Et interview med skaberne bag Københavnermysteriet og Ørsted om tegneserien som naturvidenskabelig formidlingsform.
I 2020 udgav forlaget Eudor biografien Ørsted produceret af tegnerne Sussi Bech, Ingo Milton og DTU-fysikeren Jens Olaf Pepke Pedersen. Det skete i anledning af 200-året for den danske videnskabsmand H.C. Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen. For nylig (maj, 2023) udkom så Københavnermysteriet på samme forlag. I den nye historie erstatter Frank Madsen Ingo Milton, men ellers er holdet det samme. Emnemæssigt tager vi springet op til den moderne fysik og nutiden.
Her følger vi fire gymnasieelever og deres kamp for at undgå skolearbejde, mens de prøver at løse gåden om, hvem den person er, der bliver ved med at lokke dem i fælder på diverse naturvidenskabelige hot spots i København. Med fælder skal her forstås ”vidensfælder”, altså oplevelser, som påfører de unge en uønsket viden.
Den sidste pointe fik mig som læser til at tænke på, om den naturvidenskabelige tegneserie i sig selv prøver at pådutte den seriesultne læser noget videnskabelig viden, som de egentlig ikke havde lyst til eller om den prøver at gribe den videnskabeligt interesserede læser med henblik på at give en lettere tilgang til det svære stof. Hvem er med andre ord målgruppen for disse serier, hvad er formålet med den formidlende tegneserie og hvilke erfaringer har holdet bag gjort sig under arbejdet med den formidlende tegneserie? Jeg spurgte, og resultatet blev dette interview.
Skaberne bag de to tegneserier fra venstre mod højre: Fysiker Jens Olaf Pepke Pedersen og tegnerne Sussi Bech, Frank Madsen og Ingo Milton.
I Københavnermysteriet lader I en ukendt person drive gæk med de fire unge hovedpersoner Thomas, Astrid, Beck og Guldbrandtsen, der i deres ageren virker fjollede vel nærmest karikerede. De hævder at ville nå alt uden arbejde og det er temmelig sjovt med deres evindelige kamp for at undgå arbejde. Er det en venlig kritik af ungdommens naivitet?
Frank Madsen (F.M.): For mit eget vedkommende var det nok et greb tilbage til min egen gymnasietid, hvor jeg sjældent åbnede en fysik- eller kemibog. Jeg havde travlt med alt mulig andet. Og ærlig talt så tror jeg, det ville virke kedeligt med fire velfriserede hovedpersoner, der alle havde læst på lektien og sad med hånden oppe i alle timerne, mens fysikkens historie blev doceret af deres lærer uden modstand. Så er der mere kamp til stregen i mødet mellem de fire dovenskabs-logebrødre og den mystiske ”F”.
Har I gjort jer anderledes tanker om tegnestilen f.eks. karakterernes udseende i forhold til, når I arbejder med rent fiktive fortællinger?
Sussi Bech (S.B.): Københavnerhistorien er noget mere gakket end f.eks. Ørsted. Stilmæssigt ligger den mere i tråd med Eks Libris (humoristisk tegneserie som Sussi og Frank udgiver på forlaget Eudor, Red.), hvor pointerne er trukket helt ud i det ekstreme. Derfor passer det bedre med det enkle figurdesign
F.M.: Historien i Københavnermysteriet med fire opdigtede figurer i nutiden har nok inspireret til en mere actionagtig, karikeret streg. Sussi har arbejdet meget med at omsætte mine layouts til sit eget udtryk. De fire hovedpersoner er blevet virkelig vellykkede, synes jeg, men f.eks. Astrid krævede også flere gennemtegninger af de første sider for at få hende helt på plads. Jeg havde bare skitseret Astrid som en teenage-udgave af Sussi, mens Sussi fik arbejdet dette lille, indædte energibundt med de mørke øjne frem.
Hvad har jeres tanker været mht. brugen af humor?
F.M.: Det er bare kommet af sig selv. Det er måden, jeg skriver på. Det er oplagt at kontrastere de meget tørre videnskabelige emner med humoristisk handling. Den mystiske ”F” og de nattemørke københavnske settings leverer mystikken og alvoren og thrillerstemningen, mens hovedpersonerne (blandt meget andet) leverer comic relief. Den kontrastering ser vi også i f.eks. Tardis Adele Blanc-Sec. En figur som Astrid har så tillige rollen som den, der sørger for gruppens fremdrift. Det er også hende, der først bryder logens lektiedogme.
