Marvel-superhelte er blevet en del af Penguin Classics – hvordan i alverden gik det til? Dennis Jacob Rosenfeld udfolder i denne artikelserie superheltenes vej fra pulp til prestige. Første del fulgte de kulørte helte frem til 1970erne og anden del handlede om udviklingerne i det amerikanske tegneseriemarked i ’80erne og ’90erne. Nu er vi så nået til Penguins omnibusser – og hvorvidt deres eksistens overhovedet er berettiget?
Da tegneserieforlagene opdagede, at der var penge at hente i samlinger af tegneseriehæfter, begyndte markedet at forandre sig. Hvor hæfterne var fyldt med reklamer, mere skrøbelige og med høj pris-per-side, var samlingerne uden reklamer og ofte trykt på mere holdbart papir. Den mere boglignende ryg muliggjorde også opbevaring i bogreolen frem for i kasser (eller lad os være ærlige, i stabler overalt i hjemmet).
”Marvel” Morten Søndergård, der tilbragte utallige år bag disken i Fantask i Pisserenden, oplevede forandringen meget direkte:
Morten Søndergård: Da DCs Fables-serie begyndte at udkomme blev der hver onsdag solgt omkring 5-10 hæfter hvorimod der blev solgt omkring 50 trade paperbacks.
Da jeg startede med at samle var der masser af ting, man ikke kunne finde. Nu begyndte forlagene at genudgive dem, og i mere og mere lækre udgaver.
I dag ser Søndergård hæfterne som en slags reklamepamflet for de samlede udgivelser. Først og fremmest for trade paperbacks, men bestemt også for de dyrere og mere lækre omnibus-udgivelser.
Omnibus
Som der ligger i ordet er en omnibus en udgivelse, der foregiver at indeholde alt. ’Alt’ kan fortolkes på mange måder og det udnytter forlagene bestemt.
Hvordan nåede vi til et punkt, hvor dette her virker som en rimelig idé…?
Af og til er omnibusudgivelserne kronologiske, eksempelvis de første 20 historier med Superman. Andre gange er de hægtet op på en tegner eller forfatter, f.eks. de bedste Neal Adams Batman-historier. Endelig er der samlinger af en ark, altså en afsluttet fortælling indenfor et bestemt univers – det kunne være hele Jack Kirbys Fourth World fortælling.
Matthias Wivel, der er kunsthistoriker, del af Radio Rackham og formand for Dansk Tegneserieråd, har fulgt superhelte-forlagenes udgivelsesstrategier gennem mange år. Jeg spurgte ham om hans syn på hele omnibusfænomenet, deres ofte uhåndterlige omfang og de konstante genudgivelser i nye konstellationer:
Matthias Wivel: Som læser er jeg ikke vild med det, når opsamlingerne bliver for store og uhåndterlige, men Penguin-format synes jeg er helt fint, ligesom mange af Marvels Epic collection-udgivelser og DCs opsamlinger, f.eks. dem med Golden Age-klassikere er fine nok. Det er rigtigt, at det efterhånden er svært at overskue hvad der bliver udgivet hvor og særligt Marvels udgivelser går jo nærmest ud af tryk i samme øjeblik de udkommer, hvilket er frustrerende.
En tilbagevendende problematik ved genudgivelsen af de ældre tegneserier er, at de på mange måder var farvelagt med henblik på den papirtype som de blev trykt på: billigt papir der snarere var gulligt end helt hvidt. Noget der kun blev forstærket når bladene blev udsat for sollys og luft.
Det giver selvsagt et problem når man genoptrykker på bedre papir end oprindeligt. Skal man bibeholde den farvelægning som der var oprindeligt? Skal man lave en ny manuel farvelægning der tager højde for den nye papirtype? Eller skal man bruge digital kolorering der er billigere og ofte er hele flader af farve uden de nuancer, håndkolorering giver?
