OPDATERET TORSDAG DEN 19. DECEMBER MED EN ANMELDSELSE.
Hej og velkommen til Supersnak med Marvel-Morten & Kim Helt, podcast-serien her på Nummer 9, hvor to tidligere tegneserieredaktører taler sig tossede om superhelte i tegneserier, film, tv og populærkultur.
Kim Helt og jeg har lige været inde at se den seneste Star Wars-film, “The Rise of Skywalker”.
Det har vi selvfølgelig en mening om (sammen med resten af internettet)
Den kommer vi med i dette afsnit af Supersnak, og Kim skriver her:
Jeg tror, at den seneste Star Wars-film (igen) vil dele vandene – mellem dem, der bliver meget begejstrede og dem, der bliver lettere skuffede. Måske fordi Star Wars tages så personligt af alle os, der er vokset op med universet.
Jeg kan godt forstå, hvis fans elsker den, for der er i dén grad fart på og de “nye” hovedpersoner er stadig charmerende og spilles med overbevisning, produktionsdesignet er ægte Star Wars.
Men selv hører desværre jeg til den mindre begejstrede gruppe, selvom jeg så gerne vil elske den. De gode nye karakterer får aldrig tid til at udvise dybder og facetter, så man føler med og for dem, dertil går det hele for stærkt. De mystiske jedi-egenskaber kan og kan ikke, hvad historien pludselig kræver og bliver dermed så udefinerede, at det ikke giver mening. Det ene øjeblik kan Kraftens kendere forholdsvis lidt, det næste øjeblik er de som guder. Der er plot til tre film i én.
Og filmen forlader sig lige lovligt meget på forventet gensynsglæde gennem korte cameos fra det gamle hold af Star Wars-karakterer, store som små, og plottet – en utroværdig og lige lovlig held-båren jagt på MacGuffins, der viser sig ret ubetydelige – er tyndt. Overraskelserne, små og forudsigelige. Episode IX har alt det, forgængeren (uretmæssigt) blev kritiseret for at mangle eller behandle “respektløst”, men til sådan en grad, at Rise of Skywalker til tider synes at være på mission for at undsige The Last Jedi.
Og så mangler den de overraskelser i historien, som forgængeren var så rig på. Alt i alt er det en film fyldt med fanservice på bekostning af nytænkning. Det vil uværgeligt tiltale mange, men jeg vil hellere se universet vokse end overforsigtigt og forudsigeligt at male indenfor stregerne.
Vi uddeler ikke almindeligvis stjerner, men da vi er i stjernekrigsterritorium: Tre stjerner fra Kim Helt og to fra Marvel-Morten.
…
Ellers handler afsnittet om: hvordan begyndte det hele?
Hvad var det for frø, som blev plantet i Lucas frodige, kreative muld?
Hvad har racerløb, Dune, Flash Gordon, Campbell, Kurosawa og Vietnamkrigen med Star Wars at gøre?
Lad os vendte tilbage til tiden, hvor Lucas var den mest eksperimenterede filmskaber af sin generation og han lige havde lavet floppet THX1138.
God jul fra Kim og Morten. Husk, der er stadig en adventskalender i gang, så vi høres ved allerede på søndag!
Husk: Du kan abonnere på podcastet på iTunes, på Soundcloud og Spotify. Du kan følge Supersnak på Facebook og Instagram og finde samtlige afsnit på vores hjemmeside, supersnak.nu.
Og så kan du selvfølgelig høre det her på siden.
Og hey, har du tid? Tag et kig på Flash Gordon-filmseriens første afsnit fra 1936. Den er baseret på tegneserien af Alex Raymond:
Med venlig hilsen
Marvel-Morten
P.S.
Har du set: Kim har skrevet en tegneserie! Den fik Claus Deleuran Prisen for Årets danske debut! Den var nomineret til Pingprisen! Og den kan købes lige her.
Tidligere afsnit af Supersnak:
Tegninger: Mark Borello