Nogle af de mest markante nye stemmer i danske tegneserier har deres rødder i det feministiske tegnernetværk Yngel. Siden 2018 har netværket arrangeret workshops, udgivet antologier, holdt oplæsninger og foredrag, og generelt sat sine medlemmer i kontakt med hinanden og med resten af tegneserie-Danmark. Men hvem er de, Ynglerne? I netværkets ånd har vi inviteret medlemmer af Yngel til at interviewe hinanden – om de tegneserier, de laver, og alt det andet, de går op i.
Denne gang taler Christine Reinwald med Maya Elisabeth Rathkjen. Vi giver ordet til Christine:
Maya Elisabeth
Jeg lærte Maya Elisabeth at kende, da hun skrev til Yngel og lynhurtigt endte med at være ansvarlig for et Yngel-bord på Art-bubble festivalen og samme år deltog i en paneldebat på Copenhagen Comics, om tegneserier som revolutionært redskab. En paneldebat vi begge deltog i, og hvor Maya overraskede mig ved at fortælle en rum tid om sin have og alle de små dyr derude, og hvordan det hang tæt sammen med hendes lyst til at revolutionere samfundet med sine tegneserier. Det gjorde mig nysgerrig.
“Hul vender nogle emner, som for nogen måske er tabuiserede eller skamfyldte. De allerførste sider er close-up-tegninger af intimbarbering, og jeg tænkte, at det fungerede ret fint som en form for screening… Hvis man synes, det er for meget eller for tæt på, så er det nok meget fint at lade bogen ligge,” fortæller Maya Elisabeth.
Maya Elisabeth er en af tegneserieskaberne i Yngel, og udkommer med sin tegneserie Hul fra forlaget Cobolt her i foråret 2023. “Den handler om de tre unge venner, Sally, Mia og Thure, som ikke kan finde ud af en skid.” som Maya formulerer det. Den handler, sagt på en lidt anden måde, om venskab, kærlighed, slutshaming og at holde fast i sig selv, set gennem øjnene af hovedkarakteren Sally.
Hvad er vigtigt for dig at formidle i dine tegneserier?
Det er vigtigt for at mig, at nogle folk kan føle en form for kulturel genkendelighed, og at vi griner lidt mere af nogle ting, som vi ellers finder skamfulde. Vi bruger alt for meget tid på at skamme os og for lidt tid på at være sammen som dem, vi er. Mere kærlighed, rummelighed og LOL.
Hvad motiverede dig til at lave Hul?
Jeg har altid været glad for at læse meget forskelligt. Men efter en periode i mit liv, hvor jeg ikke kunne samle mit hoved om at læse noget, fordi jeg havde en depression, så faldt jeg fuldstændigt for tegneseriemediet. Jeg begyndte at øve mig, til jeg var nogenlunde tilfreds. Og så lå udkastet til det, der skulle blive til Hul, i en skuffe, og jeg gik i gang.
Mange ting har inspireret mig, nu jeg tænker over det. I mange år har man tænkt, at en krops fysiske udformning var lig med visse sociale egenskaber og dermed har der også været nogle afgrænsede, sociale spilleregler, som den krop skulle spille efter.
Flere store tænkere, fx Jean-Paul Satre og Søren Kierkegaard, har de seneste par hundrede år argumenteret for, at en kvindes hul betød, at hun manglede noget – og at hun kun kunne føle sig hel og god nok, når en mand udfyldte hende. Det er de fleste moderne mennesker enige om, at det er LOL, men alligevel er det min erfaring, at slutshaming og kønnet skam stadig eksisterer.
Min teori er, at der er en snert af den gamle tankegang tilbage, som man arver ubevidst, fordi vi genskaber de roller, der allerede findes i samfundet – hvordan man er mand, hvordan man er kvinde – og det tager tid at aflære de mønstre. Det kræver indsigt og viden. Derfor er det nemt at sige: “Slutshaming har eksisteret, men det må det ikke mere”. De fleste er enige om, at det selvfølgelig er rigtigt, når vi er pragmatiske, men følelser følger ikke altid lige så hurtigt med. Og så er der selvfølgelig også dem, der ikke mener, at disse mønstre skal aflæres, enten fordi, man(d) er bange for at tabe magt, anseelse eller andet.
Det er nemt at sige: “Slutshaming har eksisteret, men det må det ikke mere”. De fleste er enige om, at det selvfølgelig er rigtigt, når vi er pragmatiske, men følelser følger ikke altid lige så hurtigt med.
Jeg ville gerne skabe et rum, hvor man kunne finde et sprog for den ulighed: Skævheden i forventninger til hinandens og ens egne kroppe, til fremtid, til, hvordan man skal og bør være, fx efter et one-night-stand. Her både den fysiske og psykiske skævhed (det er kvindens krop, der risikerer at bære på et uønsket barn) og den sociale skævhed (i mødet med apotekeren, når der skal købes fortrydelsespille, lægen, når der skal foretages gynækologisk undersøgelse og fyren, der synes, at det forrige er klamt – selvom det bare er basal sundhed, og han bærer en stor del af ansvaret).
Hvor kommer inspirationen til karaktererne og universet fra?
Jeg har altid haft en kæmpe kærlighed for karakterer, som var skæve/klamme/fejlende, og så dukkede Sally, Thure og Mia op.
Hul er vokset ud af en masse minder om samtaler med venner og veninder, som jeg har savnet. Den startede egentlig som samtaler med veninder på brune værtshuse med stigende promiller om politik og kunst og samfund og fyre og fremtid. Eller hjemme i lejligheden, jeg delte med veninder, over en rødvinsbrandert. Eller på en festival med masser af lunkne fattigmandssangriaer. Hul groede op fra en lille lomme af kærlighed til de dage og de venskaber.
Som nyudsprungen kvindelige tegneserieskaber – hvordan oplever du det danske tegneseriemiljø?
Jeg har tegnet tegneserier siden 2014, og de første år, jeg tegnede, var det ikke min oplevelse, at der var mange andre, der gjorde det. Det har nok noget at gøre med min baggrund, for jeg har ikke gået på nogle kreative skoler eller lignende, og noget at gøre med, at jeg bor i Nordjylland.
Maya Elisabeth på sit hjemmekontor
Jeg havde i hvert fald ikke noget netværk overhovedet.
Til gengæld fulgte jeg meget med på den svenske tegneseriescene, hvor Liv Strömquist, Julia Hansen, Agnes Jakobsson, Nina Hemmingson og lignende udgav en masse bøger, som jeg syntes var vildt gode og vigtige, og derfor spejlede jeg mig meget i dem.
Flere af dem var med i det feministiske tegneserienetværk Dotterbolaget, og jeg savnede nok et netværk, der lignede her i Danmark.
Så stødte jeg på Yngel, som jeg har været vildt glad for at være en del af.
Yngel er et feministisk netværk for tegneserieskabere. Netværket er løst forankret omkring en foranderlig kerne af tegneserieskabere, der ud over at have et fællesskab, arrangerer talks, oplæsninger, feedbacksessions, antologier, workshops og meget mere.
Du kan finde de andre interviews i serien her.
Christine Reinwald er tegneserieskaber og illustrator. Hun er er uddannet på Serieskolan i Malmø og er medstifter af det danske tegneserienetværk Yngel. Magtkritik og aktivisme er gennemgående i hendes kunstneriske arbejde og også udtalt i hendes nyeste tegneserie, Smerten og jeg, som handler om vold mod kvinder. Tidligere er hendes tegneserier udgivet i en række antologier og magasiner.
