Journalist Kristian Bang Larsen er lige kommet hjem til Danmark efter et års ophold i Japan.
I episoden tager vi tilbage til Østasien i form af en flyvetur med piloten Johnny Hazard.
Sammen løser vi samuraisværdets gåde og ser på sammenhængen mellem en klassisk amerikansk avisstribe som Johnny Hazard og japansk manga.
Det blev jo en af de mere tegneserienørdede udgaver af Verden ifølge Seriemagasinet, hvor vi kom rundt om en masse både manga og amerikanske klassikere. Så jeg har på min Japan-blog lavet en visuel “companion” til podcasten: https://hverdagslivitokyo.travel.blog/2021/04/01/podcast-japan-i-streger/
Tak for en god udsendelse – nu drømmer jeg endnu mere om at komme til Japan!
Men lige for at nørde lidt videre: udsendelsen fik mig lige til at studse over, at det vel ikke KUN er i Japan, at traditionel “kunst-tegning” har sat sit spor i det lokale tegneserieudtryk?
Enig i at maleriet altid har været helt centralt i Europæisk kunst, men jeg synes der er en lighed mellem hele baljen af europæiske-tegneserie-skraverings-ekvilibrister (Moebius, Schuiltheiss, Bilal, you name it) og de gamle grafiske/tegne mestre i Europa (Da Vinci, Fusli, osv)? Den nedarvede europæiske stil er bare anderledes end den japanske…
Anyway, flere podcasts om tegneserier, tak!
Ja, det er jo en lidt skarp udmelding på noget i virkeligheden meget komplekst jeg kommer med der.
Altså, der er ingen tvivl om, at de eurotegnere du nævner har ladet sig inspirere af billedkunsten, og også tidligere amerikanske eventyrtegneserietegnere som Hal Forster og Burne Hogarth var jo tydeligt inspireret af klassisk maleri.
Men altså, og med forbehold (jeg ikke forsker, det er bare iagttagelser og akkumuleret viden det her):
De vestlige tegneserier er jo i starten en videreudvikling af de illustrationer der i 1800-tallet kommer satireblade og aviser, og i børnebøger. Wilhelm Busch, eller i Danmark Fritz Jürgensen, og den slags. Så det er en udvikling af en eksisterende masseproduceret underholdningskunst, der fra starten af anses som mindre fin end den ”rigtige” billedkunst.
Og selv om vestlige tegneserier har været inspireret af vestlig kunst, så ligner vestlig kunst (i hvert fald inden poparten) jo sjældent tegneserier.
Anderledes i Japan, hvor den traditionelle adskillelse af høj- og lavkultur i billedkunsten ikke synes at være så klar.
I Tokyo besøgte jeg det fine og store bymuseum Edo-Tokyo Museum. Her var der bl.a. full-size replikaer af boghandlere fra den sene Edo-periode (1603 til 1867), samt en masse gamle bøger i glasmontrer, og det interessante var hvor billedbårne bøgerne var (i modsætning til samtidige bøger i Europa). Det var ikke tegneserier, men det var billedbøger til voksne, og i en stil, der ikke ligger langt fra tegneserien.
Se fx her: https://www.smithsonianmag.com/smithsonian-institution/would-you-like-to-browse-an-edo-period-japanese-bookstore-16124859/
Og de største japanske kunstnere i Edoperioden var ukiyo-e kunstnere som Hokusai (ham med Bølgen) og Totsuka. De lavede ikke malerier, men tryk, og Hokusai fik blandt andet udgivet 15 bind med sine meget tegneserieagtige skitsebøger. Billederne havde i høj grad fokus på hverdagssituationer, og fordi de samtidig udkom som tryk og bøger, var de fra starten af en form for massekultur, hvor den samtidige kunst i vesten jo var enkeltværker bestilt eller købt af rige mæcener.
Visuelt er det tegneserieagitge i ukiyo-e kunsten også tydelig: klare konturstreger, flade farver, ofte frække beskæringer og kompositioner (Bølgen!) og et fokus på det historiefortællende i illustrationen. Det er sgu noget andet end et statisk helfigur-portræt af en konge, malet i olie.
Så min løse tese, (der i podcasten kom lidt forsimplet ud) er, at hvor europæiske og amerikanske tegneserier udspringer af en trykt tradition for satire og børnebogsillustrationer, har de japanske mangategnere i høj grad kunne trække meget direkte på japansk kunst som sådan. Og at den manglende adskillelse mellem høj- og lavkultur i Japansk kunst også er en af grundene til, at Japan, sammen med Frankrig og Belgien, måske er det land hvor tegneserien er mest udbredt og anerkendt.
Puha, det blev langt. Man kunne ønske sig en kunsthistoriker med tegneserieforstand (jeg kan komme på en enkelt) kunne kvalificere eller gennemhulle den tese.
Jeg har naturligvis Carlsen albummene med Johnny Hazard og diverse seriemagasinet og SM Solo med Johnny Hazard. Men de smukke avisstriber og søndagsplancher er ombrudte og yder ikke Robbins vidunderlige tegninger den respekt, de har fortjent. Vil man virkeligt nyde Robbins tegnekunst fuldt ud på dansk, bør man anskaffe sig de af forlaget Carlsen udgivne “Comics” album, der i sin tid præsenterede diverse avis serier for et dansk publikum. Vil man have Hazard i farver, så er det bare med at komme ud på loppemarkederne og anskaffe sig efterkrigstidens illustrerede familie journaler. Smukt tryk og ingen beskæringer eller tiltegninger.
Hej Kristian
Tak! Din tese er hermed bedre forstået herfra. Den er god! Der er desuden nogle sindssygt gode tegninger i linket, du lagde op.
Er man først at begyndt at nørde, kan det være svært at stoppe igen. I youtube-foredraget herunder, påstås det faktisk, at den japanske tegneserie-tradition i virkeligheden er en udvikling af den europæiske(?):
“An Englishman invited contemporary manga. Don’t let anybody tell you otherwise!” (1:45 min)
https://www.youtube.com/watch?v=dTp25fd00qU
Hvis det er sandt, så udelukker det selvfølgelig ikke at japanerene efterfølgende har lavet en syntese af den lokale tradition og den europæiske tradition, så tesen kan være valid alligevel 🙂
Puha, det er er noget kompliceret noget, det der med tegneserie!
Ja, det er jo interessant, hvis det er europæere og den europæiske satiretegningstradition der kickstarter de japanske tegneserier. Især for japanske tegneserier jo siden hen har udviklet sig forholdsvis isoleret fra europæiske og amerikanske tegneserier, og på mange måder er sin hel egen ting (men Tezuka var også inspireret af bl.a. Tintin som jeg forstår det).
Alle superhelte-filmene kommer selvfølgelig til Japan, men vestlige tegneserier fylder meget, meget lidt på det japanske tegneseriemarked, og den eneste vestlige tegneserie der virkelig synes at være brudt igennem i Japan, er Radiserne.