Jens Olaf Pepke Pedersen (J.O.P.P.): Der er en hel del humor i Ørsted, især når tegnerne tillod sig nogle kunstneriske friheder. Ambitionen med Ørsted var imidlertid også at give et realistisk billede af Ørsteds liv og hans samtid, og det lagde naturligvis begrænsninger på de humoristiske indslag.
Kan I sige lidt om de to tegneseriers tilblivelseshistorie?
Ingo Milton (I.M.): På Ørsted var det Jens Olaf, der startede processen med en kronologisk oversigt over Ørsteds liv og bedrifter. Ud fra den gik jeg i gang med at lave et billedmanuskript. Udfordringen i at lave et seriemanus er den samme som ved teater og film: At prøve at vise tingene i stedet for at forklare dem (“show it – don’t tell it!”). Men det er nemmere at gøre, hvis man kender flere detaljer omkring begivenhederne, så jeg gik i gang med at læse mere kildemateriale. Ørsteds rejsebreve er meget levende skrevet og jeg syntes jeg kom til at kende ham. Men til sidst måtte jeg virkelig redigere og skære ned. Da jeg var 12-15 sider inde i projektet, blev det tydeligt for mig, at jeg ikke kunne nå at blive færdig til 200-års jubilæet, og jeg udsendte et nødråb. Heldigvis kom Sussi os til hjælp. Hun startede med rentegning, men overtog efterhånden også skitseringen af siderne, og da hun havde etableret sine egne versioner af figurerne, gik hun tilbage og tilrettede mine første sider, så udtrykket blev homogent. Hun endte også med at farvelægge det hele.
…og således blev det dig og Sussi, der stod for tegnearbejdet på Ørsted. Hvad med Københavnermysteriet?
F.M.: Københavnermysteriet begyndte som en e-mailsnak ovenpå arbejdet med Ørsted mellem Jens Olaf og Sussi om Joann Sfars Rabbinerens kat, der formidler religionskritik på en sjov, underholdende og dybt original måde. Tanken opstod, om man kunne formidle fysikkens historie på samme måde, en slags Schrödingers kat. Jens Olaf kom snart tilbage med et arbejdslegat fra Novo Nordisk Fonden, som han havde vist Ørsted-tegneserien, og et kompendium med korte tekster, internetfotos og grafer, der oprullede fysikkens historie fra de gamle grækere til Teorien om Alting. Det skulle så omsættes til en dramatisk historie. Vi lagde os hurtigt fast på de fire hovedpersoner og deres dovenskabsloge, og de skulle rundt i København og opleve mystiske ting i bedste Da Vinci-mysteriet-stil med udlagte spor osv. Ret hurtigt fandt vi på at opdele fortællingen i korte firesiders kapitler, hvor vi introducerer Thomas, Beck, Guldbrandtsen og Astrid én ad gangen, inden de mødes og opdager, at de jager en fælles fjende. Da vi nåede til det afsluttende kapitel, der foregår på Niels Bohr Instituttet og handler om kvantefysikken og frem, måtte Jens Olaf udvælge de vigtigste videnskabelige opdagelser fra 1900-tallet og ofre andre, som der ikke blev plads til. Men det skete uden sværdslag over en god frokost i forfattergruppen.
S.B.: Med hensyn til tegnearbejdet på Københavnermysteriet havde jeg den samme rolle som i Eks Libris, hvor Frank stod for både historien og grundige layouts. Jeg strammede tegningerne op, men fulgte hans layouts ret nøje. Den eneste karakter, jeg selv skabte helt fra bunden, var Astrids, som stod lidt uklar fra Franks hånd. Hvor hun var bare en kvindelig udgave af Thomas. Jeg valgte at lade hende være en lille vranten pige med masser af mascara.
En ting er de faglige og historiske facts og diskussioner, noget andet er at få en tegnet historie til at flyde og være spændende, indeholde klimaks og forløsning. Hvordan er I gået til arbejdet her?
