Hej og velkommen til Supersnak med Marvel-Morten & Kim Helt, podcast-serien her på Nummer9.dk.
Efter tre afsnit i 1950erne, hvor vi snakkede skræk-seriekunst og tegneseriehetz, bevæger vi os helt op i nutiden for at vende, anbefale, diskutere og anmelde en masse aktuelle og (hovedsageligt) skønne sager.
Peacemaker er den bedste tv-serie, DC Comics har lavet (hvis vi ikke tæller Watchmen med), og den bruger vi en halv spoiler-fri humørtime på til sidst.
Men vi begynder med tegneserierne. Og der er kommet meget godt på superheltefronten for nylig. Vi begynder med noget af det lidt skæve inden for genren:
Overmand af Pascal Jousselin fortsætter den humoristiske udforskning af tegneseriens virkemidler. Tænk Scott McCleuds “Making Comics” tilsat 100 øller. Det er skørt, men kan den holde niveauet fra de to første album i serien fra forlaget ComicZone?
I hovedet på Sherlock Holmes bind 2 er lige så glad for at lege med mediet, som Overmand, men på en mere litterær facon. Vi er enige om, at det er den bedste (og flotteste!) Sherlock Holmes-tegneserie, der er lavet, men … taber den lidt pusten til sidst?
Spider-Man er også aktuel – som en af fem (!) nye Marvel-tegneserier fra Forlaget Fahrenheit og Faraos Cigarer. Men det er ikke en fortsættelse af den igangværende serie af Dan Slott. Det er en meget mere børnevenlig udgave, hvilket jo er fedt. Og så har oversætteren vist haft en fest.
Den kosmiske krig hedder tredje tykke og bog i 90er-serien, den intergalaktiske saga med så mange superhelte, du kan tælle, i kamp mod selve universtes totale udslettelse (igen). Jim Starlin og Ron Lim for fuld blæs. Aldrig tidligere udgivet på dansk, men det er der nu heldigvis rådet bod på.
Daredevil: Genfødt er HØJDEPUNKTET blandt de nye udgivelser. Frank Miller og David Mazzucchellis mesterværk er muligvis den bedste Marvel-tegneserie nogensinde (den er i hvert fald i top 5), og de danske udgivere har lagt ekstra meget kærlighed i bogen. Med mat papir og omslag adskiller den sig fra de andre udgivelser; den får alt, den fortjener. Faktisk vil vi gå så vidt som til at sige, at Daredevil: Born Again aldrig er set flottere pakket ind, hverken i USA eller nogen andre steder.
Læs også Kristian Bang Larsens indsigtsfulde, femstjernede anmeldelse (selvom den skulle have haft topkarakter).
Film og tv får også ord med på vejen, og det samme gør endda en Star Trek-trilogi i bogform. Vi snakker Book of Boba Fett, The Matrix: Resurrections og tre Star Trek-tv-serier.
Og amerikanske tegneserier: Hvad er det bedste og/eller mest interessante lige nu? Det er disse titler:
Did you hear what Eddie Gein done? er titlen på en formidabel “graphic novel”, som udkom for nylig, og selvom den ikke har meget med superhelte at gøre (Eric Powel lavede dog The Goon), bliver jeg lige så meget nødt til at nævne den her, som Kim blev nødt til at nævne Star Trek.
Sidst, men ikke mindst, vil jeggerne anbefale en app, en vidunderlig app, som jeg har manglet hele mit liv – CLZ, som kan holde styr på alle dine tegneserier.
Rigtig god fornøjelse med afsnittet.
Illustrationen øverst er af Mark Borello.
Husk: Du kan abonnere på podcastet på iTunes, på Soundcloud og Spotify. Du kan følge Supersnak på Facebook og Instagram og finde samtlige afsnit på vores hjemmeside, supersnak.nu.
Og så kan du selvfølgelig høre det her på siden.
Med venlig hilsen
Marvel-Morten & Kim Helt
P.S.
Har du set: Supersnak har udgivet en bog! “Fra Moses til Superman” er en lille bog i stil med de populære “Tænkepauser”, den er rigt illustreret af Mark Borello og handler om et af de mest spændende og grundlæggende aspekter ved superheltene.
Og har du set: Kim har skrevet en tegneserie! Den fik Claus Deleuran Prisen for Årets danske debut! Den var nomineret til Pingprisen! Og den kan købes lige her.
Tidligere afsnit af Supersnak:
Tegninger: Mark Borello