JEG VAR DIN MUSE
Sofie Riise Nors har efter en succesfuld debut plantet høje forventninger hos sine læsere. Hendes nye udgivelse, JEG VAR DIN MUSE, ligner en tegneserie efter samme opskrift og ambitionsniveau: feministisk kritik serveret med sassy satire i et poppet tv-univers. Men selvom Nors’ take på muse-debatten er underholdende, savner værket dybde, sammenhæng og nye pointer.
I åbningsscenen slænger Sofie Riise Nors sig i sofaen foran tv’et med katten Søs, som man hurtigt genkender, hvis man er blandt Nors’ 28.900 følgere på instagram. Herfra tænder hun for dokumentarprogrammet Keeping Up With The Muses, der på mange måder ligner en fiktiv version af de me-too-produktioner, vi møder i den virkelige verden, som fx DR’s Sexisme i musikbranchen. I hvert afsnit præsenteres vi for en kendt kvinde eller kvindefigur (fiktiv, død eller nulevende), der gennem tiden er blevet dyrket som inspirationskilde eller seksuelt objekt af en mandlig kunstner. Det er vidt forskellige kvinder, lige fra Kim Kardashian til Constanza Bonarelli, der deler deres confessions som muse.
Nors har med sine to tegneserieudgivelser allerede opsat et ret klart koncept: Hun giver kvinder taletid, særligt de kvindefigurer, som vores samfund på forhånd har defineret udefra, som sexarbejderen, Bratz-dukken, bimboen og altså denne gang musen.
Den moderne muse
I allerførste scene slår programmet fast, at musen er ”en kvinderolle som er blevet opfundet af liderlige og lettere fantasiløse mænd!” Musens betydning bliver i Nors’ udlægning straks oversat til det problematiske, men også meget velkendte fænomen: magtfulde mænd, der udnytter unge kvinder, ofte i kunstens navn.
I den græske mytologi er muserne ellers beskrevet som dem med bukserne på! Her er muserne magtfulde gudinder, der besidder og råder over alt kunstnerisk talent, og der findes flere fortællinger, hvor muserne ydmyger og straffer mandlige kunstnere, der tror sig bedre end dem. For mere læsning om græsk mytologi i en feministisk kontekst kan bogen Divine Might – Goddesses in Greek Myth (2023) af Natalie Haynes i øvrigt varmt anbefales.
JEG VAR DIN MUSE savner en introduktion til muse-begrebet, der tager sig tid til at stille spørgsmål og undersøge fænomenet i en moderne kontekst. For hvordan har den magtfulde og guddommelige mytiske figur fået en så undertrykkende betydning? Mange af Nors’ muse-gjorte kvinder er selv kunstnere, skuespillere og performere, som de magtfulde mænd finder betagende, og derfor kalder muser. Men hvorfor kan hun ikke bare være et helt almindeligt menneske, en inspirerende kollega eller partner set i øjenhøjde med manden? Og hvorfor er forhøjelsen af kvinder så ofte tæt forbundet med fornedrelse og objektivisering?
Der ligger mange spændende spørgsmål gemt i den moderne muse som begreb. Men den undersøgelse berører tegneserien desværre slet ikke. Det er de samme lette pointer om mandligt ego, der gentages gennem værket, og man fornemmer en mangel på teoretisk stof, der kunne løfte diskussionen til et højere niveau. Som feministisk læser efterlades jeg derfor noget sulten – men stadig underholdt.
Fordi muse-begrebet og brugen af det aldrig bliver foldet ordentligt ud, ender det med at skabe svagheder i tegneseriens struktur og sammenhængen mellem kapitlerne. Man skal fx selv nå frem til, hvordan nymfen Daphne kan kaldes en muse. Undervejs kædes Kim Kardashian og resten af Kanyes ekser også sammen med en anden mytologisk figur, Galathea, hvis rolle i den græske mytologi ligger langt fra musernes. Vekslingen mellem forskellige figurer og de uklare definitioner slørrer vores forståelse for, hvordan Nors vil bruge muse-begrebet.
Et andet eksempel er Den Maniske Alfe-drømmepige, som præsenteres på de allersidste sider. Karakteren er baseret på den meget velkendt filmtrope, manic pixie dream girl, men Nors tilføjer ingen nye vinkler eller viden til tropen, og det er op til læseren selv at indsætte hende i muse-tematikken. Her kunne tegneserien virkelig have nydt godt af en fortæller, der havde samlet tråde og overgange, men Sofie Riise Nors er selv faldet i søvn på sofaen.
På trods af de uklare definitioner og en usikker struktur, kan man stadig værdsætte de enkelte kapitlers bidrag som samfundskritisk formidling om køn og sexisme bragt i tegneserieform.
