Da lærererne sagde: “Superhelte opdrager til terror!”

Reply

Det er ikke ret længe siden jeg læste om en bog der beskrev hvordan superheltefilm havde banet vejen for Trump, så kritikken stikker stadig hovedet frem 🙂 Mon ikke også der er et klasse-aspekt af kritikken? Det er altid den folkelige kultur (læs; arbejder -og underklassens kultur), som tegneserier og rockmusik der bliver lagt for had. Aldrig opera eller ballet (eller hvad?)

Reply

Det hører med til historien, at Tørk Haxthausen fortrød, hvad han havde skrevet om tegneserier i “Opdragelse til terror”: I tidsskriftet Serieskaberen nr. 7 (juni 1989) besvarede han en opfordring fra mig til at skrive nogle ord om, hvad han — 33 år efter sin famøse bog — nu mente om tegneserien.

Det kommer her i en hurtig OCR-indlæst udgave:

FRA FORBUDSTIDEN

Af Tørk Haxthausen, forfatter

Redaktøren af SERIESKABEREN har været så betænksom at sende mig martsnummeret, hvor Per Vadmand tager min bog fra 1955 om tegneserier under behandling. Samtidig bad man om en udtalelse.
Nu er det jo ikke alt, hvad man har skrevet, man mindes med lige stor begejstring. “Opdragelse til Terror” er en af de mere kedsommelige. Den blev til som et stykke journalistisk bestillingsarbejde på baggrund af en artikel i Politikens søndagstillæg. Når den har overlevet så længe, skyldes det kun, at der i alle årene er skrevet uhyre lidt om seriehæfter og endnu mindre, der forsøgte at tage dem alvorligt.
Men Per Vadmands artikel rejser nogle spørgsmål, jeg fra tid til anden er rendt ind i og derfor finder interessante.
Det første gælder min egen produktion fra 50′ erne. Meget af den blev godt modtaget dengang; der var sågar folk på det litterære marked, som ventede sig store ting af mig og sagde det i aviserne. Når jeg genlæser de ting som blev mest rost, er de ret rædsomme. Det, der nogenlunde står sig, er de ting som vakte vrede dengang.
Det er naturligvis min egen private sag. Men det hænger sammen med det andet spørgsmål: Hvorfor var man så forhippet på forbud, dengang i 50′ erne? Og deraf følger et tredie spørgsmål, sådan i bred almindelighed: Hvad var det med 50′ erne, som vi i den grad har fortrængt, at folk, der – som Per Vadmand – er født for sent til at have egne erfaringer fra dem, slet ikke kan finde ud af, hvad det var, der foregik?
Der var den kolde krig, men der var mange andre ting. Fra midten af 50′ erne og ca. ti år frem foregik der f.eks. en ret upåagtet revolution af det danske samfund, idet næsten en halv million familier flyttede fra land til by. På mange. områder blev grunden dengang lagt til det samfund, vi kender i dag – og som nu igen er under kraftig_ forvandling. Man kan også sige det sådan, at befolkningen var vågnet op fra krigen med en mængde forventninger, som politikere og erhvervsfolk nu havde travlt med at opfylde.
En grov opdeling af forventningerne kunne se sådan ud – et stort flertal forventede materielle forbedringer, og et lille mindretal ønskede politiske forandringer. Eftersom den såkaldte befrielsesregering var domineret af dem, nogle kaldte “de gamle politikere” og andre “samarbejdspolitikerne”, kom bestræbelserne til at gå ud på at opfylde flest mulige materielle forventninger og dermed undgå politiske omvæltninger – hvad der sikkert passede de fleste danskere udmærket.
Hvis det lyder, som om jeg var uenig, er det både rigtigt og forkert. 1 de ti år fra 1945 til 1955 blev ens standpunkter skærpet i en grad, man i starten af perioden ikke ville have troet mulig.
Når man ser tilbage, virker det, som om politikerne i de vestlige demokratier havde fået en skræk for deres egne befolkninger, som drev dem til politiske panikhandlinger. I Danmark overreagerede de i hvert fald.
Jeg er sikker på, at det er rigtigt, når jeg mener, at de allerfleste danskere først og fremmest håbede på materielle forbedringer, da krigen endelig var forbi. De ville have arbejde, tobak, kaffe, benzin til de opklodsede biler, bedre boliger, og så videre, og det var rimeligt. De var trætte af sabotage, terror og ballade. Ingen russiske agenter ville have kunnet lokke dem til at gøre oprør og vælte regeringen.
Men modstandsbevægelsen havde, selv i Danmark, jaget “de gamle politikere” en skræk i livet. De havde oplevet, at de kunne komme i situationer,de ikke kunne kontrollere. Fer at hindre gentagelser mobiliserede de alt, hvad der kunne mobiliseres i den amerikanske koldkrigspropaganda.
Når nogle af mine mest roste skriverier fra perioden i dag forekommer mig ulæselige (f.eks. “Vores lille by”), kan jeg kun forstå dem ved at genkalde mig det forfærdelige pres vi dengang levede under. De ting, jeg synes holder, blev til i vrede og på trods – de andre var forsøg på at skrive en ulidelig virkelighed på afstand ved en umådeholden dyrkelse af det muntre og idylliske. De folk, som roste dem, havde det formodentlig ligesom jeg.
For at komme med et par eksempler: Vi hørte i radioen en major i hjemmeværnet opfordre sine medlemmer til at holde godt øje med naboerne og rapportere, hvis der foregik noget, de mente afveg fra almindelig, dansk sædvane – hvis der kom mange usædvanlige gæster, f.eks., eller hvis familien havde ualmindelige vaner, der var egnede til at vække mistanke.
Vi boede dengang i en lille landsby. En dag trak graveren (som var med i det lokale hjemmeværn) mig tilside udenfor købmanden og sagde fortroligt, at min kone og jeg skulle tænke lidt over, hvad vi lavede før sengetid. “Vi ser jo lige ind i stuen til jer,” sagde han og pegede op mod det nye vagttårn, hjemmeværnet havde fået bygget på kirkebakken.