I.M.: På Ørsted udviklede der sig undervejs en rutine, hvor Sussi og jeg først ringede til hinanden for at aftale hvad det næste afsnit skulle indeholde, og hvordan det kunne beskæres … det kunne f.eks. være forklaringen på den hævede forlovelse, Ørsteds offentlige foredrag eller Københavns bombardement. Vi kunne så hver især lave et bud på et layout, alt efter hvem der kom først. Hvis vi havde problemer, bad vi også Frank komme med et bud. Han kunne se stoffet ‘udefra’ og var god til at skære ind til benet, når pladsen blev trang. Og så gik jagten ellers ind på referencebilleder til alt muligt fra køkken- og apotekerinventar til klangplader og aluminiums reaktorer. Til sidst tegnede Sussi det hele sammen.
F.M.: Jens Olaf kom med den videnskabelige kronologi til Københavnermysteriet. Derefter holdt vi et plotmøde, hvor en grov kapitelstruktur for seriens første ca. 40 sider kom på plads: Hvad skulle formidles i kapitel 1, hvor skulle det foregå, hvordan skulle hovedpersonen og ”F”s møde forløbe? Derefter skrev jeg alle disse ideer og strøtanker ned i et tekstdokument og gik i gang med at lave layoutmanus fra en ende af. Det hjalp, at jeg vidste, at jeg havde fire sider til at afvikle Thomas’ besøg på Glyptoteket inkl. ankomst, foredrag og den forgæves jagt på ”F” gennem Palmehaven. Derefter fire nye sider til næste kapitel osv. Kunsten var hver gang at holde mystikken ved lige, samtidig med at læseren fik indtrykket af, at Thomas, Beck, Guldbrandtsen og Astrid kom tættere på målet om at fange ”F”. Og så samtidig formidle en bid af fysikkens historie.
Hvordan sikrer man i jeres optik bedst, at både formidling og historiefortælling virker i sammenhæng?
F.M.: De naturvidenskabelige fakta og de historiske detaljer skal selvfølgelig være korrekte, og stoffet skal formidles, men derudover handler det først og fremmest om at fortælle en spændende historie. Det er et spørgsmål om at få publikum med og engageret i fortællingen. I Ørsted møder Ørsted den tyske videnskabsmand Johann Ritter, og det lykkes både at levere nogle ret festlige scener med Ritter og formidle hans videnskabelige opdagelser loyalt.
Man mærker, at det har været vigtig for jer at formidle den indbyrdes sammenhæng mellem fysikken og historien. Vi I knytte et par ord til det?
I.M.: I historien om Ørsted er et af hovedtemaerne netop, hvordan de skiftende teorier om stoffernes atomare opbygning er afhængig af de fremherskende filosofiske strømninger i de respektive lande. Den situation kan være svær at forestille sig i dag, så vi blev nødt til at prøve at forklare datidens modstridende filosofier – heldigvis er nogle af dem så aparte, at de i sig selv er morsomme. Andre berører vi kun visuelt: Da Anders bliver undersøgt for nervøst sammenbrud, lader vi lægen praktisere de nye frenologiske teorier, for han måler størrelsen på Anders’ kranie for at kunne bedømme hans mentale tilstand.
J.O.P.P.: Det har været vigtigt, også for at vise, hvordan de videnskabelige erkendelser gennem tiderne var forbundet med de filosofiske overvejelser om naturen. Det var først i 1830’erne, at man fandt på ordet naturvidenskabsmænd (”scientists”), og før da brugte man betegnelser som naturfilosoffer. Det har også været et formål at vise, at selv i dag er fysikken præget af filosofiske tanker om naturens opbygning.
Jeg tror personligt jeg havde lettere ved at forstå det naturvidenskabelige stof i Københavnermysteriet efter at have læst Ørsted. Var det tanken, at de to tegneserier skal læses i sammenhæng?
F.M.: Nej. Men der er selvfølgelig meget fælles gods, i og med de begge medtager Ørsteds historie og handler om naturvidenskabens udvikling i 1700- og 1800-tallet. Derfor kommer vi også forbi Elers Kollegium i begge historier. I det hele taget vred vi hjernen for at finde locations i København, der var relevante for den periode i fysikkens historie, det enkelte kapitel handlede om: Antikkens filosoffer i Glyptoteket, Platons hulelignelse i cisternerne osv.