Matthias Wivel: Grundlæggende er nyfarvelægning i mange tilfælde et nødvendigt onde. Digital restaurering af originale trykkeark, som man ser det gjort mere eller mindre succesfuldt på især klassiske avisstribe-udgivelser, kan fungere rigtigt godt, men fremstår musealt, hvilket ikke er befordrende for udgivelser henvendt til en bredere publikum. Hertil kommer, at originalfarvelægningen af især gamle comic books ikke altid er optimal, samt at restaurering kan være lige så tidskrævende som nyfarvelægning, med mindre man slår det hele i raster og lader mispasninger og trykfejl stå.
Jeg har derfor ikke noget principielt imod de nyfarvlægninger, man f.eks. ser i Penguin-udgivelserne, men jeg synes at især Marvel har håndteret det dårligt. Det er særligt rædderligt, når de bruger anakronisitiske digitale teknikker, men det er mere generelt ikke gjort særligt nænsomt. Det hjælper heller ikke, at Marvel traditonelt har genudgivet på glat papir. Det sidste råder Penguin heldigivis lidt bod på. DC har været bedre, og der er eksempler på endnu bedre nyfarvelægninger hinsides The Big Two, fx på Fantagraphics’ Carl Barks-udgivelser [som Wivel har bidraget til, red.], selvom de heller ikke er helt uproblematiske.
Hvem er køberne?
En konsekvens af at lave mere omfattende og lækre omnibusser er at prisen unægtelig bliver en anden end på et album med blødt omslag.
I takt med at tegneserielæserne er blevet ældre er der også begyndt at komme store samlerudgaver og Taschen laver deres udgivelser i kæmpeformat med kælen for detaljer og en stor autenticitet i forhold til udgivelsernes oprindelige udseende. Men når Batman: The Dark Knight Returns – Frank Miller Gallery Edition der samler de fire hæfter koster $175 (mod $2.95 pr nummer ved udgivelsen) og Taschens Marvel Comics Library. Fantastic Four. Vol. 1. 1961–1963 koster €500, er det næppe en 10-årig, der smadrer sparebøssen og investerer i dem.
Det er voksne mennesker som køber omnibusser. Ofte i formater der gør dem reelt ulæselige (her kigger jeg på dig DC og din 1200+ sider et-binds udgivelse af Fourth World (ja, den står på min hylde, og nej jeg aner ikke hvordan jeg komfortabelt skal læse den.))
Fourth World-omnibussen der kan give rygskader, hjernerystelse og blodtud, hvis den læses andre steder end ved et solidt bord.
Penguin Classics møder kulørte helte
Nu er tiden så kommet til at Penguin, det hæderkronede forlag, udgiver Marvel-tegneserier i deres prestigefyldte Classics serie. Lige pludselig står de tegneserier, der har fanget tusindvis af børns opmærksomhed, skulder ved skulder med Franz Kafka og George Orwell. Penguin skriver selv:
The Penguin Classics Marvel Collection presents the origin stories, seminal tales, and characters of the Marvel Universe to explore Marvel’s transformative and timeless influence on an entire genre of fantasy.
Ganske enkelt giver det en legitimering, og ophøjning til noget større, at Marvel-tegneserier nu udkommer på Penguin. Det er svært ikke at mærke en lille klump i halsen når man ser Jack Kirby få den lille biografi i starten af udgivelserne, som ellers bliver forbeholdt forfattere af den mere finlitterære slags.
Et eksempel på de historier og tekster, Penguin har valgt at inkludere i deres Marvel-udgivelser.
Til denne artikelserie har jeg haft paperbackudgivelserne af Captain America, Spider-Man og Black Panther til rådighed. Jeg har vist dem til Malene Hald, der er grafisk designer, næstforperson i Dansk Tegneserieråd, tegneserieaktivist og en af landets ypperste nørder når det kommer til typografi og bogdesign.