Det var jo pænt af ham. Der var sikkert ingen i vores lille by, som troede at vi var farlige for statens sikkerhed – men hjemmeværnsfolkene havde jo fået deres ordrer, og vi var nok de eneste, som var mærkværdige nok til, at der burde holdes øje med os. Så det gjorde man. Men han syntes altså lige, vi skulle vide, at de sad deroppe i tårnet og morede sig, når vi rendte rundt uden tøj på og gantedes om aftenen.
Jeg skrev meget dengang, som ikke kunne trykkes. Vi fik også besøg af min onkel fra USA, som måtte mødes med os i det skjulte, fordi han ganske vist var krigshelt og alt sådan noget, men alligevel påstod at han havde efterretningsfolk i hælene når han var i Europa. Det var også i vores lille by, at præstens kone viste sin patriotisme ved at feje en stabel russisk dåsekrabber ned fra disken hos købmanden.
Man kan sagtens grine af det nu, men det var hver dag og mange gange hver dag, og det drev en ud i en antiamerikanisme, som det tog mange år at komme over. Mit felttog mod alt amerikansk var en logisk fortsættelse af modstandskampen mod tyskerne og mod de danske politikere, der havde samarbejdet med dem. Det var USA, som var kilden til den hysteriske kommunistskræk, og som gik i spidsen for den nye, voldsomme oprustning i skyggen af den kolde krig. Det var USA’ s udenrigsminister, som talte om “brinkmanship”, altså en politik der hele tiden balancerede på kanten (the brink) af krig. Det var USA som havde kastet atombomberne over Hiroshima og Nagasaki på et tidspunkt, hvor japanerne (såvidt vi vidste) allerede havde kapituleret. Det var i USA, McCarthy kunne drive heksejagt på meningsmodstandere. Det var i USA, ægteparret Rosenberg blev henrettet for at have delagtiggjort russerne i atombombens afskyelige hemmeligheder. At russerne også forfulgte og henrettede tolk kunne ikke retfærdiggøre, at vores egne absolut ville forsvare friheden ved at indskrænke den og tiltog sig ret til at bombe resten af verden til at opføre sig amerikansk.
For nu at komme til tegneserierne, må man forstå, hvor uskyldige vi var. En ven, som var pressefotograf og ikke hørte til mimoserne, kom dengang hjem fra en tur i Staterne og fortalte mig, at han to gange var besvimet på sit hotelværelse i New York ved synet af voldsscener i fjernsynet. I dag er historien ikke til at tro, i den grad har vi vænnet os til rædsler i tv, både virkelige, i nyhedsudsendelserne, og fiktive i dramaer og krimier, hvor teknikken fejrer triumfer i realistisk vold. Og så ser vi endda kun de mere uskyldige udsendelser.
Der var, i den forbindelse, en interessant diskussion for nogen tid siden i “The Listener”. Den drejede sig om den amerikanske serie “Miami Vice”, som nogle engelske kritikere mente fremmede volden i samfundet.”The Listener’ s” korrespondent i USA kunne så berette, at serien i Miami virkede tam – alle på stedet vidste, at virkeligheden var langt værre og mere voldelig end noget, serien viste. Der var ikke tale om en serie, som fremmede volden i samfundet, tværtimod afspejlede den et voldeligt samfund. Det var altså efter korrespondentens mening, samfundet som gjorde serien voldelig.
Min holdning til Werthams materiale i 50′ erne byggede på et lignende ukendskab til det amerikanske samfund. Jeg havde ikke mulighed for at sidde i vores lille by og ferstå, at USA var noget helt andet end Danmark (noget, de fleste af os altid har svært ved), så hans påstand om, at tegneseriernes, for en dansker, meget voldelige univers kunne forlede uskyldige børn til at prøve tingene af i virkeligheden, forekom sandsynlig – især, da påstanden så ud til at være godt underbygget med eksempler. Dertil kom det paradoksale, at meget af min USA-fjendtlige holdning byggede på amerikansk materiale. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg indså paradokset. Til gengæld har jeg heller aldrig købt den populære ide om, at den store ytringsfrihed i USA i sig selv er tegn på et sundt samfund.
Man kan sige, at min lille bøvs mod tegneserier var udtryk for naiv forenkling. deg har forsøgt at vise noget af baggrunden. Tingene er blevet utroligt meget mere indviklede siden 50′ erne, og i dag er det en almen erkendelse, at medievold er et af mange symptomer på samfundsproblemer, hvis årsager ligger helt andre steder. Man kan stadig med udbytte aflæse og fortolke symptomerne, men hvis ikke det fører til en dybere og bredere diskussion af sygdommen, kan man bruge tiden bedre.
På den anden side viser den økologiske krise, at vi fortsat lever i en verden, hvor uhensigtsmæssige økonomiske mekanismer får alle slags producenter til at blæse på, hvad deres produkter gør ved menneskers helbred og miljø. Det, jeg i 50′ erne oplevede tegneserier som udtryk for, eksisterer i bedste velgående. At jeg så i 60′ erne, i selve USA, oplevede tegneserier brugt til alt muligt, også i undergrundspressen, og at jeg nu, i 80′ erne, oplever tegneserier som kunst, er en anden historie. “Opdragelse til Terror” er et produkt af en meget autoritær periode, hvor verden blev set i absolutte modsætninger (better dead than red) og er skrevet af en person, som hørte til dem, de fleste dengang gerne ville have afskaffet – selvom de fleste af os ikke var kommunister. Så kan man undre sig over, at også de, der havde truslen om forbud hængende over sig, ville have ting forbudt. Men dengang var det almindeligt at tro, at hvis noget blev forbudt, holdt det op med at eksistere.
Den tro synes at være mere sejglivet end de fleste.