Det andet perspektiv
Skovnymfen Daphne fra den græske mytologi er en af de første muse-gjorte kvinder til at tage rampelyset. Den græske myte om Daphne og Apollo afbilledes ofte som en smuk, sørgmodig beretning om ung, ulykkelig kærlighed, men nu får vi for første gang historien fortalt fra Daphnes perspektiv. Herfra ser plottet mindre charmerende ud: Forelskede Apollo respekterer ikke et nej, Daphne betaler prisen med sin krop. Nors’ genopsætning af myten har fået tilsat nye referencer og et andet sprog, men er ellers tro mod plottets grundlæggende elementer. Vi er bare ikke vant til at se det fra Daphnes perspektiv.
Myten er et eksempel på vores samfunds romantisering af mandligt begær, hvor mandens lidenskab får lov til at indtage centrum for fortællingen, mens kvindens tanker, følelser eller grænser ignoreres. Først af den begærende mand, så af fortælleren og til sidst af alle os læsere.
Som en ekstra satirisk krølle har Nors valgt at afbillede guden Apollo, så han til forveksling ligner det moderne pop-ikon, Justin Bieber. Også i Apollos bejlerier popper flere af Biebers sangtekster op. De to mænds kvindesyn og kærlighedsmotiver læner sig op ad hinanden, og tilsammen udstiller scenen det grænseoverskridende i både Apollos adfærd og i Biebers lyrik. Sammensmeltningen af de to figurer får pointen til at stå helt skarpt i læserfeltet – romantiseringen af mandligt begær er oldgammelt, men stadig populært.
En streg med leg og alvor
Karikerede, kødfulde kroppe, overdrevne ansigtsudtryk og smalle øjne er karakteristiske for Nors’ streg. Selvom de kendte personer, der optræder i tegneserien, er genkendelige, er målet tydeligvis ikke at gengive karaktererne med anatomisk præcision. Det kunstneriske udtryk kan i første øjekast ligne en sjusket streg, men Nors’ dedikation ligger i indfangelsen af karakterens indre træk og attitude. Det giver spændende, udtryksfulde og fagtende figurer, der både spejler meme-kulturen og den politiske karikaturtegning, hvor alvor kan iklædes komik, overdrivelse og fiktion – uden at pointen går tabt.
Hele tegneseriens univers er en interessant blanding af leg og alvor, hvor kvindernes udtalelser nogle gange er citeret fra den virkelige verden, andre gange er replikker, som Nors har opdigtet til karakteren. Fiktionen muliggør scener, der udfordrer fordomme og stereotyper, som når tre Bratz-dukker indleder en diskussion om kunst og sexisme. Men de fiktive replikker puster også støvet af gamle, historiske karakterer, når Nors lægger moderne udtryk og perspektiver i munden på dem. Det giver læseren mulighed for at relatere til kvinderne og forholde sig til deres historier ud fra et mere kritisk perspektiv.
Modsat bruger Nors også fortiden til at latterliggøre nutidens argumenter, fx med den historiske karakter Jean Martin Charcot, der hypnotiserede og afklædte indlagte kvinder som en del af sit studie af diagnosen hysteri. Morsomt bliver det, når han til sit forsvar udbryder: ”Det var jo en anden tid.” Her tager værket pis på det velkendte mantra fra de aktuelle me-too-debatter og svarer samtidigt hårdt igen. For de mange muse-gjorte kvinder gennem tiden peger netop på, at undertrykkelsen af kvinders grænser og stemmer ikke er begrænset til en bestemt tid, men nærmere sidder med til bords som fast gæst gennem samtlige perioder af vores kulturhistorie, til og med i dag.
Den, der styrer dukken, styrer fortællingen
Tegneseriens leg med fiktive replikker og talende dukker sætter også en implicit pointe op for læseren; enhver historie bærer præg af, hvem der fortæller den. Når pressen omtaler musikidolet, Marylin Manson, fremstår han som et misforstået, men yderst intelligent og passioneret geni – i JEG VAR DIN MUSE får portrættet en lidt anden lyd, nemlig som en ”kvindehadsk voldspsykopat.”
Fortællerens magt er tydelig – den, der styrer dukken, styrer fortællingen, og Nors lægger på ingen måde skjul på, at også hun bruger denne magt. Men modsat den traditionelle historieskrivning og pressedækning, udlægger Nors handlingerne fra et sjældent repræsenteret perspektiv; kvindernes.
I JEG VAR DIN MUSE giver Sofie Riise Nors taletid til muse-gjorte kvinder i et legende tv-univers, hvor fiktive stemmer løfter virkelige pointer frem i lyset. Tegneserien hjælper flere kvindelige perspektiver til verden på tværs af tid og kultur. Men musen som begreb i det moderne samfund udfoldes kun overfladisk og efterlader mange ubesvarede spørgsmål. Værket giver læseren en række satiriske eksempler på en velkendt problematik, uden at tilføje nye pointer til debatten.
