Fredag den 16. juli kl. 17.00 blænder den charmerende og ultrahippe butik+galleri CMYK kld op for fernisering med nye monstertegninger af det gamle Gul Stue-makkerpar Flemming Dupont og Jan Oksbøl Callesen. Dukker man op inden 17.30, har man mulighed for at lytte til Tormod Holms Tamhools Jazz. Udstillingen varer til den 28. august.
CMYK kld er beliggende i Jægersborggade på Nørrebro, som – hvis man ikke har læst eller hørt sig til det endnu – ligeså stille er gået hen og blevet Københavns svar på Bedford Avenue. Der er med andre ord samtidig rig mulighed for shopping i plade-, tøj- og andre hipsterbutikker, samt at indtage en kop kaffe i Danmarks bedste kaffebar, Kaffekollektivet.