Marvel-superhelte er blevet en del af Penguin Classics – hvordan i alverden gik det til? Dennis Jacob Rosenfeld udfolder i denne artikelserie superheltenes vej fra pulp til prestige. I del 1 fik vi indblik i superhelteseriernes vej fra 1930erne til slutningen af 1970erne. I denne del skal vi høre om, hvordan omnibus-udgivelsen opstod og hvorfor forlagene holder fast i den.
Da Superman udkom og øjeblikkeligt blev et kæmpehit blev tegneserier en fast del af det amerikanske gadebillede. Et populærkulturelt fænomen var skabt. Købmænd, slikbutikker og avisstande var de mest udbredte steder børn og unge kunne få deres ugentlige fix. Tegneserieforlagene solgte deres udgivelser gennem et netværk af uafhængige distributører, der alle tilkæmpede sig et territorium. De solgte mange forskellige tryksager og tegneserier var en lille og ikke særlig profitabel del heraf.
Hvor superheltetegneserier blev solgt i tidernes morgen
Disse forhandlere accepterede distributørernes vilkår, til stor frustration for tegneseriefans. De kunne blandt andet ikke vælge hvor mange eksemplarer af hver titel, eller sågar hvilket titler, de ville modtage. De fik et udvalg som distributøren sammensatte og nogle gange bandt sammen på samme måde som aviserne, hvilket ofte skadede tegneseriernes stand. Alt dette accepterede de, imod at distributørerne hentede usolgte numre og gav kredit til forhandleren.
Der var en lille skare læsere som gemte deres gamle numre og ligeledes læsere som havde misset et nummer inden det blev sendt tilbage fra butikkerne. De begyndte at opbygge et fællesskab så de kunne bytte og sælge gamle numre. Flere forlag hjalp til ved at trykke breve fra fans som var på udkig efter specifikke numre. Hermed blev der også skabt en generation af fans som var villige til at betale mere for et hæfte end den oprindelige pris. Langsomt begyndte medierne også at få øjnene op for historier om sjældne numre der blev solgt for, på det tidspunkt, astronomiske summer på flere hundrede dollars. Ideen om tegneserier som samleobjekter med reel værdi begyndte langsomt, meget langsomt, at rodfæste sig.
Tegneseriebutikken
Hvornår den første butik med tegneserier som sit speciale åbnede i USA, er som så meget andet indenfor tegneseriens historik meget omdiskuteret, men en af de første var Victory Thrift Shop i Woodside, Queens. I 1961 begyndte de at fylde deres vinduer med ældre tegneseriehæfter i gennemsigtige plasticposer, til priser der ofte var mange gange den oprindelige. De behandlede de kulørte hæfter som genstande med værdi og som noget der var værd at samle på. Nu var det ikke kun i rodebunker på loppemarkeder at samlere kunne finde gamle numre de manglede. Hvis man ønskede nye hæfter, var det dog stadig kun gennem de traditionelle kanaler.
Phil Seuling var en af de tegneseriefans der blev stadig mere frustreret over måden tegneserier blev distribueret. Født og opvokset i New York vendte Seuling hjem efter at have aftjent værnepligt i Koreakrigen og fandt arbejde som engelsklærer. Til at starte med handlede han med gamle tegneserier, men i starten af 1970erne fik han afgørende betydning for måden tegneserier blev solgt på. På dette tidspunkt var salget stærkt nedadgående, ikke mindst fordi mange sælgere løj om deres salgstal og fik refunderet penge for blade de havde solgt.
Seuling fik etableret et system hvor forhandlere kunne bestille tegneserier fra ham og så blev de sendt direkte fra trykkeriet. På denne måde kunne de etablerede distributører omgås hvilket også betød at man kunne bestille præcist antal og titler, samt at man fik titlerne tidligere. Denne form, the direct market, var mulig fordi de store forlag alle fik trykt deres tegneserier ved det samme firma, der kunne sende tegneserier direkte til Seulings kunder, ligesom de gjorde til hundredvis af avisstande.
Ulemperne ved at handle med Seuling var, at alt skulle betales på forhånd og at hæfterne ikke kunne returneres. Derfor skulle man som forhandler være mere bevidst om, hvilke blade og hvor mange eksemplarer man bestilte hjem.
Det affødte stille og roligt den dedikerede tegneseriebutik, hvor samlere kunne finde blade som avisstandene havde sendt tilbage. Butikkerne var derudover ofte drevet af tegneserielæsere, der kunne give deres kunder konkrete anbefalinger og snakke med om superhelte, cowboys og romancer. Det var ikke mange avisstandsejere eller købmænd, som havde læst samtlige nye tegneserier de forhandlede. I samme periode havde undergrundstegneserien også taget fart.
