Når man i Vesten læser om manga, japanske tegneserier, hedder det sig altid, at der er én serieskaber, der har stået fadder til hele efterkrigstidens manga; én mand, som alle japanske serieskabere ser op til og lader sig inspirere af, ét menneske, som var det japanske modstykke til Barks, Eisner, Franquin, Hergé og Kirby på én gang. I Japan, hvor dygtige og succesfulde serieskabere æres med betegnelser som sensei (mester), kyosho (maestro) eller osama (konge), blev denne mand kaldt manga no kamisama – tegneseriens gud.
Og guds navn var Osamu Tezuka.
Det var for ikke-japanskkyndige vesterlændinge længe svært at få efterprøvet Tezukas (1928-89) ry, for selv om det efterhånden er en hel del år siden manga begyndte at blive tilgængelig i engelske, franske og også danske oversættelser, så var det ikke Tezukas værker, forlæggerne først kastede sig over.
Men de senere år er der nærmest er sket en eksplosion i antallet af manga-udgivelser på engelsk og fransk. Manga er hot i vesten, og serier som Dragon Ball og Ranma 1/2 er blevet vaskeægte kioskbaskere i tegneseriehovedlandene Belgien, Frankrig og USA. Og langt om længe er også Osamu Tezukas værker begyndt at finde vej til vestlige læsere.
Franskmændene var først ude; fire centrale værker foreligger komplet, to foreligger i udvalg, og udgivelse af et er i gang. Amerikanske udgivere er også kommet med: indtil videre foreligger ét værk komplet, og tre andre er i færd med at blive udgivet. I foråret påbegyndte forlaget Dark Horse en komplet engelsk udgivelse af Tezukas mest populære og kendte serie, Tetsuwan Atom, i vor kulturkreds kendt som Astro Boy.
TUSIND ÅRS BILLEDFORTÆLLINGER
Osamu Tezuka blev født 3. november 1928 i Osaka, men voksede op i Takarazuka, en by kendt for sine varme kilder og sine teatre. Hans forældre tilhørte middelklassen og var kunstinteresserede. Hans mor tog ham med i teatret, og hans far sørgede for at den unge Osamu fik set en lang række film, lige fra tyske eksperimentalfilm til Chaplin-komedier. I en tidlig alder udviste Tezuka et stort talent for at tegne.
Under Anden Verdenskrig var Tezuka for ung til at blive indkaldt, men i slutningen af krigen blev han som mange andre japanske teenagere tvunget til at arbejde i rustningsindustrien, og han oplevede de amerikanske bombardementer af Osaka, som dræbte titusindvis af civile. Det gav ham en dyb afsmag for alt hvad der havde med krig, militær og disciplin at gøre.
Da krigen endte med Japans kapitulation, blev landet besat af USA, og med tropperne kom også den amerikanske filmindustri. Tezuka så bl.a. tegnefilm fra Disney- og Fleischer-studierne, og han nævnte selv disse tegnefilm som en vigtig inspirationskilde. Deres indflydelse på hans tegnestil fornægter sig da heller ikke – en rund, venlig stil med kommerciel appel, men også med en solid sans for design.
Da Tezuka debuterede som serieskaber, var tegneserier bestemt ikke ukendte i Japan, der har en over tusind år gammel tradition for billedfortællinger i form af unikke billedruller (kendes fra 700-tallet) og masseproducerede billedbøger (fra 1700-tallet). Omkring 1900 dukkede egentlige tegneserier op i japanske aviser. Det første japanske blad hvis hovedindhold var tegneserier så dagens lys så tidligt som i 1914, og det mønster, der den dag i dag kendetegner manga, etableredes allerede i 30rne: billige, tommetykke magasiner med dusinvis af forskellige serier trykt på dårligt papir, og flot producerede bogopsamlinger af de mest populære serier.
Men helt frem til Anden Verdenskrig var de fleste af serierne humorserier rettet mod et børnepublikum. Serierne var sjældent længere end én side pr. episode, med seks-otte billeder pr. side som standard, selv om der i 30rne begyndte at dukke enkelte længere eventyrserier op. Visse avisserier og seriemagasiner blev meget populære i løbet af 30rne, men tegneserien var dengang ikke et medium, der på nogen måde blev betragtet som respektabelt.