Penguin har valgt at bruge matbestrøget papir og den digitale, ofte udskældte, farvelægning. Hald havde en noget blandet oplevelse af bøgerne:
Malene Hald: Seriepræget til Penguin Classics-serien er designet af Penguins art director Jim Stoddard, som de sidste 20 år har været medvirkende til Penguins (stadig) ikoniske og trendsættende bogdesign. En anden af Penguins art directors, Paul Buckley, som er mindst lige så dygtig, har taget udgangspunkt i Stoddards design til Marvel-serien. Det oprindelige seriepræg benytter sig af skrifttyperne Futura og Mrs. Eaves, som er blandt de mest klassiske og elegante skrifttyper nogensinde. At udskifte dem med en håndskriftsfont kan man godt vælge at tolke, som at tegneserier nu er en del af det pæne selskab, fordi de slags skrifttyper nu er gode nok til at erstatte Futura.
Man kan også argumentere for, at Marvel netop ikke bliver anerkendt i det fine selskab fordi Buckley har fravalgt skrifttyperne i det ikoniske seriepræg. Serien er helt tilbage fra 1946, hvor Penguin-typografen Jan Tschichold stod ved roret. Hans betydning for bogdesign og typografi ikke kan underdrives og serien er jo Hall of Fame af litterære klassikere. Hvis Penguin for alvor vil anerkende Marvels betydning for verdenslitteraturen bør den netop pakkes ind i det samme udstyr som Austen, Melville og Hemingway. De har jo været visuelt kække og ladet illustrationerne bryde rammen. At der også skal en tegneseriefont på forsiden synes jeg gør indlemmelsen af Marvel i serien mindre ærlig og til dels underkender læserens intelligens. Vi kan sgu da godt se, at det er en tegneserie.
Med Penguins tilgang ender udgivelserne med at have et ben i hver sin lejr, og derved ikke være nogen af delene. Muligvis fordi man ikke har taget stilling til, hvem de egentlig er rettet mod.
Fra Penguins promo-materiale
Alle tre udgivelser har et kurateret udvalg af historier som består af figurernes oprindelser og forskellige klassiske historier. De ældste er Captain America fra 1941 og de nyeste er Black Panther fra 1976. Der er i hver af bøgerne også introducerende essays og mindre tekster spredt mellem tegneserierne. For samlere, der højst sandsynligt har disse titler på hylderne i forvejen, er det altså disse essays, som skal være årsagen til at geninvestere. Man kan på ingen måde sige at disse udgivelser er definitive, men mindre kan måske også gøre det.
Jeg undres dog stadig over målgruppen. Ud over blåstemplingen i at de kulørte helte boltrer sig hos Penguin, er det svært at se argumentet for at sende disse titler ud. Når man ovenikøbet har valgt at satse på ældre historier, med et sprog der uden tvivl er fremmedgørende for den yngre læser, er det ikke ligefrem disse udgivelser som vil hive nye læsere ind i Marvel-universet.
Det kan også vise sig at man gør tegneserierne en bjørnetjeneste. Den ønskede effekt er utvivlsomt at ophøje de kulørte fortællinger, men en utilsigtet effekt kan være at det stik modsatte finder sted. Lige pludselig skal historierne tåle sammenligning med diverse litterære klassiker som de nu (delvist) deler design med. Ydermere er der også tale om to forskellige kunstformer som muligvis slet ikke er tjent med at blive slået sammen.
Hvis jeg tager min allermest rosafarvede positive briller på, er det et sympatisk projekt at udgive klassikerne i denne form og med ganske glimrende, om end noget korte essays. Til gengæld trækker det gevaldigt ned at selve tegneseriematerialet der ligger til grund for trykken er det samme som er tilgængeligt via Marvel Unlimited til en ganske lav månedlig abonnementspris. Med andre ord er det i høj grad redundant at investere i udgivelserne. Jeg ville ønske at jeg elskede dem mere, men det hele bliver desværre ganske fladt og projektet placerer sig mellem to stole. Det er en skam.
De tre næste tre serier der får Penguin-udgivelse er X-Men, Fantastic Four og The Avengers og de udkommer til september.
På det danske marked har trenden været at udgive samlebind i stedet for omnibusser. I næste, og sidste, del af denne serie interviewer jeg flere danske forlæggere om samlebindet, danske tendenser og hvem de mener disse udgivelser er rettet mod.
