Børnehjemmet 1
Det spanske socialvæsens børnehjem under Franco minder mere om en blanding af arbejdslejr og fængsel i Carlos Giménez selvbiografiske mesterværk Børnehjemmet, der igen er tilgængeligt på dansk.
Som teenager læste jeg de fem album af Carlos Giménez, der udkom fra Interpresse som Vores kvarter 1-5. Siden har de været gemt væk i et mørkt skab. Ikke fordi de skulle skånes for sollys og være i perfekt stand, nok mere fordi de var ubehagelig læsning, jeg ikke behøvede blive mindet om hver dag på reolen. Omvendt er de altid blevet flyttet med i bevidsthed om, at jeg skulle læse dem igen en dag. Nu er tiden kommet, da forlaget Zoom udgiver Giménez’ selvbiografiske serie, der reelt er tre forskellige historier.
Ud over den aktuelle Børnehjemmet 1 består den af Vores kvarter, der var nomineret til Pingprisen 2023, samt De professionelle. Alle udgøres de af flere album, end Interpresse oprindeligt udgav, så forhåbentlig kommer Zoom med lidt over 40 års forsinkelse i mål med projektet i løbet af en kortere årrække.
Børnehjemmet fokuserer på Franco-diktaturets humanitære indsats for forældreløse og udsatte børn i slutningen af 1940’erne og starten af 1950’erne. Eller ”humanitære” bør man nok skrive, da der er tale om en beskrivelse af omsorgssvigt så groteske, at de får en hvilken som helst sag om svigt i det danske socialvæsen til at blegne. Der er tale om en himmelråbende mishandling og magtudnyttelse ofte med slet skjult sadistisk fryd fra de voksnes side.
Giménez følger et større antal drenge, herunder sig selv, der på skift indgår i historierne eller bare dukker op en enkelt gang. Børnene forstår typisk intet og slet ikke, hvorfor de konsekvent skal slås, gå sultne i seng eller på anden måde afstraffes for at blive oplært i troen på et fascistisk system, hvor den enkelte skal indordne sig ukritisk.
Børnehjemmet 1 består af tre dele. Første del er helt korte og meget intensive to-siders historier, der som lussinger vælter ud i hovedet på læseren. Giménez har fortættet dem med 20 ruder på hver side, der står skulder ved skulder helt uden luft imellem. Jeg forestiller mig, at han har oppebåret årevis af indestængt vrede og frustration, der i Børnehjemmet kommer ud for fuld damp. Sådan føles det i hvert fald.
Børnehjemsdrengene sulter, tørster og mishandles i én uendelighed, samtidig med de ikke får skyggen af omsorg. Det ene eksempel kan være lige så godt som det andet, men her et par stykker:
- Da en dreng, under et besøg fra statens velfærdsudvalg, takker ja til den tilsynsførendes tilbud om en ekstra skål risbudding, bliver han efterfølgende bedt om at blive i spisesalen. Her tvinges han til at spise risbudding, til han må vakle ud og kaste op i gården. Derude står hans kammerater og ser til med store øjne og kommentaren: ”Sikke et spild af god risbudding!”
- I sommervarmen skal de sove siesta udendørs, hvor de kampsvedende skal ligge musestille. Hvis man laver en bevægelse, foregår resten af siestaen med knæbøjninger og armene strakt over hovedet. Så efterhånden står de fleste op og bliver straffet på grund et hvepsestik, at øjnene blev åbnet, man slog en prut eller grinte af én, der slog en prut. Heldigvis er der vand og brød bagefter. Bare ikke til dem, der ikke kunne ligge stille.
- Sengevædere udstilles og ydmyges dagligt for øjnene af deres kammerater, indtil forstanderinden en dag beslutter sig for at fratage dem ”lysten til at tisse i sengen”. Så stilles de op på række foran en spand med brændende sprit, de skal sætte sig på med bukserne trukket ned.
Det er vanvittigt intense piskeslag, der leveres helt uden formildende omstændigheder. Det fortsætter i del 2 og 3, hvor historierne bliver længere og med mere variation i sideopbygningen. Lige i starten er det generende, at formen på de to sider brydes, men man vænner sig hurtigt til det, og det giver naturligvis mulighed for nogle længere fortællinger i stedet.
Undervejs er der som indledning til hver del et par uddybende tekstsider, primært af Giménez. De er ikke en attraktion i sig selv, hvor han fx over flere sider takker og mindes de børn, han var på børnehjem med. Man savner et mere analyserende blik på teksterne og Giménez arbejde, men det er prisværdigt, at Zoom har valgt at tage dem med, hvor de ellers ofte prioriterer at fokusere udelukkende på selve tegneserien i deres samlealbum. Ligeledes er der som afslutning på første del syv sider med historier fortalt udelukkende med tekst, hvilket med al tydelighed viser, hvad det er, Giménez tegninger kan tilføre, da fortællingerne her ikke på samme måde berører én.
Børnenes ansigter dominerer i tegningerne, hvor deres følelser gang på gang kommer til udtryk i rædselsslagne, tårevædede og lidelsesfuld mimik. På afstand er de alle ens med afpillede kroppe og tynde, daskende lemmer. Tættere på bliver de til levende individer med et let overdrevet fysiognomi. Giménez har en let, løs og levende streg, der med enkle virkemidler får personerne til at træde levende frem.
Sammenligningen med livet i en kz-lejr under 2. verdenskrig er lige dele upassende og oplagt. Enhver hytter sig selv i kampen for at overleve bedst muligt. Udvalgte børn får til opgave at holde øje med og straffe andre. Brød bliver en vare med en handelsværdi, man kan købe både ting og tjenester for. Dertil kommer den nagende sult og medfølgende fysiske udmattelse samt en evig usikkerhed for, hvornår den næste lussing rammer. Børnene forstår typisk intet af det hele og ser ikke, at de gør noget forkert, før det er for sent, og straffen kommer. Enkelte gange bryder et glimt af medmenneskelighed frem, det drukner bare i mængden af det modsatte.
Interpresses gamle udgivelse, der noget misvisende bar titlen Vores kvarter 1-5, rummer album fra alle tre biografiske serier af Giménez. Samlet består de tre serier af cirka 15 album. Børnehjemmet 1 rummer de fleste sider fra Interpresses Vores kvarter 2-3 samt sider, der ikke tidligere har været udgivet på dansk. Planmæssigt udgiver Zoom senere Børnehjemmet 2 og 3 med de resterende historier. Den nye udgave er oversat af Jørgen Aabye. En sammenligning med den gamle oversættelse tyder ikke på de store forskelle, men trykket er til gengæld en anelse skarpere i de nye album, så detaljerne i Giménez sorte streg tydeligere kan ses.
Børnehjemmet 1 er et ætsende vidnesbyrd fra et mørkt kapitel i Spaniens nyere historie, hvor fascismen ikke levnede plads til human behandling af de svage i samfundet. Dét er en lektie, man altid kan tåle at blive mindet om, og som på ingen måde har fortjent at blive gemt væk i et mørkt skab.