Reply

Hej, Frank.
Jeg kan huske jeg læste det, og jeg henviser også til dig og artiklen i afsnittet, men det er virkeligt fedt at se det i fuld længde efter alle disse år.
Mange tak.
Mvh
M

Reply

🙂 Tak. Og tak for en fed podcast.

Reply

Kære Morten og Kim

Tak for endnu et forrygende afsnit af tegneseriehetz-trilogien! Og tak til Frank for Haxthausen-apologien. Og når vi nu alligevel er i gang med de kilometerlange indlæg:

Jeg var bekendt med tegneserieafbrændingen i Enghave-parken, da Anders Hjorth-Jørgensen jo omtaler den i sin erindringsbog “Opdraget til terror?” fra 2013. Nyt for mig var dog den svenske undersøgelse, Haxthausen refererer til.

167 milliarder billeder må alligevel siges at være noget af en database. Hvis man fx anlægger et traditionelt Ditko-grid og anslår et gennemsnit af ni billeder pr tegneserieside og sammenholder med det faktum, at langt de fleste tegneserieudgivelser i Skandinavien har været på omkring 48 sider, så har det svenske tegneseriemarked i midten af 1950’erne passeret 386 millioner udgivelser. Det må siges at være voldsomt entreprenant i forhold til danske forhold, hvor Henning Visti og Jussi Olsen med flere jo heroisk og historisk har kæmpet for at kortlægge ca. 60.000 danske udgivelser.
Og selv med et hjemligt superopkog af Stenby, Søndergaard, Søren og Sivert ville det næppe kunne lade sig gøre (end ikke med FIRE SS-er på brystet!)

Men man lader så også forstå, at de er en 5-10 år forud deroppe, så det forklarer jo nok noget af det.

