Billedkunstner Anders Christian Eriksens ordløse bogdebut er en sjælden slags selvbiografi.
”Ibidem” er en imponerende bog, også som objekt: Hårdt omslag, 112 sider i overstørrelse – ca. 50% større end A4 – og fuld farve.
Bag omslaget gemmer sig en til sammenligning beskeden billedfortælling. Om en mand med firkantet krop og hoved, stankelbensfingre for enden af sine tynde arme, enorme fortænder og endnu større øjne. Nå ja, og en koket lille tophat på hovedet.
Vi ser ham stå op, gennemgå morgenens rutiner én efter én, tage på arbejde i en børnehave, få en øl med vennerne og så videre. Ved sengetid stiger tempoet i en montage af highlights fra det følgende år eller to – med et par surrealistiske drømmescener som de mest dramatiske indslag.
Alt fortælles uden ord og med få billeder per side. Samtlige venstresider er sorte, det sænker læsetempoet og giver højresidernes hverdagslige begivenheder ekstra tyngde.
Billedkunstner Anders Christian Eriksen tegner sine geometriske karakterer og miljøer med hårde, sorte omrids og fylder dem med fint modulerede detaljer udført i farvekuglepen. Alt skildres forfra eller fra siden på hans velkomponerede sider. Bevægelser og relationer mellem ting vises med pile, som var der tale om en manual eller et stykke infografik, og nu og da vendes billederne på højkant, så vores hovedperson vandrer mod toppen af siden snarere end ud til højre.
Helhedsindtrykket er en paraderække af kontraster. Monumental indpakning, underspillet fortælling. Hårde konturer, bløde teksturer. Intim livsskildring, distanceret billedside.
”Ibidem” er umiddelbart en gådefuld størrelse, men et besøg på Forlaget Fahrenheits hjemmeside afslører en oplysende kendsgerning: Den er skabt som en ”autofiktiv fortælling” om Eriksen selv.
Det bliver bogen bestemt ikke mindre original af. Selvbiografien som genre tager typisk afsæt i særligt dramatiske hændelser eller livsforløb, når da ikke forfatteren søger at finde det store i det små. Her har vi omvendt en billedfortælling, der skildrer skaberen som maksimalt almindelig og kategorisk nægter at gøre ham særlig.
Med eller uden tophat er Eriksen i ”Ibidem” et menneske defineret af rutiner og rytmer. Hans liv fremstilles som automatiseret og sat på formel, uden at det i øvrigt gøres til noget særligt negativt.
Vores hovedperson er ikke en kunstner i bohemeagtig opposition til samfundet, den frygtløse sandhedssøger omgivet af konforme borgerdyr. I stedet insisterer Eriksen på at skildre de 99,9% af vores liv, som vi har glemt om ti år – al den tid, hvor intet særligt sker, alle de øjeblikke, som ligesom bare er der. Nøgternt, metodisk, demonstrativt.
En begavet mand sagde engang: ”Life is what happens to you while you’re busy making other plans”. Sådan forstået er livet sjældent fremstillet mere sandfærdigt end i Anders Christian Eriksens tegneseriedebut.
Karakter: 4/5
Værkets titel: Ibidem
Forfatter/tegner: Anders Christian Eriksen
Forlag: Fahrenheit
Form: 112 sider i farver og hardcover, 25,5 cm * 36,5 cm
Vejl. pris: 199,-
ISBN: 978-87-7176-000-2
Udgivelsesår: 2015
Udgivelsesland: Danmark