Paul Levitz der arbejdede mange år i branchen, blandt andet som redaktør, så også hvordan skabere begyndte at have forventninger til deres publikum. Antagelsen om, at læseren var ældre og mere belæst forandrede tegneserierne: De begyndte at være mere sammenhængende og komplekse – og derfor begyndte læserne i stigende grad at holde fast i deres samlinger, så de kunne genlæse gamle numre for at følge med. Det er også her, konventionen med tekstbokse, der henviser til tidligere numre, for alvor tager fat.
Kan man udgive samlinger af ældre tegneserier?
I 1974 sendte Marvel den første af deres Fireside Series på gaden. De blev udgivet igennem forlaget Simon & Schusters Fireside Books og var samlinger af ældre Marvel-historier. Origins of Marvel Comics indeholdt elleve historier udvalgt af Stan Lee som også skrev forordet til bogen.
Den var et kæmpehit og der udkom en hel række i løbet af de næste år. Hos flere tegneseriebutikker var disse mere boglignende udgivelser blandt de mest sælgende titler. Det blev naturligvis et signal til forlagene om, at her var et marked som potentielt kunne få stor betydning for deres indtjening.
Blandt titlerne var også en enkelt udgivelse som bestod af helt nyt materiale. The Silver Surfer af Stan Lee og Jack Kirby var en afsluttet historie med den populære figur. Den udkom i 1978, det selvsamme år som Will Eisners A Contract With God udkom med Graphic Novel trykt på forsiden og et tydeligt forsøg på at tilegne sig noget af bogens legitimitet ved at adskille sig tydeligt fra andre tegneserier i format og dimensioner.
Ikke nok med at der udkom tegneserier i mere romanlignende formater der helt tydeligt var rettet mod et voksent publikum, i samme periode begyndte superheltetegneserierne at rumme mere voksne fortællinger i håbet om at lokke nogle af de læsere tilbage som havde droppet tegneserierne når de forlod barndommen.
Hos Marvel blev Stan Lee symbolet på den nye stil og lidt af en modkultursfigur hos de collegestuderende. Hos DC var det redaktør Julius Schwartz som begyndte at åbne op for en ny type fortællinger. Nu skulle tegneserierne tages seriøst.
Graphic Novel-begrebet begyndt at få tag i læserne og flere forlag blev bevidste om at der muligvis var en vis prestige i at bruge begrebet. Selvom det nu ofte blive forbundet med afsluttede fortællinger, gerne rettet mod et voksent og seriøst publikum, holdt det ikke superhelteforlagene tilbage fra at bruge det på deres udgivelser.
Jim Starlins The Death of Captain Marvel der udkom i 1982, var et meget klart bud fra Marvels side på en afsluttet fortælling med et mere voksent tema. Det var starten på deres egen Graphic Novel linje, og DC gik dem i bedene året efter. Fortællingen om en superhelt der er døden nær, ikke grundet en superskurk eller naturkatastrofe, men noget så jordnært og menneskeligt som cancer var utænkelig et årti forinden. Døre der hidtil havde været hermetisk lukkede, begyndte nu at blive sparket ind.
Det var i samme periode at Marvel og DC begyndte at teste markedet med optryk i paperback form af tidligere udgivet materiale, de såkaldte tradepaperbacks. For Marvel var der et stort hit med The Dark Phoenix Saga som oprindeligt var udkommet i bladform. Tre serielle udgivelser der fik enorm betydning i de samlede udgaver var Batman: The Dark Knight Returns, Watchmen og Maus. Alle tre serier fik stort mediedækning og omtale som det nye Graphic Novel format der ikke rettede sig mod børnene
Samlernes storhedstid
Køberne begyndte nu at dele sig op i undergrupper: læseren og samleren. De to overlappede også, men der kom stadig flere samlere til som aldrig læste tegneserierne. De købte dem og fik dem forseglet med henblik på videresalg. Det stigende ønske om at tjene hurtige penge på tegneserier skabte en falsk forestilling om hvor mange læsere der i virkeligheden var.
Der har været flere faktorer på spil i tegneserieboblens bristen i 1990erne og de efterfølgende masselukninger af tegneseriebutikker i USA. Blandt de største var spekulanterne, både købere og butiksejere, og så forlagenes naive tillid til de stærkt opblæste salgstal på hæfterne uden skæven til hvad der havde medført dem, og hvorvidt branchen kunne opretholde så høje oplag.
