Du kender sikkert historierne: ”tegneserier lærte mig at læse!” Men er det faktisk muligt nu om dage, hvor tegneserien er trængt og læsningen sat i system? Kan nye læsere faktisk begynde med talebobler og tekstbokse?
(Banner-foto: Carsten Olsen, 2023)
Vi kender historien: ”Anders And-bladet lærte mig at læse”. ”Jeg lærte at læse ved at begrave mig i min fars tegneseriesamling”. Mere-eller-mindre apokryfe historier om at knække læsekoden, fordi man bare måtte vide, hvad der skete med Kaptajn Blake.
Tænk, om det var så nemt: at børn faktisk kunne lære at læse, hvis man bare slap dem løs i en velassorteret tegneseriesamling. Som tegneserieentusiast og forælder til en begyndende læser lyder det nærmest utopisk.
Men er der faktisk noget om snakken?
Grafik fra sidste års landsdækkende læse-kampagne Alle Ord Tæller
Kan tegneserier redde os?
De senere års dommedagsvisioner om læsekrise (buh!) har givet tegneserien positiv opmærksomhed (hurra!). Tegneserier, siger læseeksperterne, kan være et godt sted at begynde (og ideelt set fortsætte, men smagshierarkierne vejer stadig tungt…). Senest med bevillingen til Tegneseriens Hus, der ifølge ministeriet skal skabe ”et videnscenter, der kan samle viden og erfaring om at styrke læselyst gennem tegneserier og illustration”.
Samme dagsorden gælder også, når Nationalt Videncenter for Læsning om et par uger holder temadag om læsning og tegneserier for lærere, bibliotekarer, læsevejledere og andre interesserede. Nogle af Nordens mest fremtrædende forskere i tegneserier og didaktik deler scene med praktikere (og en vaskeægte tegneserieskaber, Johan F. Krarup!) for at udforske tegneseriens mange muligheder i uddannelsessystemet.
Eksperterne er altså enige med vore skribenter: der skal tegneserier i hænderne på børn og unge (især hvis vi skal komme PISA-krisen til livs)!
Men, spurgte jeg mig selv, kan tegneserier faktisk hjælpe nye læsere? Hvor meget skal man kunne læse først – er det nødvendigt at lægge fundamentet et andet sted, før man kaster sig ud i talebobler, tekstbokse og ”Vi skriver anno L (år 50) før Kristus…”? Er det faktisk muligt at lære at læse – på en måde, dansklærere kunne finde på at sætte på pensum – via tegneserier?
Svaret viser sig at være noget mere kompliceret, end jeg havde håbet.
Hvad er egentlig let at læse?
Min erfaring fra de københavnske biblioteker er, at tegneserier glimrer ved deres fravær fra de store kassesystemer med niveau-inddelte letlæsningsbøger – i hvert fald dem, hvor de helt nye læsere skal begynde. Her er masser af tegninger og ganske få ord per side, og det hele er markeret med tal: LIX (læsbarhedsindex) og LET (læseegnethedstal) – og nej, LIX 3 og LET 3 er ikke det samme, for udregningsformlerne er forskellige. Bøgerne kan også være såkaldt ”Lydrette”, altså kun bestå af lydrette ord, der gør dem særlig nemme at afkode.
(Dertil kommer, guderne hjælpe mig, også LUS-systemet, en tredje måde at sætte tal på bøgerne. Læsevejlederne har virkelig deres sag for!)
Tanken er god nok – visse ord, sætninger og dermed bøger er nemmere at læse end andre. Og det er en stor hjælp at have det sat i en form for system.
Men LIX, LET og Lydret har deres begrænsninger.
At læse billeder
Heldigvis findes der tegneseriefolk også blandt landets fremmeste eksperter i læsning og didaktik. Jeg sendte mine mange spørgsmål til Marianne Eskebæk Larsen, tegneserieekspert og lektor på Københavns Professionshøjskole, i håb om at forstå, hvordan tegneserier kan passe ind i det tidligste selvstændige læsning.
