Mattéo, første epoke (1914-1915)
Jean-Pierre Gibrat dækker med serien Mattéo op til den store historie om rystelserne i Europa fra 1914 til 1939. Det tegner i bogstavelig forstand uhyre lovende i første album, hvor krig og kærlighed spiller hovedrollerne.
Med Mattéo, første epoke (1914-1915) tager Forlaget Fahrenheit hul på Jean-Pierre Gibrats fortælling om Europa i perioden fra 1. verdenskrig starter til udbruddet af 2. verdenskrig. Gibrat har tidligere fået udgivet en del forskellige værker på dansk (Kragens flugt, Besat af begær m.fl.), men har aldrig fået det helt store gennembrud her til lands. Det kan Mattéo forhåbentlig være med til at ændre på.
Det er et forsøg på at fortælle den store historie ved at zoome ind på den lille. Gibrat følger spansk-franske Mattéo over en periode på 25 år, hvor verdenskrigene, den russiske revolution og den spanske borgerkrig bliver pejlemærker. I første album er det starten på 1. verdenskrig, der er omdrejningspunktet.
Mattéo bor i Frankrig med sin mor, men er spansk statsborger efter sin far. Derfor bliver han ikke indkaldt til hæren, da 1. verdenskrig bryder ud. Der hersker ellers en optimistisk tro på, at Rusland og Frankrig vil sørge for, at krigen vil blive kortvarig. De unge mænd drager derfor frejdigt afsted, overbeviste om at de skal holde jul som sejrherrer i Berlin. Sådan gik det som bekendt ikke. At krig altid er en dårlig løsning, der i første omgang koster mængder af unge mænd livet, men også ødelægger familiernes liv efterfølgende, lægger Gibrat ikke skjul på. Der banker et lige så stort pacifistisk hjerte hos forfatteren Gibrat, som der gjorde hos Mattéos spanske far. Det har delvist smittet af på Mattéo selv, der ikke drages imod krigen – der skal andre ting i spil, før han vender blikket dén vej.
Juliette, som Mattéo er forelsket i, spiller tilsyneladende på to heste – og da den anden, Guillaume, har meldt sig til luftvåbnet, føler Mattéo sig til slut presset til også at melde sig. På ret få sider får Gibrat tegnet et flot portræt af en ung mand, der alene må tumle med beslutningen. På den ene side påvirkes den af hans afdøde pacifistiske far, og samtidig mærker han et pres fra Juliette og byens indbyggere, der alle har sendt deres sønner afsted. Morens tårer formår ikke at holde ham hjemme, dertil er håbet om at vinde Juliette og selvrespekten tilbage for stor. Selv ikke en spansk løsarbejder kan få ham på andre tanker og nøjes bare med lakonisk at konstatere: ”Ja, meld dig dog endelig frivilligt! De store dumheder skal man begå, mens man er ung, så man kan fortryde dem hele livet … hvis man da får den mulighed …”.
Gibrat giver sig god tid til at opbygge fortællingen og personerne, så også bifigurer får liv. Man kunne ellers godt frygte, at når han skal nå igennem 25 år i seks album, ville det blive forhastet. Det forholder sig dog omvendt. Han dvæler ved det sydfranske landskab, som han på smukkeste vis gengiver i afdæmpede efterårsfarver. Den lokale borgmester sender stolt og glædestrålende sin ældste søn i krig og går to sider efter rundt som et tordenvejr i byen, da han har fået besked om sønnens død. På den måde bruger Gibrat hele tiden bipersoner til at fortælle om konsekvenser, så de ikke skal udpensles, antydningens kunst kan i stedet gøre det. Der er en mening med hver eneste person, der introduceres i historien. Det er fortættet og med centrale nedslag, uden at være forhastet.
Mattéo kommer også på slagmarken som menig soldat, hvor krigens rædsler lynhurtigt går op for ham. Det er ikke som hos fx Jacques Tardi udpenslet i detaljer. Hos Gibrat er der tid til at sidde i skyttegravene og vente forgæves på brev fra Juliette, imens andre modtager breve i hobetal. Og da der endelig kommer brev, ville Mattéo have foretrukket tavsheden i stedet. Kampene og turene frem og tilbage fra det samme skyttegravshul beskrives også, der behøves bare ikke voldsomt mange sider, for at meningsløsheden i den manøvre er forstået.
Gibrat er ekstremt dygtig til at dossere sin fortælling, der får personerne til at leve og ånde, så man føler med dem. Dertil er billedsiden en nydelse i sig selv. Han har en sirlig streg, der virker lidt løs og tilfældig, men er millimeterpræcis. I sine relativt store ruder lever alt fra ansigter til landskaber i flotte beskæringer og vinkler. Når man først bemærker det, er det fx påfaldende, hvor sjældent han viser hele ansigtet på den eller de personer, der er i billedet. Naturligvis først og fremmest Mattéo, der modvilligt, og alligevel frivilligt, lader sig involvere i en krig, han ikke har nogen forestilling om på forhånd. Han er ingen stor helt, der skal vinde ære på slagmarken, det handler udelukkende om hans egen personlige skæbne, der tilfældigvis fører ham derud.
Mattéo, første epoke (1914-1915) er rasende flot og velfortalt, så man bliver nysgerrig på, hvor den vil føre hovedpersonen hen fremover. På fransk udkom den i 2008, så det eneste, der ærgrer lidt, er at Forlaget Fahrenheit ikke har udgivet mere end ét album i første omgang.
Del på