Under mere sydlige himmelstrøg kan jeg berette, at tegneseriehetzen stadig levede og havde det godt i folkeskoleregi i de første år af 1980’erne. Her blev vi præsenteret for trykt undervisningsmateriale som – grinagtigt i et samspil af tekst og billeder i øvrigt – skulle overbevise os om, at hele kunstformen som sådan var at ligne med triviallitteratur à la ugebladsnoveller og deslige.

Og at den ellers fortrinlige Bjarne Reuter få år senere sad i DRs litteraturprogram Bazar og harcelerede over Hulk, gjorde ikke tingene bedre.

Det kan jeg huske, at jeg opponerede voldsomt imod, og derfor var min glæde stor, da vi kort efter fik en trio af lærerstuderende som midlertidige undervisere. Én af disse var iøvrigt Jørgen Høgh – trofast lytter og kommentator af Supernak – og han tog allerede dengang tegneserieformen seriøst og var iøvrigt selv en glimrende tegner.

Så med fyrre års forsinkelse: Tak, Jørgen, for at have modarbejdet tegneseriehetzen!

Reply

Og så kunne man, helt aktuelt, i Deadline for nylig se og høre at Maus netop er blevet censureret i Tennessee: https://www.dr.dk/drtv/se/deadline_-uegnet-for-skoleboern_297251

Reply

Kære Henry
Jeg skriver disse ord så sent, fordi jeg ved, at bliver man følelsesmæssigt ramt, så risikererer man at komme op med noget sentimentalt sludder.
Jeg blev følesesmæssigt ramt. Fordi jeg huskede mit møde med Radio Sørensensens knægt, men også fordi dit indlæg åbnede nogle gamle sår inden i mig.
Først: Det var så vidunderligt dengang i 1984 at møde en tolvårig, der brændte for tegneserier. Du viste mig A4 sider med superhelte, der fik mig til at tænke, at den knægt kan sgu blive til noget. Samtidigt var jeg dog en apologet af den frankobelgiske tegneserie. Først langt senere fik jeg øjnene op for, at de USAmerikanske superhelteserier også har noget at byde på. Men det var først da jeg læste et længere essay om Kongen Kirby, som du havde forfattet i “Strip”.
For det andet: Jeg skulle aldrig have været lærer. Jeg ville have studeret kunst. Min far havde støttet mig i min kærlighed til tegneserier og tegning, men han døde, da jeg var en stor dreng. Min mor og min yngste storesøster (syv år ældre end mig) fik mig overbevist om, at jeg aldrig ville kunne blive optaget på nogen kunstskole, da jeg ikke var god nok. Og de var enige i deres foragt for tegneserier. Så derfor blev jeg lærerstuderende. jeg brød med læreruddannelsen, da jeg efter et sommerferiejob fik tilbudt fast ansættelse på slagteriet i Tønder. Det har jeg aldrig fortrudt. For jeg mener, at de mennesker, der skal danne vore børn, bør føle, det er et kald. Det følte jeg aldrig. Jeg er ikke pædagog.

Reply

igennem længere tid har jeg studeret USAmerikanske tegneserier på nettet. Jeg har lyttet til Supersnak, og set og hørt “Cartoonist Kayfabe” på youtube. Comic Tropes dukker også op på min computer af og til. Jeg synes at fortællingen om den amerikanske superhelt er spændende. Fortællingen om, hvordan superhelte myten oprindeligt opstod gennem unge jøders store arbejde. Det arbejde, de startede, blev jo vidtforgrenet. Noget blev senere hen ren og skær zionisme, andet blevet vold mod “fjenden”. I tredie ryk blev det til en fortælling om afsløringen af USÁs forbrydelser i Vietnam. (Moore og Gibbons).Det var nok en undtagelse! Lad os være ærlige! Der findes tegneserier, der forherliger vold. Tegnserier, der godt kan påvirke unge sjæle, Ligesom der findes film, TVserier og andet, der kan påvirke børn og unge mennesker til at opføre sig som idioter. Jeg har altid forsvaret tegneserien per se, da der findes så mange gode tegneserier derude. Men jeg er ikke længere sikker på at Wertham var ethundrede procent fejl på den.

Reply

I øvrigt kom der for et par år siden nye oplysninger frem om den famøse afbrænding af en Fantomet-dukke på Enghave Plads i 1955, som omtales i podcasten.

