Mickey og det forsvundne ocean
Comic Factory har overtaget særudgaverne, hvor europæiske kunstnere får lov at udfolde Disneys univers på nye, kreative måder i albumformat. De lægger ud med et fransk-italiensk samarbejde, hvor figurerne måske nok kan genkendes, men ikke så meget andet.
Mickey og det forsvundne ocean er genremæssigt såkaldt steampunk. Historien foregår således i en ikke nærmere specificeret fremtid, ”17 år efter den store konflikt”, mens man samtidig transporterer sig rundt i luftskibe og iklæder sig tøj fra gamle dage. Så i en blanding af 1800-tals scenografi hvor Minnie fx går rundt med kyse, har man samtidig avancerede VR-styrede robotter, såkaldte autoskafer, der søger efter de knappe ressourcer af energikilden koralit.
Grafisk er Mickey og det forsvundne ocean voldsomt lækker. Dels har den fået lækkert udstyr fra Comic Factory med stofryg og lækkert, tykt papir. Dels står tegner Silvio Camboni sig løs med fuld damp på alle knapperne, når siderne bygges op med detaljerede og varierede tegninger. Det spænder over stort set alt fra enkeltbilleder, der fylder to hele dobbeltsider til rammer, der fletter ind over hinanden. Ud over at han tidligere har arbejdet for Disney, udgives han for øjeblikket på dansk i serien Den ekstraordinære rejse (E-Voke), sidstnævnte i samarbejde med forfatter Denis-Pierre Filippi, der også er makkerparret bag dette særalbum med Disneys figurer. Selve figurerne står knivskarpt og stærkt genkendeligt, og det er tydeligt, at Camboni har deres former og mimik siddende på rygmarven. Derudover er der til gengæld skruet på alle andre knapper, så resten af universet fremstår sprudlende og forfriskende.
Historien er på mange måder helt og aldeles løsrevet fra det klassiske Disney-univers. Så ud over at karaktererne naturligvis kan genkendes, er der ikke meget Anders And & Co. over albummet. Mickey, Minnie og Fedtmule er underdogs, der kæmper for at finde koralit i havets dybder, før den onde Sorteper får fingre i det. Fedtmule er ingeniørtypen, der får bikset deres autoskaf (en fjernstyret robot) sammen, så Mickey kan foretage det afgørende dyk ned i Afskygraven med VR-briller på. Her skal de finde et særligt artefakt før Sorteper, så de kan vinde en konkurrence.
Vendepunktet kommer, da trekløveret bliver nødt til at slå pjalterne sammen med Sorteper, da den endnu mere skumle Lucifer får vendt tyngdekraften, så alt på jorden inklusiv vandet svæver frit rundt i luften. Realistisk? Nej. Spændende? Delvist, men svært at se, hvorfor det lige skal leveres med figurerne fra Disneys univers. Flot lavet? Absolut! Til gengæld meget tidstypisk, at en verdensomspændende naturkatastrofe skal forhindres af heltene, så selv om den foregår i fremtiden med fortidens visuelle setup, er den ret klart cli-fi til nutidens læsere. Knappe energiressourcer og uregerlige vandmasser er i hvert fald temmelig aktuelt.
Der er løbet meget vand gennem floden, siden Mickey debuterede i Steamboat Willie for knap 100 år siden, til han nu er blevet til steampunk Mickey. Hvis Disneys figurer skal overleve endnu 100 år, så er det dog næppe en helt tosset ide at afsøge forskellige nye muligheder for dem. Mickey og det forsvundne ocean henvender sig til den voksne læser, der kender universet, men er interesseret i en luksusudgivelse, hvor der er lagt mere tid og flere kræfter i arbejdet end i en typisk ”gammeldags” historie. Det leverer Filippi og Camboni til fulde uden decideret at overbevise om, at det nødvendigvis er Disneys univers, der skal redde menneskeheden og tegneseriemediet de kommende 100 år.
