STOÈ ORKÉO! Det er intet mindre end tegneseriens hellige gral som er fokus for dette afsnit om Moebius’ Major Fatal, eller Den hermetiske garage, der blev publiceret episodisk fra 1976-1978 i Métal Hurlant. ‘Garagen’ er kulminationen på hans ‘masturbatoriske periode’ og er en visuel udladning uden sidestykke, der regnes for hans hovedværk og som er uomgængelig hvis man interesserer sig for tegneserier og visuel kultur.
Hvad er det der gør, at den fyrre år efter udgivelsen bliver ved med at fascinere og drage læsere? Hvad er det helt særlige Moebius kunne og som stadig inspirerer ti år efter hans død? Hvilken betydning havde ‘Garagen’ for Moebius’ eget værk? Og hvad er meningen med det hele?
Både nye og gamle læsere kan begynde her, men det vil være en fordel at have tegneserien indenfor rækkevide, når Radio Rackham er rejseførere på ekspeditionen. Vi tager tropehjelmen på og bevæger os ned gennem de mange lag på jagt efter Major Grubert, Jerry Cornelius og Moebius/Jean Giraud, i et beruset forsøg på at forstå sammenhængene og finde nøglen til værket.
Lyt med når vi kortlægger universet og kigger nærmere på den mytologiske konstellation af elementer, der reflekterer både Girauds westernserie Blueberry og foregriber hans senere værk Inkalen, men frem for alt er en hyldest til en uhæmmet skaberkraft. Vi garanterer, at det vil forårsage en defintiv forandring af virkeligheden!
Wivel har skrevet en del om Giraud og Moebius, bl.a. dette essay fra 2008 om Garagen, der først så dagens lys i The Comics Journal, men også om hans første cyklus, med Jean-Michel Charlier, i Blueberry-serien, såvel som hans afsluttende, “Mr Blueberry”. Og så skrev han nekrolog, da mesteren døde i 2012, både på dansk og engelsk.
Følg Radio Rackham på Instagram og tilgå det historiske arkiv her. Radio Rackham er støttet af Statens Kunstfond.