Jeg fik lyst til at besøge nogle af disse steder. Er det også en Københavnsk rejseguide?
F.M.: Man kan da håbe, at ”Københavnermysteriet” giver inspiration til en naturvidenskabelig ”camino”, hvor læserne efterfølgende vil ønske opleve de rigtige steder fra serien og f.eks. se havemuren i Elers Kollegiums baghave, hvor den sportstrænede ”F” med et elegant hop undslipper sine forfølgere.
J.O.P.P.: Jeg vil ikke anbefale læserne at gentage ”F”’s udfoldelser i tegneserien, men jeg håber, at det også kan blive en rejseguide til fysikkens historie.
I har i begge tegneserier valgt at uddybe de fysiske teorier på nogle baggrundssider bagerst i bøgerne.
F.M.: Ja, her får Jens Olaf lov at nørde helt igennem og gå i langhårede detaljer, mens den videnskabelige snak i selve serien er forsøgt, holdt på et kortfattet og mere let forståeligt niveau – små videnskabelige Maggiterninger garneret med humor, mystik og cliffhangers. Dog har vi valgt, at alle illustrationer i efterordet i både Ørsted og Københavnermysteriet skal matche stregen i tegneserien.
J.O.P.P.: Håbet er at fange læserens nysgerrighed i bogens første del, og at det giver appetit på at læse videre i efterskriftet, som udfolder historien lidt mere.
Var efterskriftet planlagt fra starten eller var noget I opdagede var nødvendig undervejs?
F.M.: Det var meningen helt fra starten.
Havde det været mulig at proppe denne viden ind i selve tegneserien?
F.M.: Jeg tror ikke, Ørsted ville havde været lige så letlæst, hvis nogen forsøgte at presse oplysningerne i Jens Olafs efterord ind i de 63 tegneseriesider. Tegneserie og efterord har hver sin funktion, og samlet kommer de rigtig godt rundt om emnet.
Københavnermysterieriet er ret ambitiøs, synes jeg, og virker i forhold til Ørsted mere teoretisk tung.
F.M.: Ørsted handler om én persons liv gennem 74 år med alt, hvad der hører til af barndomsoplevelser, rejser, forelskelser og familieliv. Københavnermysteriet skal derimod formidle 2.500 års fysikhistorie fra Demokrit til Teorien om Alting, og her har fokus først og fremmest været på at koge det videnskabelige stof ned til en håndterbar størrelse og mikse det med de underholdende elementer. Meget som i f.eks. Rabbinerens kat, der også har skift mellem humoristiske og teoretisk tørre scener.
Hvilke tanker har I gjort jer om hvor meget i dybden I kunne og ville gå med de tunge fysiske teorier?
I.M.: På Ørsteds tid var filosofi en langt større faktor i videnskabens udvikling end i dag. Derfor fylder de ‘bløde’ teorier mere i hans fortælling. Den empiriske forskningsmetode var først begyndt at vinde frem, og her var Frankrig forud for Tyskland. Ørsted er interessant, fordi han har et ben i begge lejre. På den ene side mener han, at hvis han kan tænke sig til nogle sammenhænge, som er moralsk og æstetisk smukke, så må de være sande, men han erkender også, at de bør kunne bekræftes gennem eksperimenter
F.M.: Kendetegnende for fysik er, at det bliver mere nørdet og abstrakt, jo nærmere vi kommer vores egen tid. Det er ikke uden grund, at Astrid i Københavnermysteriet bliver spændt fast til en stol undervejs. Der er arbejdet meget med at gøre det videnskabelige stof i tegneserien så enkelt som muligt, samtidig med at vi holder fast i thrillermomentet og krydsklipper til hendes tre venners forsøg på at nå frem til Auditorium A, inden Astrids hjerne eksploderer. Afsluttende får vi 3-4 sider, der runder historien humoristisk af.
