Spilledåsen 1-4: Velkommen til Pandorien, Cypriens hemmelighed, Jagten på Pandesien og Den mystiske forsvinding
Pigen Nola får adgang til en mystisk og hemmelig verden, hvor eventyr venter. Spilledåsen er et godt bud på en albumserie for børn, der kan sparke nogle af de gamle klassikere hen i hjørnet.
En serie om en spilledåse, der giver adgang til en fantastisk verden lyder måske velkendt og lidt altmodisch som ide til en moderne tegneserie for børn. Det er det bare ikke, når indpakning og indhold er opdateret efter nutidige forhold.
Spilledåsen lægger sig smukt i slipstrømmen, hvor danske forlag begynder at udgive nye tegneserier for børn. Med ganske få undtagelser har markedet ellers kun budt på genudgivelser af de samme tegneserier, som nutidens børns forældre (eller bedsteforældre) læste, da de selv var børn.
Naturligvis skal hver generation have sine egne tegneseriemæssige højdepunkter, uagtet at Anders And eller Gammelpot måske stadig holder distancen. Forskellen er nemlig til at få øje på. Spilledåsen har et meget moderne grafisk udtryk, hvor de farvemættede sider minder mere om gamerverdenen end om en tegneserie fra 1970’erne. Jeg ville først have skrevet computerspilverdenen, men det viser jo allerede, hvor jeg selv befinder mig i forhold til nutidens børn. Og netop det sproglige er en anden væsentlig forskel. I Spilledåsen griner personerne med udtryk som ”MOUA HA HA”. Når noget er rart ”bliver man helt zen”. Og tidens mest brugte adjektiv er naturligvis også rigt repræsenteret, når noget er ”fedt”.
Det er altså en tegneserie for børn, der både ligner og lyder som noget, de kender i forvejen, og samtidig er det så heldigt, at Gijé (Jérôme Gillet) og Carbone (Bénédicte Carboneill) har skabt et fascinerende univers med nogle charmerende børn i hovedrollerne.
Hovedpersonen er den 8-årige Nola, der lever i heksoverdenen. Altså i vores verden, som den hedder i Pandeorien, hvor det meste af handlingen foregår. Pandorien kan Nola komme til via den spilledåse, der har lagt navn til serien. Spilledåsen har hun arvet efter sin mor, der er død nogle få måneder før det første album i serien begynder. Derfor lever hun kun sammen med sin far, der er helt uvidende om, hvad spilledåsen tilbyder Nola af oplevelser.
Grundstrukturen i de fire album er derfor, at de starter og slutter i huset med faren, mens midterdelen udspiller sig i Pandorien. I dette fantasyland kan Nola både flygte fra sin lidt triste dagligdag med et evigt savn af moren og samtidig gå i morens fodspor, da hun også var i Pandorien som barn. Desuden møder hun Andrea og Igor, to søskende, hvis mor i det første album er syg, og har brug for Nolas hjælp til at komme sig.
Der er altså nogle tunge temaer i baggrunden af Spilledåsen, men det serveres i hvert album let og underholdende med en ny, særskilt historie, selv om visse ting så småt forudsætter, at man bør læse serien kronologisk.
I Pandorien får tegner Gijé mulighed for at udfolde sig, da det måske nok ved første øjekast ligner en fin, idyllisk fransk bjerglandsby, men er sit eget lille magiske kongerige. Nogle af indbyggerne adskiller sig i det ydre fra vores verden, ved fx at ligne træer, være dyr eller mere fantasifulde væsner som ”Gnavpotten”, ”Månevom” eller ”Ottearm”. Andre, som Andrea og Igor, ligner og opfører sig som mennesker, bare med den forskel, at de har nogle evner, der normalt er forbeholdt superhelte indenfor tegneserieverdenen. Gijé har en farve- og tempofyldt stil med inspiration fra animationsverdenen.
De to første album i serien, Velkommen til Pandorien og Cypriens hemmelighed etablerer universet og grundstrukturen for læseren. Derfra udvikler det sig for alvor, hvor særligt bind 3, Jagten på Pandesien er et højdepunkt med en mere mørk og farlig historie. Samtidig bryder dette bind den vante struktur, da der via spilledåsen dukker uventede gæster op hjemme hos Nola. Hendes hemmelighed om spilledåsen er pludselig i fare, da hendes far samtidig er hjemme. Det giver et effektfuldt miks af humor og spænding, hvor de tre børn Nola, Andrea og Igor også begynder at træde mere i karakter for læseren. Igor er ofte den humoristiske ventil med sine skarpe replikker og sarkastiske humor. Pingpong spillet imellem de tre børn bliver generelt mere levende, jo længere man kommer hen i serien. Ligeledes er de første album lidt mere til den sødladne side, end de sidste.
Gijé og Carbone har med Spilledåsen lavet en moderne tegneserie for børn, der både blander spænding og humor, samtidig med den hele tiden har morens død og Nolas savn som grundtone. Aktuelle temaer som terrorangreb og (etnisk) blandede ægteskaber glider i en let eventyrlig forklædning ubesværet ind mellem klassiske om ærlighed og venskaber.
Det virker og er et godt bud på den næste klassiske børnetegneserie. Der er naturligvis intet nyt i børnefortællinger, der både foregår i vores verden og en anden (magisk) verden. Det er bare forfriskende, at Spilledåsen så tydeligt er henvendt til børn i vores egen tid, og ikke til børn midt i 1800-tallet (Alice i eventyrland) eller 1900-tallet (Narnia). Den primære målgruppe vil være børn fra omkring den alder, hvor de begynder at kunne læse dem selv. 0.-4. klasse er et bud, så kan forældrene jo også få lov til at læse (og læse med) i starten, så de opdager, at der findes nye, dragende børnetegneserier på markedet. Godt nok annoncerer Cobolt ildevarslende på sidste side i samtlige bind, at ”Femte og sidste bind i Spilledåsen er under udarbejdelse”, men meget tyder heldigvis på at Gijé og Carbone er af en anden mening, da de har annonceret, at en sekser er på vej!