På den tid udkom et blad, der var startet som en lokal pamflet for en ungdomsklub i Christianskirkens Sogn på Christianshavn, “Christianitter Ungdom”. Snart efter kom ungdomsklubber fra andre kvarterer i København med i kredsen, og så blev bladet fælles og fik titlen “Københavner Ungdom”. “Udgives af en kreds af unge til københavnsk ungdom. Politisk uafhængig. Udkommer en gang om måneden,” som der stod i kolofonen sammen med kontaktadresser på forskellige politiske partiers ungdomsorganisationer. Ud over at udgive bladet fungerede redaktionen også som festarrangør og afholdt mange store ungdomsfester rundt om i København, blandt andet “Dans i tre etager” i en ejendom ved Nørreport.

En af de politiske ungdomsorganisationer var Kommunistisk Ungdom, som var meget aktive, og de arrangerede en sankthansfest på Enghave Plads 23. juni 1955. Fordi kampagnen mod “kulørt litteratur” netop da var på sit højeste, fik bladets redaktion idéen til at sætte en Fantomet-dukke som heks på bålet.

“Den ualmindelig lune og smukke aften i gaar havde lokket baade unge og gamle ud til Skt. Hans-baal,” som der stod på Politikens forside dagen efter. “Overalt, hvor glædesblussene flammede, samlede sig skarer af mennesker, der sang midsommervisen og overværede, at lokalt troldtøj kom paa baalet. Vort billede er hentet fra Enghaveparken, hvor ‘Fantomet’ led flammedøden paa et vældigt baal af kulørte hæfter, mens en tusindtallig skare saa til. Halm og lim var de grundsubstanser, elever fra Kunstakademiet havde lavet en to en halv meter høj tegneseriehelt af, og da det er godt, brændbart materiale, fik det baalet til at futte op og staa som en lysende søjle over Enghaveparkens høje træer.”

Oplysningerne stammer fra den senere mangeårig chefredaktør Lars Lindeberg på B.T., der havde startet “Christianitter Ungdom” og sammen med Erik Christensen, John Ovesen, Jørn Rothberg, Arne Stenby og Johs. Th. Nielsen var medlem af redaktionen på “Københavner Ungdom”. Hov, siger nogen måske nu: Var Arne Stenby ikke ham, der året før havde grundlagt forlaget Interpresse og altså selv udgav tegneserier? Jo, det var det. Men om Arne Stenby var kritisk over for arrangementet, husker Lindeberg ikke. De to var gamle venner og havde gået på Sorø Akademi sammen, og ingen af dem var kommunister.

Med andre ord var afbrændingen af “det lokale troldtøj” altså ikke noget, der var arrangeret af fx Danmarks Lærerforening, men mest af alt en form for festlig happening i tidens ånd, formentlig initieret af ungkommunister, for hvem alt amerikansk, herunder Fantomet, var roden til alt ondt.

Reply

Hej, C.
Wow!
Og her troede jeg, at den historie ikke kunne blive mere vild!
Jeg kan mærke at dette nok ender med en længere artikel….engang?!
Mange tak for “gravearbejdet”.
mv
Morten.

Reply

Nu må I ikke misforstå mig. Jeg er ikke på nogen måder tilhænger af censur! Jeg mener dog, at forældre må tænke over, hvad deres børn skal have mulighed for at se, på et tidligt tidspunkt i dere liv. Jeg var dybt forarget, da jeg på TV kunne se, hvordan mennesker blev ydmyget og udskammet offentligt i programmet X-FAKTOR. Jeg mener ikke at mennesker bør udleveres på den måde i offentligheden. Så jeg slukkede for TVét med det resultat, at mine sønner blev meget vrede på mig. Jeg fortrød så, da jeg tænkte, at det jo sikkert var noget, der ville blive debateret i skolen næste dag; og jeg ønskede ikke at mine drenge skulle stå udenfor diskussionen. Så jeg tændte igen, men mine sønner var så vrede og dejligt stædige, at de nægtede at se programmet på deres fars præmisser. Mange år senere, da jeg nævnte episoden over for min yngste søn, fortalte han mig, at han egentlig godt kunne forstå min handling den gang. Han afskyer også programmer som X-FAKTOR, og det tror jeg også, min ældste søn gør.
Jeg er meget i tvivl.
Men enhver form for offentlig censur er jeg modstander af.
Også at visse russiske medier er delvist forbudte i Danmark.

Jeg er ikke “antiamerikaner”, men jeg er meget kritisk over U.S.Amerikansk imperialisme, herunder U.S.Amerikansk kulturimperialisme. Jeg har rejst i Amerika, nærmere bestemt Sydamerika, og kunne ikke undgå at bemærke, at mange amerikanere havde det på samme måde som jeg.

Der er mange U.S.Amerikanske tegneseriekunstnere, jeg sætter meget højt.