Spansk science fiction og glamrock er den velsmagende cocktail i den her episode.
På Art Bubble-festivalen i Aarhus præsenterer Annemette Bramsen sin efterfølger til tegneserien Livet er gas, som fik Claus Deleuran Prisen for bedste debut.
Den har titlen Den her by er ikke stor nok, som er inspireret af en af duoen Sparks’ mest kendte numre.
Det fører til en snak om glamrockens indtog i de danske forsamlingshuse i 1970’erne med udgangpunkt i en lille artikel i Seriemagasinet om det britiske band Sweet.
Titlen passer også godt til en historie i samme nummer af magasinet med figuren Delta 99, som er et “væsen” fra det ydre rum.
De første historier om Delta 99 var tegnet af den spanske tegner Carlos Giménez, som senere hen tog en radikal beslutning og skiftede stil.
Han er nemlig også manden bag Vores kvarter, som handler om hans opvækst i Francos Spanien opdelt på tre forskellige serier, Vores kvarter, Børnehjemmet og De professionelle.
Det fører til en snak om at gribe chancen og føre sin drøm ud i livet, også selvom man er kommet op i årene.