SKALPEL OG BLYANT
Osamu Tezuka sørgede efter krigen for at få en uddannelse inden for et yderst respektabelt erhverv, nemlig medicin. Han tog en doktorgrad og fik licens til at praktisere som læge, men valgte blyanten i stedet for skalpellen. Egentlig ville han helst have lavet tegnefilm, men i det krigsødelagte Japan var der hverken økonomi eller teknologi til den slags, så det blev til tegneserier i stedet. I 1946, mens han stadig studerede, debuterede Osamu Tezuka som serieskaber med Machan no Nikki i avisen Mainichi. Det var i et helt traditionelt format – en humorserie med fire billeder pr. stribe.
Året efter udsendte den da 18-årige Tezuka Shintakarajima, en tegneseriebog på 200 sider efter et forlæg af Sichima Sakai. Åbningsscenen slog tonen an: Hovedpersonen bruger hele to tekstløse sider på at køre hen ad landevejen og ned til havnen i sin bil. Det var noget helt nyt. I Shintakarajima opfandt Tezuka ganske enkelt den “filmiske” brug af flere billeder, endog flere sider, til at skildre bevægelser og stemninger, som lige siden har karakteriseret den episke manga.
Shintakarajima solgte over 400.000 eksemplarer i det dengang ludfattige Japan og var den direkte anledning til, at mange af de store navne i manga overhovedet begyndte at lave serier. Serieskaber-duoen Fujio-Fujiko, mændene bag den umådeligt populære serie Doraemon, har i deres selvbiografiske serie Manga michi beskrevet, hvordan læsningen af Shintakarajima nærmest var en åbenbaring: “Vi slog op på første side i den bog, vi havde lånt, og var som ramt af lynet! Shintakarajima begyndte med en flydende sekvens hvor unge Pete rasede afsted i sin sportsvogn. Det var Osamu Tezukas debut-udgivelse – en revolution i efterkrigstidens tegneserier!”
Tezuka var sig fuldt bevidst, at han prøvede at udvide mediets grænser. I sin selvbiografi skrev han bl.a.: “Jeg mente, at den eksisterende måde at fortælle serier på var begrænsende. De fleste serier var tegnet som så man en scene i en teatersal, hvor nogle skuespillere gik rundt. Det gjorde det umuligt at skabe dramatisk eller psykologisk dybde, så jeg begyndte at bruge en filmisk fortælleteknik, modelleret efter franske og tyske film jeg så da jeg var dreng. Jeg eksperimenterede med nærbilleder og skiftende vinkler, og i stedet for at bruge ét billede til en action-scene eller til klimakset (som det var normalt at gøre dengang) viste jeg bevægelser eller ansigtsudtryk over flere billeder, endda flere sider […] Resultatet var meget lange serier på 500, 600, endda 1000 sider. Jeg mente også, at tegneseriemediet kunne bruges til andet og mere end at fortælle vittigheder. Så jeg brugte temaer som sorg, vrede og had, og jeg lavede tegneserier, som ikke altid havde en “lykkelig” slutning.”
LØVER OG ROBOTTER
Tezuka spyttede tykke seriebøger ud i et rasende tempo, bl.a. en science fiction-trilogi med de eksotiske titler Lost World, Metropolis og Next World. Her opfandt Tezuka hvad der er blevet kaldt hans “stjernesystem”: De samme figurer dukker op i forskellige roller i forskellige historier. Det blev en løbende, indforstået vittighed i alle Tezukas senere serier; en vittighed som hans japanske publikum værdsatte, men som måske kan virke desorienterende på vestlige læsere, der ikke er vant til den slags påfund.
Tezukas serier vakte opsigt, og han blev kontaktet af udgiverne af to nystartede magasiner for drenge, Manga Shonen og Shonen. Til det første tegnede han i 1950-54 føljetonen Jangaru taitei, der i samlet form endte med at blive over 500 sider lang. Serien følger løven Leo fra fødsel til død, og fortæller om hans kamp for at blive junglens konge som sin far og for at beskytte junglen mod menneskene. Serien er en blanding af komedie og tragedie og allehånde muntre indslag som storvildtjagt, bjergbestigning, cirkusbrande, zoologiske haver og skattejagt, og kærlighedshistorier og drabelige slagsmål er der også plads til. Jangaru taitei vakte begejstring blandt Manga Shonens læsere – og var mange år senere årsag til en større japansk-amerikansk kultur-kontrovers, da det var tydeligt, at Disney-studierne havde lånt kraftigt fra Tezukas historie til filmen Løvernes konge fra 1994 .