I slutningen af 1980erne var der en række ejere af baseballkortsforhandlere som fik øjnene op for tegneserier. Det var et kæmpe boom i salget af disse samlekort og i takt med at historier i pressen om hæfter der eksploderede i værdi begyndt de at vende deres blik mod dette fænomen. Mange af butikkerne havde et stativ eller to med tegneserier, så da der åbnede tusinder af nye butikker, betød der samtidig tusinder af nye steder at købe tegneserier.
Spidey i MacFarlane-klæder
Hypen efter Tim Burtons første Batman film havde også ført til fornyet interesse i superheltetegneserier og ikke mindst merchandise. Ligeledes havde traditionen for at genstarte serier med en frisk #1 allerede fået fodfæste hos Marvel der i 1990 udsendte en Spider-Man #1 skrevet og tegnet af Todd McFarlane.
Ikke nok med at Marvel allerede havde store forventninger til en ny serie med et succesfuld skaber så satte de alt ind for at sikre mersalg. De udgav tegneserien med to forsider, en med almindelig farvelægning og en med sølvblæk, derudover kom der særlige samlerudgaver forseglede i plasticposer. Alt sammen medvirkende til at samlerne måtte købe adskillige eksemplarer. I sidste ende solgte hæftet over to millioner eksemplarer, næsten alle blev solgt igennem tegneseriebutikkerne.
Boblen brister
Samlerfænomenet var skabt og nu kom gribbene også susende ind for at tjene en hurtig skilling. Tendensen fortsatte da Marvel i 1991 udgav X-Force #1 tegnet af Rob Liefeld der på dette tidspunkt var en yderst populær skaber. Hæftet kom i poser med et af fem forskellige samlekort. Man kunne se kortet igennem posen, men skulle altså købe fem eksemplarer for at få dem alle. Salgstal – over fem millioner eksemplarer.
Da Marvel få måneder senere sendte X-Men #1, tegnet af Jim Lee, på gaden var der fire forskellige forsider der tilsammen udgjorde en stor tegning, et femte ekstra dyrt hæfte havde en forside der kunne foldes ud til en lang tegning. Salgstal nåede over otte millioner.
Hvad mange forhandlere og spekulanter ikke tænkte over var at hvis alle købte hæfterne og gemte dem ville de ikke stige i værdi. Der kom til at være langt flere tegneserier i omløb end markedet kunne bære. Fra 1990 til 1995 steg antallet af tegneseriebutikker fra omkring tusind til langt over ti tusind. Den voldsomme stigning skyldtes blandt andet de mange samlekortsbutikker der åbnede konti hos tegneseriedistributørerne og derfor talte med selvom de på ingen måde var traditionelle tegneseriebutikker.
Samtidig var der en stigning i de såkaldte events og mere gimmickprægede udgivelser. En af dem der stadig præger den amerikanske superheltetegneserie var DC Comics beslutning om at slå Superman ihjel. Da nummeret med hans død, #75, udkom var der naturligvis samlerudgaver til højere priser.
Butikkerne bestilte tusindvis af eksemplarer hjem og folk kom ind og købte ikke bare 1, 5 eller 10 eksemplarer. Nej, mange købte over 250 eksemplarer. Dette medførte et voldsomt salg og en forventning om at det ville vare ved. Konsekvenserne af dette var at bladet blev stort set værdiløst. Hvis så mange eksemplarer bliver bevaret i perfekt stand ryger sjældenheden og da det er en af de vigtige faktorer i en stigende værdi på et hæfte, brændte utallige spekulanter nu inde med deres blade. En anden konsekvens var at butikkerne bestilte store partier af de efterfølgende numre, men nu udeblev salget. Mange butikker brændte nu inde med tegneserier for tusindvis af dollars som de ikke kunne returnere eller sælge.
Hvor er vi endt?
Et stort antal butikker måtte dreje nøglen om i månederne der fulgte og den amerikanske tegneseriebranche fik en mavepuster som den aldrig rigtig er kommet sig over. Der er helt andre dynamikker i spil og folk der driver tegneseriebutikker, er enten meget specialiserede og med et loyalt publikum eller de fører en masse andre populærkulturelle varer som holder liv i salget.
Hvordan nåede vi til et punkt, hvor dette her virker som en rimelig idé…?
Blandt de største sællerter nu er Raina Telgemeiers YA Graphic Novels og oversættelser af manga. Superheltetegneserierne er på mange måder blevet en idébank for filmene der tjener astronomiske summer på det store lærred.
Det er på dette marked at omnibus-udgivelser, artist editions og Penguin og Taschens udgivelser skal finde deres plads. I næste artikel kommer jeg ind på hvad Classics-udgaverne rummer, hvilket publikum de taler til og det danske marked for samlebind og større udgivelser.
