistisk/ socialistisk indhold. Tegningerne er fra perioden 1968 og helt frem til 1990’erne. Der er dog mest materiale fra 1970’erne.
Der er venstreorienteret idealisme, så det basker. Formand Mao er tilsyneladende stadig en helt. Kapitalisterne, slipsedrengene og borgerdyrene fra USA og EF får med grovfilen. Arbejderne i Danmark har kun deres lænker at miste. Deleuran går ikke ad vejen i sine tegninger for at smide hele den gamle samfundsorden på lossepladsen, og erstatte den med… Ja, det bliver ikke tydeligt hvad det hele skal erstattes af. Det var idealistiske tider.
Bogen indeholder også Bjarkes saga, Deleurans første trykte tegneserie. Jeg har lidt svært ved at se, hvad denne ramasjang-historie om vilde vikinger har at gøre med arbejderbevægelsen, men jeg er nu glad for at den er med.
Læg mærke til, at der også er medtaget tegninger af ”hottentotter” med kæmpestore læber og ring i næsen. Det er flot af forfatter Steen Johansen, som har udvalgt tegningerne, at han ikke har haft berøringsangst for at tage de ting med som kunne virke ”stødende” i dag.
Personligt er jeg født i 1978, og jeg har derfor ikke selv oplevet de tider med håndbajere på arbejdspladsen og røde faner i kantinen. Det er en længere historie som andre kan fortælle bedre.
Men uden at have oplevet dem, tager jeg mig i at savne jeg de tilgange og følelser til arbejdslivet, som bogen lægger for dagen. Kammeratskab og samhørighed. Ude på de danske arbejdspladser har vi nu anonyme ”whistleblower” foranstaltninger, så medarbejderne kan klage over forholdene anonymt. Der er nemlig ingen som vil risikere deres job, eller bare deres rygte, ved at sige det højt. På den måde er vi blevet det værste, som illustrationerne fra 70’erne kan fremmane: tavse, blege lønslaver som bukker for chefen. Vores vrede og frustrationer får afløb om aftenen igennem rødvinsglasset og på Facebook. Når glasset er tomt, har vi måske skrevet noget på ”fjæsbogen” som giver en fyreseddel næste dag. Fagre nye verden. Claus Deleuran og arbejderbevægelsen er en bog som virkelig giver stof til eftertanke i kontrasten til dengang og nu.
En af de mest spændende tanker og kontraster som dukker op ved læsning af bogen, er ideen om revolution og hvordan det ser ud i dag. Flere af bogens illustrationer fra 1970’erne viser den unge, piberygende socialist som besejrer den fede fabriksejer. Bogstaveligt talt skubber ham ud på lossepladsen. Den unge mand går den strålende fremtid i møde, stærk og macho er han, med håndbajer og barkede næver. Er det sådan en revolution ser ud i dag? Med hele debatten om køn og identitet er der kommet en slags revolution, men bestemt ikke den, som de gamle kommunister har bestilt.
Det ovenstående er blot nogle af de tanker, som vælder frem når man studerer dette nedslag i tiden som Claus Deleuran og arbejderbevægelsen er. Tegningerne er ledsaget af en del tekster om det venstreorienterede politiske liv i Danmark i 70’erne. Jeg må dog indrømme, at Steen Johansens kommenterende tekst virker meget teknisk og indforstået for mig, når man ikke selv har været med til redaktionsmøderne, debatterne og afstemningerne.
Steen Johansen har igennem mange år været cheføkonom i HK og stod som redaktør af bladene ”Frit Forum” og ”SOC”. Han har skrevet en del politiske bøger om fx pension og EU. Så han er godt inde i stoffet, og nok også for godt.
Jeg tror at nogen læsere står af, når der f.eks. tales om ”Sommerens søslange, Israeldebatten, i SOC nr. 5 hvor medlem af Frit Forums forretningsudvalg, Knud Berg Hansen, gav sit indspark i debatten, men hans navn blev ikke nævnt i artiklen, men jeg synes han fortjener det, derfor bliver han nævnt her.”
Bogen har naturligvis ikke den omtalte debat fra SOC nr. 5, så det må man tænke sig til. Teksten kan desværre visse steder minde om et nostalgisk ”tak-for-sidst” hvor Steen Johansen skal have det sidste ord, i debatter som stammer fra 1970’erne. Det ville have ”åbnet” bogen en del mere, hvis der for eksempel havde været et lille historisk kapitel som kunne tale til yngre læsere, og i grove træk redegøre for den tids debatter og problematikker.
Men det er heldigvis Deleurans herlige tegninger som fylder mest, så tøv ikke med at anskaffe bogen.