J.O.P.P.: Det overordnede formål har været at vise, hvordan den filosofiske idé om en grundlæggende enhed eller enkelthed i naturen har været en drivkraft i udviklingen af fysikken. En fysisk teori kan selvfølgelig ikke formidles i dybden i nogle få sætninger, men vi har i dialogerne forsøgt at formidle selve grundtanken. Det er ikke altid så nemt, som det måske lyder, for opgaven er at skrive det så enkelt som muligt, men uden at det bliver forkert. Ambitionen har heller ikke været at skrive en fysikbog, for der findes mange glimrende populærvidenskabelige fysikbøger, men vi håber, at det kan inspirere nogle af læserne til selv at læse videre.
De fire hovedpersoner er unge mennesker – gymnasieelever i en antagelig opdigtet 3g klasse på Auresteen gymnasium. Det fik mig til at tænke på målgruppen. Hvilke tanker har I gjort jer desangående?
F.M.: At de er gymnasieelever hænger selvfølgelig sammen med, at vi tænker os, at serien skal formidle naturvidenskab til aldersgruppen 13 år og opefter. Med Ørsted oplevede vi, at der var en bred kundeskare af skoler, biblioteker og folk i alle aldersgrupper, der købte (og stadig køber) serien. Det var, som om vi med denne tegneserie pludselig fik hul igennem til en masse læsere, der ikke normalt læser tegneserier (længere), men som er åbne overfor lige netop denne tegneserie, fordi den handler om noget, der interesserer dem: H.C. Ørsted, naturvidenskab, idehistorie, Danmarks guldalder og Københavns bombardement i 1807.
J.O.P.P.: Vi har ikke haft en bestemt målgruppe i tankerne, bortset fra, at bogen skal kunne læses fra folkeskolens ældste klasser og opefter. Men gymnasiemiljøet vil nok være bekendt for de fleste af læserne, også selvom det måske er igennem deres egne børn. En af mine ældre kollegaer kaldte således bogen for en ”page turner” og kunne sagtens leve sig ind i historien.
Under Astrids besøg på det kgl. bibliotek forklarer den person hun møder, blandt andet hvordan han bruger biblioteket og navnet på den loge “Per Segnities ad astra”, som de fire unge hovedpersoner har oprettet handler om den tanke, at man sagtens kan få succes uden arbejde. Det fik mig til at tænke på, hvorvidt I har følt at I havde en opdragende rolle i forhold til læserne?
F.M.: Nærmest tværtimod. Men hvis læseren er underholdt og lærer lidt om fysikkens historie undervejs, sådan som jeg selv gjorde under arbejdet med manuskriptet, så er det godt.
J.O.P.P.: Nej, jeg tror hverken, at man kan eller skal opdrage læserne på den måde, og det ville også være at undervurdere læserne.
Jens Olaf Pepke Pedersen præsenterer Ørsted tegneserien til et arrangement i Rundetårn i anledning af 200 året for elektromagnetismens opdagelse.
Nu har du Jens Olaf arbejdet sammen med tegnere om Københavnermysterieriet og Ørsted. Hvad er din oplevelse af samarbejdet? Har du fået fortalt historien som du ville eller var der ting du gerne havde set anderledes?
F.M.: Jeg har lært, hvad en kvant er.
JOPP: Jeg er meget begejstret over resultatet af både Ørsted og Københavnermysteriet, og begge bøger blev bedre, end jeg havde forestillet mig. Jeg er især imponeret over, hvor gode tegnerne er til at fortælle en historie i billeder i stedet for at bruge en lang tekst. Med Københavnermysteriet havde jeg en idé om, at den skulle inspireres af Rabbinerens Kat og bogen Sofies Verden af Jostein Gaarder, og det synes jeg lykkedes rigtig godt for tegnerne.
F.M.: Især i betragtning af, at hverken Sussi eller jeg har læst Sofies Verden.
Hvordan ser I på tegneseriens muligheder i forhold til formidling af naturvidenskabelige emner nu og i fremtiden?
J.O.P.P.: Jeg tror, at tegneserieformatet kan nå nogle grupper, som ellers ikke ville gå i gang med en naturvidenskabelig bog, og omvendt kan en tegneserie om fysik også tiltrække nogle læsere, der ellers ikke ville interessere sig for tegneserier. Men det er fortsat afgørende, at der er en god og sjov historie, som kan binde fortællingen sammen.