I 1951 startede Tezuka i magasinet Shonen hvad der skulle blive japanernes yndlingstegneserie. Tetsuwan Atom er titlen på serien og navnet på hovedpersonen, en robot skabt i opfinderens afdøde søns billede: drengen Tobio bliver dræbt i en trafikulykke og hans far, videnskabsmanden dr. Tenma, konstruerer en kopi; en menneskelignende robot-dreng der kan både tænke og føle. Robottens “fødselsdag” er 7. april 2003. Da dr. Tenma indser, at den ikke kan erstatte hans søn, sælger han robotten. Den bliver reddet fra et robot-cirkus af professor Ochanomizu, der giver “Tobio” hans nye navn, Tetsuwan Atom (“mægtige Atom”). Atom går i skole som andre drenge, men hans superkræfter og flyveevner gør, at han bliver indblandet i det ene eventyr efter det andet.
Tetsuwan Atom er gennemsyret af den humanisme, der findes i alle Tezukas værker – heltene har fejl og mangler og skurkene er sjældent rigtigt onde. Tetsuwan Atom slås heller ikke for frihed eller lov og orden som de amerikanske superhelte, men for fred – han prøver som regel at tale skurkene til rette. Men Tezuka leverede også varen: Tetsuwan Atom er en stribe forrygende og morsomme science fiction-eventyr for alle raske drenge med alt hvad dertil hører af gale videnskabsmænd, tidsrejser og robotter i kæmpeslagsmål.
Tetsuwan Atoms enorme popularitet betød dels, at Tezuka tegnede i alt 100 afsnit af serien, der kom til at løbe helt frem til 1968, dels at andre serieskabere efterlignede ideen i en sådan grad, at robot-serier er blevet en hel genre i Japan.
Tetsuwan Atom og Jangaru taitei er hvermandseje i Japan, på samme måde som Disney-serier er det i Danmark. De fleste japanere under 50 har læst serierne eller set tegnefilmudgaverne, og alle kender figurerne – i dag reklamerer Tetsuwan Atom for telekommunikation, hans smilende ansigt findes på alle tænkelige produkter, og Japans kendteste baseball-hold, Seibu Lions, bruger en af løverne fra Jangaru taitei som logo.
DÅDYRØJNE OG DOSTOJEVSKIJ
I 1952 flyttede Tezuka til Tokyo, og i takt med at hans salgstal steg, blev han nærmest belejret af forlæggere og redaktører. Tezuka sprudlede af ideer, og han leverede et utal af serier til de mange nye blade og forlag, der skød op efterhånden som Japans økonomi kom på fode. Osamu Tezuka var simpelthen rette mand på rette tid og sted.
I begyndelsen af 50erne lavede Tezuka tegneserieudgaver af Goethes Faust og Dostojevskijs Forbrydelse og straf. Kombinationen af Tezukas runde, børnevenlige tegnestil anno 1953 og det højstemte indhold i Goethe og Dostojevskijs romaner, og Tezukas vane med at placere vittigheder midt i de mest seriøse sekvenser, kan nok virke en kende inkongruent på amerikanere og europæere. Men japanerne var vilde med det, og blandingen af alvor og humor, højpandet og lavpandet, er et kendetegn for mange af Tezukas serier og blev brugt af mange andre japanske serieskabere.
En anden af Tezukas serier, der kom til at danne præcedens, var Ribon no kishi, der i 1953-56 gik som føljeton i Shojo Club, et nyt magasin for piger. Hovedpersonen er prinsesse Safir, der bliver født som kongens og dronningens eneste barn i et ikke nærmere angivet europæisk land, der har mandlig arvefølge. Altså må Safir give sig ud for at være dreng og tronarving, med store forviklinger til følge.
Med Ribon no kishi skabte Tezuka den såkaldte shojo-genre. Det romantiske europæiske miljø, hovedpersonens kæmpestore dådyrøjne og figurens kønslige tvetydighed er blevet faste indslag i japanske serier for piger – i Rumiko Takahashis 90er-mega-bestseller Ranma 1/2 er hovedpersonens evne til at skifte køn således hele seriens bærende idé.
Ribon no kishi blev et stort hit, og historien blev opført som ballet og som radiospil. Tezuka genoplivede serien igen i 1958 og 1963-66 i bladet Nakayoshi, og i 1967 blev Ribon no kishi til tegnefilmserie.
