Comic Studies 101: Tegneseriens blå tidsalder

Comic Studies 101 er en ny serie på Nummer 9, hvor Charlotte Johanne Fabricius, der har en ph.d. i tegneserieforskning, tager dig med ind i den sjoveste afkrog af akademia!

 

Velkommen tilbage i forelæsningssalen! I dag skal det handle om superheltetegneserier (men hæng på, selv hvis du ikke læser sådan nogen, for det handler også om, hvordan tegneserier generelt tegnes, distribueres og læses globalt).

Beskæftiger man sig med superheltetegneserier, hvad enten man er fan eller forsker, er det svært at komme uden om begrebet ’Ages’, altså ’aldre’ eller ’æraer’. Serier om superhelte er udkommet nærmest uafbrudt siden slut-1930erne, men de har forandret sig drastisk i takt med tidernes skiften. For at sætte tingene i system, inddeler man genrens udvikling i perioder.

Typisk taler man om The Golden Age, fra Action Comics #1 i 1938 og frem til Dr Werthams berygtede bog Seduction of the Innocent i 1954. Her opstår superheltegenren og begynder at eksperimentere sig frem til, hvordan kombinationen af pulp-helte, science fiction og action-tegneserier kan varieres og markedsføres. Der er fuld tryk på det politiske emner – social uretfærdighed, post-depressions-økonomi, verdenskrig, efterkrigstidens kønskamp. Superheltetegneserier solgte uhyre store oplag i denne periode, men der er næsten ingen originaleksemplarer tilbage i dag.

Superheltegenren var nærmest ved at dø ud i slutningen af The Golden Age, fordi horror, crime og andre, mere ekstreme genrer var mere populære – hør Supersnaks serie om EC Comics og tegneseriehetzen for at blive meget klogere på alt det! Efter branchens censurinstans The Comics Code trådte i kraft, fik superheltene faktisk bedre vilkår. Selvom de skulle være noget mere ’tandløse’, var der stadig fin mulighed for at fortælle historier om maskere selvtægtsmænd. Denne periode kaldes The Silver Age og får alvor fart på, da Marvel Comics brager igennem med Fantastic Four, Spider-Man og X-Men i 60erne.

De fleste kan også blive nogenlunde enige om, at man går fra en Silver Age til en Bronze Age, hvor genren igen taber pusten lidt, engang i 70erne. Og at der sker noget andet – kaldet The Iron Age, eller The Dark Age – fra midt-80erne, med udgivelser som The Dark Knight Returns og Watchmen, hvor alt skal være mørkt og ultravoldeligt og nihilistisk. Allerede her begynder mange fans og forskere dog at skændes om, hvad ting skal kaldes, og hvornår nye aldre begynder og ender.

Man kunne forledes til at tro, at Ages-systemet er en form for kvalitetsstempel. Mest af alt synes det dog at handle om, hvor sjældne – og dermed, for samlere, værdifulde – originaleksemplarer fra en given periode er. Det hænger i hvert fald tæt sammen med The Overstreet Guide to Grading Comics, der beskriver den mest gængse måde at vurdere en superheltetegneseries stand og værdi. Overgangen fra én alder til den næste falder da også tit sammen med en ændring i distributionsform eller teknologisk udvikling i f.eks. farveprint.

Selvfølgelig siger en superheltetegneseries udgivelsestidspunkt også en masse om, hvilken version af genren og superhelten, man kan forvente. Men jo tættere, vi når på i dag, desto sværere bliver det at finde en fællesnævner.

Mest af alt synes det dog at handle om, hvor sjældne – og dermed, for samlere, værdifulde – originaleksemplarer fra en given periode er.

Mindst af alt kan vi blive enige om, hvad vi befinder os i netop nu. Mange bruger udtrykket ’Modern Age’, der ikke rigtigt siger andet end ’det, der sker nu’. Jeg har også set forslag om ’The Event Age’, fordi der efterhånden skal være mindst 2 store tegneserieevents om året. Eller ’The Legacy Age’, for at fremhæve det store antal superhelte, der er nyfortolkninger af klassiske helte – tænk på Miles Morales som Spider-Man, Kamala Khan som Ms Marvel eller Jon Kent som Superman.

