Femi-nichen ser nærmere på Ina Korneliussen, hvis tegneserier handler om omsorgsarbejde og hvordan hjemmets trygge rammer kan føles som et fængsel.
Da et af landets nyeste tegneserieforlag (tænk, at der er flere!), Hunov & Haffgaard, meldte sig på banen, var jeg begejstret over at se Der findes ikke monstre af Ina Korneliussen blandt deres første udgivelser. Jeg havde fulgt hendes arbejde på Instagram, især når hun deltog i diverse tegne-udfordringer på initiativ fra tegneseriekollektivet Yngel. Og så havde jeg netop, gennem pandemi-zinefesten Zines on Wheels, anskaffet mig hendes lillebitte selvudgivne Æg. Jeg var klar til mere Korneliussen. Og nærmere bekendtskab har kun gjort mig mere spændt på at følge hende!
Hjemmet som fængsel
Jeg fik Der findes ikke monstre ind af døren og slugte den korte, fermt fortalte historie. Så bladrede jeg lidt i den. Fandt Æg frem og genlæste den. Læste i Der findes ikke monstre igen. Jeg kunne ikke rigtigt slippe historierne, trods de er små og grænsende til det banale. I Æg: kvinde finder mystisk kæmpe-æg, forsøger uden held at artsbestemme og udruge det, lader det fylde alt for meget i sit liv for en tid, glemmer det til fordel for andre ting og finder endelig en form for accept af, at hun ikke forstår dets natur. I Der findes ikke monstre: frustreret specialestuderende mor i kernefamilie indleder seksuel affære med monsteret under sit barns seng, indtil monsteret bliver vinterdepressivt og hun kommer videre i sit liv, trods monsteret (muligvis?) stadig lurer et sted i huset.
Fra ‘Der findes ikke monstre’
Begge historier er korte og i små formater. Begge fortæller ret ligefremt, uden de store chokafsløringer eller vilde udfordringer af tegneserieformen. Begge er, når jeg tænker over det, vildt uhyggelige.
Ikke fordi der er horrorelementer, som sådan. Monsteret er en form for sort tentakelvæsen men – som alt i Korneliussens 70er-lækre streg – mere nuttet end noget som helst andet. Sexen er kysk. Ingen kommer til skade. Der er fucking Matador-scener gengivet i blød blyantstreg. Alligevel bliver jeg ængstelig af at leve mig ind i Korneliussens kvinders liv. De er unheimliche – urovækkende, fordi noget tilsyneladende normalt viser sig at rumme noget mærkeligt, uforklarligt, uhyggeligt.
Begge historier er korte og i små formater. Begge fortæller ret ligefremt, uden de store chokafsløringer eller vilde udfordringer af tegneserieformen. Begge er, når jeg tænker over det, vildt uhyggelige.
Korneliussen opnår denne effekt ved at trække på en urfeministisk indsigt: at hjemmets fire vægge kan være et kvælende fængsel. I begge tegneserier følger vi kvinders forsøg på at balancere egne ambitioner og de sociale pligter, der følger med tilværelsen som mor, kone, kvinden i hjemmet. Korneliussen sætter hverdagslivets kønnede omsorgsarbejde i centrum og hendes hovedpersoner skal tage sig af børn, opretholde hverdagens rutiner, være den der holder sammen på det hele. Deres mænd virker søde nok men er stort set fraværende, især emotionelt.
Fra ‘Æg’
Og så er der noget overnaturligt, der bryder ind. Et mystisk æg. Monsteret under sengen. Noget uforklarligt, der drager kvinderne så meget, at de lader alt andet falde. Der er overlagt seksualitet, selv når vi ikke ser en kvinde viklet ind i sorte tentakler. Kvindernes frustration over den arbejdsløshed, der binder dem til deres hjem og deres arbejdende mænd, forløses for en tid.
Kvælende rammer
Men det er ikke det, jeg finder uhyggeligt. Som sagt er der ikke noget visuelt farligt over Korneliussens universer, snarere tværtimod. Men kontraster mellem den hyggelige streg og den strenge sort/hvid slår temaerne an visuelt og giver dem dybde. Korneliussens stil har visuelt slægtskab med Claus Deleuran, men der er også noget Quist Møllersk over de runde, bløde figurer placeret i en verden, der er svær at placere meget præcist i tid. Måske derfor associerer jeg det den særlige stemning af det hjemlige, hvor alting egentlig er okay, men hvor verdens uretfærdighed lurer under overfladen.
Fra ‘Æg’
Der er næsten heller ingen plads at trække vejret i på Korneliussens tegneseriesider. Tegningerne er store og motiverne i dem er store. Personerne fylder rammerne ud, og der er aldrig flere end fire ruder per side i Der findes ikke monstre – i Æg er der kun én rude per side. Sammen med de små formater giver det en visuel blanding af tryghed og uhygge. Mørket kan altid sluge dig.
Selv de erotiske pusterum, der bliver mest eksplicit i Der findes ikke monstre, slår om pligt. Monsteret vil pludselig ikke elske mere, bare ligge på sofaen og se Matador og blive plejet. Den frække affære, som hovedpersonens veninde beskylder hende for at have, viser sig at kræve meget mere, end den giver. Det grænseoverskridende, uforståelige monster viser sig bare at være endnu en mand, kvinden skal tilsidesætte sine egne behov for at tækkes.
Fra ‘Der findes ikke monstre’
Og det synes jeg er uhyggeligt. Det er aldrig rigtigt farligt, nærmere utrygt eller kvælende pænt. Den dynamik er spændende, fordi den er delvist uforløst. Der er ingen nemme udveje her, ingen entydige slutninger. Og jeg glæder mig til at læse, hvad Korneliussen finder på næste gang!
Disclosure: Der findes ikke monstre er tilsendt af forlaget. Æg har jeg købt for mine egne penge.
