Marvel-superhelte er blevet en del af Penguin Classics – hvordan i alverden gik det til? Dennis Jacob Rosenfeld udfolder i denne artikelserie superheltenes vej fra pulp til prestige. I denne første del går vi tilbage til superheltenes begyndelsen i 1930erne og undersøger, hvordan brug-og-smid-væk-blade til børn blev til feterede samlerobjekter i 1970erne.
Mindes du at lægge en nævefuld skinnende mønter på disken og få det nyeste hæfte med din favorit-superhelt? Mindes du at gå fra blade til opsamlinger, da løsrevne historier ikke længere var nok, men hele den episke fortælling skulle være med?
Nye distributionsformer og butikker dedikeret til tegneserier muliggjorde komplekse fortællinger, men åbnede også døren for spekulanter. Efter tegneserieboblen brast i et morads af spekulative udgivelser og kyniske samlere, har måden, de kulørte superhelte bliver udgivet på, forandret sig. Forlagene fokuserer i dag i højere grad på de såkaldte omnibusser med nyt ekstramateriale, bedre papir, og nye farvelægninger (med meget varierede resultater).
Sidste år skete der så noget mange havde fundet utænkeligt: Det velrenommerede forlag Penguin har i deres Classics-imprint udgivet en række superhelte-samlinger med nye essays og samme indpakning som store litterære værker. Samtidig har det tyske feinschmecker-forlag Taschen udgivet ældre Marvel-tegneserier i deres dyre XXL-serie.
Hvad ligger der i en sådan omfavnelse af kunstformen, der altid har stået udenfor og kigget ind på det fine selskab? Er der overhovedet tale om mere end en gimmick? Betyder det at den anerkendelse af superhelten, som så mange har higet efter, endelig er her?
I løbet af tre artikler vil jeg undersøge hvad der har ført til disse udgivelser og give et indblik i de skiftende distributionsmetoders indvirkning på måden historierne skrives. Jeg vil også, via et historisk rids, illustrere hvordan hele branchen forandredes da nye generationer af forfattere og tegnere kom til, og vise hvorfor markedet nær er ved at drukne i nye omnibusser med stort set samme materiale som de forrige. Er der fare for at det bliver museumsgenstande, der står på hylder og samler støv, fremfor brugsgenstande, som folk reelt læser? Hvem skal købe Penguin-udgaverne, og hvordan er de i øvrigt sammenlignet med Taschens udgaver?
Jeg interviewer danske forlæggere om deres udvælgelsesproces i forhold til oversatte udgivelser. Endelig vil jeg også anmelde tre af Penguin-udgivelserne, ikke mindst i forhold til tryk- og papirkvalitet, samt ekstramaterialet og selve historierne.
Men først: hvordan nåede vi hertil?
Hvor superheltetegneserier blev solgt i tidernes morgen
Billige brugsgenstande
Oprindeligt var det ikke forlagenes største bekymring, om superheltehistorierne hang sammen på tværs af hæfterne. Tværtimod var der fordele ved at børn i alle afkroge af USA altid kunne samle nyeste nummer af Superman op uden nogle problemer med forforståelsen. En af de største årsager var hele den brug-og-smid-væk aura, der hang omkring tegneserier i 1930erne og frem. Det skyldtes ikke mindst måden bladene blev distribueret på dengang og de næste mange årtier.
De var nemlig del af magasindistributionen og blev derfor forhandlet steder der typisk havde aviser og andre magasiner. Det betød også at forhandlerne kunne sende usolgte blade tilbage for en delvis refundering af pengene (derfor er måneden trykt på gamle tegneserier ikke udgivelsesdatoen, men derimod sidste tidspunkt bladet kan returneres).
Som en naturligvis konsekvens var det meget nemmere at gå glip af et nummer hvis man ikke fik fat i det øjeblikkeligt.
Det er også i samme periode at vi ved at bladene røg igennem mange sæt barnehænder. Det var de heldige få, der havde råd til at købe alle serier, og ved at låne på kryds og tværs blev det nemmere at læse flere blade. I forhold til bevarelsen af datidens tegneserier er det et problem at mange numre ganske enkelt blev læst i stykker og havnede i skraldet.
Under 2. verdenskrig opstod en ny problematik: Råstofmangel førte til de såkaldte ‘paper drives’ hvor man opfordrede læserne til at indlevere bladene, når de var læst.
Genoptryk og samlinger var slet ikke på tale – hvorfor skulle man det? Da Superman var på sit højeste, blev der solgt over en million hæfter om måneden. Intet tydede på at udgivernes praksis trængte til forbedring.
Børn ingen adgang?
1950’ernes mediepanik, skudt i gang af Fredric Wertham og hans bog Seduction of the Innocent, førte til masseafbrændinger af tegneserier og branchens omfattende selvcensur, the Comics Code Authority. Lige pludselig var der endnu en hindring for potentielle genudgivelser. Gamle hæfter kunne meget vel være i strid med de nye regler.
Den store forandring – samlerkulturen fødsel om man vil – kom da tegneserier gik fra magasindistribution til den såkaldte Direct Sales model. Skiftet var en glidende overgang der startede i starten af 1970erne og stort set havde overtaget fuldstændigt i slutningen af selvsamme årti. Nu skulle butikkerne købe tegneseriehæfterne uden mulighed for at returnere dem. Dette var altafgørende for at skabe en reel samlerkultur. Det førte til at butikkerne nu havde masser af ældre numre længe efter udgivelsesdatoen.
Ydermere var det nu, potentielt, alle der kunne handle med tegneserier og således opstod Comic Book Shops over hele USA – meget mere herom i del 2!
Således skabtes tegneseriesamleren for alvor. Havde man misset et nummer i den lokale butik kunne man ringe rundt til andre og måske var lykken med én.
1970’ernes modkultur rummede en masse unge der havde fortsat tegneserielæsningen efter den obligatoriske “jeg er blevet for gammel til tegneserier” fase, og flere penge imellem hænderne gjorde det muligt at jage de hellige graler.
Den gennemsnitlige tegneserielæser blev altså langsomt ældre. Hver gang man hævede prisen på hæfterne, affødte det negative reaktioner. Uagtet at det var få cent var det stadig meget i et barns lommepengebudget. Selvom der var flere voksne læsere, udgjorde børnene stadig langt de fleste aftagere af hæfterne. Hvis børnene valgte at købe færre hæfter hver måned, var der måske en måde at hente tabt fortjeneste igennem voksne læsere?
Måske var de villige til at betale mere for samlinger trykt på lidt bedre papirer og i et format der kunne stå i bogreolen fremfor opbevares i kasser? Måske ville visse boghandlere sågar føre dem?
I anden del af artikelserien afdækker jeg hvordan først trade paperback og sidenhen omnibusformatet tog fart og hvordan det i sidste ende har ført til de nye udgivelser fra Penguin og Taschen.