Nogen kalder the The Movie Age pga. Marvel’s enorme success med verdens dyreste og mest omfattende film-føljeton-serie, The Marvel Cinematic Universe. Nogen vil mene, at man så kommer lidt langt væk fra tegneserierne, som det jo handler om – og derfor har forskeren Adrienne Resha foreslået en betegnelse, jeg vil bruge tid på her: The Blue Age of Comics Books.

Reshas påstand er, at superheltetegneserier i dag først og fremmest er digitale. De produceres helt eller delvist digitalt, de distribueres digitalt og de læses digitalt. Der er stadig flest af de klassisk ’analoge’ læsere, der købes bladene fysisk måned for måned. Men i stigende grad finder superheltetegneserier deres læsere via platforme som Marvel Unlimited, DC Universe Infinite og Comixology (ikke mindst under de sidste to års pandemi-afledte nedlukninger, papirmangel og brudte distributionskæder). Og fans finder hinanden og kommunikerer direkte med tegneserieskaberne via sociale medier som Facebook, Tumblr og Twitter.

Der er også deraf, det ’blå’ i Blue Age kommer – de tre sociale mediers logoer er alle sammen blå. Resha er selv en af de læsere, der blev superheltelæser på grund af en legacy-karakter – Kamala Khan – og som udelukkende læste digitalt. Hun peger da også på Ms Marvel-rebootet som det omslagspunkt, der for alvor kickstarter The Blue Age.

Det stærke ved Reshas definition er, at den peger på alle aspekter af, hvad superheltetegneserier er i dag. Det digitale gennemsyrer som nævnt hele produktionsprocessen. Selv traditionel samlerkultur bliver i stigende grad digitalt, efterhånden som internetfora, onlinesalg og tweets har erstattet fanzines, lokale samlerklubber og læserbreve med posten. Overalt i vores populærkultur ser vi et skift fra ejerskab til adgang – streaming frem for fysiske medier – og superheltetegneserier er ingen undtagelse.

Og så peger Resha på, at the Blue Age også er der, hvor diversitet kommer i hovedsædet i superheltegenren. Forsøgene på at nå så mange læsere som muligt handler ikke kun om medier, det handler også om repræsentation, både blandt superheltene og blandt de mennesker, der tegner og skriver dem.

Blue Age er ikke en perfekt definition (de findes ikke, især ikke i forskning). Men det er en betegnelse, der både forklarer nuværende trends og lader os stille gode spørgsmål. Hvad betyder det for eksempel at insistere på at samle fysiske eksemplarer i en digitaliseret verden? Hvordan er online fan-fællesskaber anderledes end tidligere perioders fankulturer? Hvad har overgangen fra fysiske tegneseriebutikker til Comixology-app-læsning gjort for at tiltrække andre læsere end de traditionelle? Og hvordan definerer vi overhovedet, hvem der er en ’rigtig’ superheltelæser og en ’rigtig’ superheltetegneserie?

Alt det ligger der i betegnelse The Blue Age. Jeg vil anbefale dig at læse Reshas argument i sin helhed, for det findes gratis på nettet i sin oprindelige udgave (der er siden kommet en fagfællebedømt version, men den er bag betalingsmur). Det er forskning, der radikalt ændrede den måde, superhelteforskere taler om genren netop nu – og det er endda kommet Sana Amanat, medskaber af Kamala Khan, for øre.

Selvom Resha fokuserer på superheltetegneserier, er der god grund til at tænke tegneserier mere bredt ind i definitionen. Selvom print stadig er dominerende i tegneseriekulturer verden over, er der flere og flere tegneserier, der lever helt eller delvist digitalt. Tænk på Webtoon, som vi for nylig har dækket her på Nummer9, eller på danske projekter som Wayfinders Off Course af Snackbag Studios eller Lars Kramhøfts Working Poor. Tænk på skabere som Line Jensen, Stine Spedsbjerg og Line Høstrup, hvis arbejde bygger på Instagram og Blogger. Vil vi forstå tegneserier i dag og hvor de er på vej hen, skal vi tænke blåt.

---

Del på