F.M.: Eudor er allerede på vej med flere tegneserier, der formidler videnskabelige emner. I 2022 udgav vi Runernes verden af Niels Roland, Anders Lundt Hansen og Lisbeth Imer og Rolands Univers af Niels Roland – sidstnævnte blev indkøbt af Videnskabsår22 som gave til alle samarbejdspartnerne. I 2024 udsender vi Niels’ tegneseriebiografi om selvsamme Niels Bohr, og Sussi er også i gang med et nyt tegneserieprojekt.
Tror I, at man vha. tegneserier kan oplyse læsere, der måske ikke på anden måde ville have opsøgt den pågældende viden eller er de naturvidenskabelige tegneserier primært for de i forvejen interesserede?
F.M.: Det er i hvert fald målet. Og et formål tegneserien egner sig fortrinligt til efter min mening.
Ingo Milton præsenterer tilgangen til skabelsen af tegneserien Ørsted. Fra arrangementet i Rundetårn i anledning af 200 året for elektromagnetismens opdagelse.
Hvad er det tegneserien kan i forhold til formidling af naturvidenskabelige emner?
I.M.: Sekvenser af billeder giver nogle visuelle kroge, som hjernen kan hænge idéerne op på. Selv når det kommer til formidling af kvantemekanik, hvor vores makroskopiske sanseerfaringer og begrebsapparat slet ikke slår til, kan en visualisering af de mange paradokser og urimeligheder hjælpe os til at acceptere, at der er sammenhænge, som vi ikke kan fatte.
Har I nogen ide om hvor godt formidlingen er lykkedes jer i de to tegneserier?
F.M.: Både Ørsted og Københavnermysteriet er i hvert fald blevet godt modtaget. I Ingeniøren kaldte Jens Ramskov Ørsted for ”det mest originale bidrag til fejringen af Ørsted, jeg hidtil har set”. I dag kom bibliotekernes lektøranmeldelse af Københavnermysteriet, der i sin afsluttende vurdering kaldte det ”lidt af en genistreg at fremstille fysikkens historie på den her måde”. Kristelig dagblads anmelder skrev, at tegningerne har deres egen skønhed og handlingen er spændende på en fængslende måde. Han påpegede dog en fejl i det latinske navn, de fire dovne hovedpersoner havde givet deres loge og sluttede anmeldelsen af med at kalde tegneserien en fin gaveidé til sommerens naturvidenskabelige studenter. Ideen er hermed givet videre.
Personligt kan jeg så tilføje, at jeg også føler jeg har lært noget af at læse de to tegneserier, men lige et par spørgsmål til Jens Olaf her til sidst. En moderne fysikers hverdag er sikkert en travl hverdag med studerende, forelæsninger og projektansøgninger, der skal skrives. Hvad får en person som dig til at tage tid ud af dit program til at lave en tegneserie – hvad får du ud af det?
J.O.P.P.: Jeg har altid interesseret mig for formidling. Jeg har igennem 25 år holdt mange foredrag, bl.a. på Folkeuniversitetet, og holder meget af at møde de mange interesserede mennesker, som deltager i forelæsningerne. Jeg har også skrevet talrige populærfaglige artikler til især Weekendavisen, som ofte også giver en god respons, så jeg føler, at jeg bidrager lidt til den naturvidenskabelige dannelse. Det var også via Weekendavisen, at jeg mødte Frank og Sussi, som dengang lavede Eks Libris, og som satte mig i kontakt med Ingo. Da vi gik i gang med Ørsted vidste jeg heldigvis heller ikke, hvor lang tid, det tager at lave en tegneserie.
Vil du anbefale kollegaer at bruge tegneserien som formidlingsform?
J.O.P.P.: Jeg tror ikke, at tegneseriemediet fungerer til alle historier, så jeg synes, mine kollegaer skal gøre det, som de er bedst til. Mange af dem er rigtig gode til at formidle via TV og radio, og det er der også god brug for.
Har du fået lyst til at gøre det igen?
J.O.P.P.: Bestemt, men motivationen skal være, at der er en historie, som jeg gerne vil have fortalt. Med Københavnermysteriet var motivationen blandt andet at fortælle fysikkens historie på en ny måde, nemlig som en historie om foreninger. Det er historien om, hvordan fysikerne opdagede, at hvad man tidligere troede var forskellige fænomener, viste sig at være forskellige sider af den samme underliggende fysik.