I sit svar understreger hun, at ”en bog godt kan være svær at læse, selv om lix-tallet er lavt, for eksempel hvis teksten er for abstrakt eller handlingen for underforstået”. (Mit barn og jeg kan bekræfte, at LIX 3 virkelig kræver evne til at læse mellem linjerne og en ekstremt høj tolerance for hovedpersoner med navne som ”Do” og ”Ty”…)
De faktorer bliver kun vanskeligere at holde styr på, når billedsiden fortæller endnu mere end i en illustreret letlæsningsbog. Til gengæld kan gode, fortællende billeder – og i tegneserier er billederne netop fortælling – hjælpe læseren på vej, især hvis teksten er svær at afkode.
En bog godt kan være svær at læse, selv om lix-tallet er lavt, for eksempel hvis teksten er for abstrakt eller handlingen for underforstået
Med andre ord, siger Marianne Eskebæk Larsen, ”en tegneserie behøver ikke at være svær, selv om der er lange ord, hvis ordet bliver gentaget – plus at der jo er tegninger som fremviser handlingen.”
Måske behøver tegneserier altså mindre LIX-optimering af tekstsiden, fordi billederne fortæller så meget mere. Til gengæld skal børnene så kunne læse billeder og tegneserieformsprog – og her synes der at mangle forskning i, hvorvidt og hvordan det faktisk hjælper at sætte længere ord og sætninger ind i ruder og rammer.
Tegneserier på skoleskemaet?
Jo mere tid, jeg brugte på at undersøge, om tegneserier kan supplere (eller endda erstatte) letlæsningsbøger, desto tydeligere blev det, at tegneserierne kun i meget begrænset omfang tænkes ind i den tidligste læsning.
Der findes deciderede letlæsnings-tegneserier, med LIX-tal og markedsføring målrettet begynderlæsere. Mest kendt er nok Jan Kjærs serier – Taynikma, Super-Serien og (for de mere avancerede læsere) Nomerne. Oversatte kæmpehits som Hundemand og et par letlæste bidrag til den rasende populære Mira-serie falder også ind i denne kategori. Enkelte titler går så langt ned som LIX 6, men de fleste kræver grundlæggende læsefærdigheder.
Et udvalg af LIX-beregnede serier af Jan Kjær
Vores egen B&U-skribent og anmelder, bibliotekar Line Dalbro Schaumann, kunne også mest henvise mig til serier, der er populære blandt dem, der har knækket læsekoden allerede: Krypto og Nordlys, og hybrid-bøger som Møgmis og Myntes Dagbog. Forstadiet synes her at være ordløse tegneserier som Lille Kvast og Evokes eventyrserie ’Min første tegneserie’.
Sidstnævnte kan nok især bidrage til de visuelle læsekompetencer – så man senere kan læse tegneserier med mere avanceret tekst. Jeg er spændt på at se, om den slags kommer til at optræde i den læsetræning, mit barn møder i skolen.
Lad lysten drive værket
Måske har jeg stillet det forkerte spørgsmål i håbet om at finde tegneserier, der faktisk kunne lære børn at læse over en bred kam. For der er forskel på at lære at læse – altså afkode bogstaver, ord og sætninger – og så at lære at blive en person, der læser. Det nok især det sidste, tegneserien anses for god til.
Anna Karlskov Skyggebjerg, der er faglig leder på Nationalt Videncenter for Læsning, fremhæver at god læsetræning handler lige så meget om interesser som formåen. Altså: en bog, man gider læse, er nemmere end én, man finder dybt ligegyldig. Man kommer ikke langt med læseevner, hvis motivationen mangler.
Der er forskel på at lære at læse – altså afkode bogstaver, ord og sætninger – og så at lære at blive en person, der læser.
Ikke alle læsere vil elske alle tegneserier, det er klart. Men der er så stor diversitet, også blandt titler til børn, at der er noget for enhver smag. Hvis fede tegninger, sjove figurer og spændende handling ikke bare fænger, men også fylder de huller, der måtte være i evnen til at afkode tekst – ja, så begynder jeg at tro på projektet.
Og jeg er tydeligvis ikke den eneste. Men vi mangler fortsat viden om – og gode eksempler på – tegneserier, der kan gøre læsetræning til en leg.
For der må være andre veje ind i (tegneserie)læsningens verden end møjsommeligt at stave sig igennem den fransk-belgiske klassikere. Forhåbentlig kan den politiske opmærksomhed på tegneserier og læselyst hjælpe os med at finde dem.
Og, om alt andet fejler, så findes Anders And-bladene stadig derude, har jeg hørt…