I øvrigt benyttede Tezuka senere de mange genudgivelser af sine serier til at omtegne og nyfortælle sekvenser og hele kapitler i både Ribon no kishi og Jangaru taitei, så begge serier foreligger i flere versioner, der føjer nye facetter til historierne eller appellerer til forskellige grupper af læsere.
ANIME
I 1959 blev Tezuka kontaktet af filmselskabet Toei, der gerne ville lave en tegnespillefilm over en af Tezukas kortere serier, Saiku-Yi fra 1953. Tezuka sagde ja mod at få lov til at instruere filmen. Saiku-Yi blev udsendt i 1960 og var den tids mest succesfulde japanske tegnefilm. I et par år arbejdede Tezuka for Toei, og det blev til en håndfuld film, men som Tezuka senere sagde: “Det var film bygget over mine serier, men det var ikke mine film, det var Toeis.” Tezuka og Toeis veje skiltes derfor.
Tezukas første helt egen film var den 40 minutter lange Aru machikado no monogatari fra 1961. Det var med Tezukas egne ord “en meget sær og eksperimenterende film” med et klart antikrigs-tema. Filmen gav Tezuka en hel del opmærksomhed og sikrede ham økonomisk støtte til sit nystartede produktionsselskab, Mushi.
Mushi var den spæde begyndelse på Japans tv-animationsindustri, i dag verdens suverænt største. Det økonomiske boom, der startede i slutningen af 50erne, udbredte moderne luksus som tv-apparater til de fleste hjem, og Mushis første projekt var en tv-tegnefilmserie – Japans første. Det var (selvfølgelig) Tetsuwan Atom. De 193 afsnit blev en kæmpe publikumssucces og cementerede Tetsuwan Atoms status som popkulturelt ikon i Japan. I 1965 fulgte Tezuka op med en Jangaru taitei-tegnefilmserie – i modsætning til den sort/hvide Tetsuwan Atom var den i farver, og endnu engang var en succes i hus. Begge serier blev i løbet af 60erne og 70erne vist i over 20 lande i Østasien, Europa og Nord- og Sydamerika – hos amerikanerne og europæerne under titlerne Astro Boy og Kimba. Især i USA fandt de et stort publikum – som dengang knapt opdagede, at serierne var japanske, og da slet ikke, at de var tegneseriefilmatiseringer.
Tezukas tegnefilm etablerede den gældende norm i Japan: en succesfuld tegneserie bliver altid lavet til tegnefilm, enten i form af en tv-serie eller en biograffilm. Næsten alle japanske tv-tegnefilm er bygget over tegneserier, og længe før manga blev kendt uden for Japan, var tegnefilmene udbredt i den halve verden, enten på tv eller i form af købe-videokassetter.
Med serien W3 fra 1965 om tre rumvæsener, der kommer til Jorden forklædt som henholdsvis and, hest og kanin (!), skabte Tezuka et andet mønster, der gælder nu om dage, nemlig den tætte koordination mellem manga og anime, som tegnefilm kaldes i Japan: W3 kørte som tegneserieføljeton samtidig med, at tegnefilmserien blev vist på tv.
Engagementet i tegnefilmene betød ikke, at Tezuka slækkede på tegneserierne. Han spøgte selv med sit forhold til de to medier ved at sige, at manga var hans kone, mens anime var hans elskerinde.
Også i 60erne startede han talrige serier, og selv om Tezukas tegnestil altid kunne genkendes, afprøvede han forskellige stilarter lige fra det hyperenkle og runde til det mere naturalistiske.
FUGL FØNIKS
I 1967-73 udgav Tezuka sit eget serieblad, COM. Her offentliggjorde han sit mest ambitiøse og komplekse værk, Hi no tori – japansk for “ildfugl”, mytologiens Føniks. Tezuka havde puslet med serien allerede i 1954, og kom til at arbejde på den helt frem til sin død.
Hi no tori handler om intet mindre end meningen med livet, et emne der kræver plads – det blev til 12 historier på i alt over 3000 sider. De første seks blev trykt i COM i 1967-72, de næste fem i Manga Shonen i 1976-80 og den sidste i litteraturbladet Yasei no jidai i 1986-88.
Det gennemgående tema i de 12 historier er menneskenes søgen efter Føniksen, hvis blod kan give evigt liv. Hver historie har sit emne og sin tone og kan læses helt uafhængigt af de andre, men allerede i 1969 anbefalede Tezuka folk at læse serien samlet, når den engang var færdig. Tezuka lavede først starten og slutningen: Første bind foregår i Japan i 200-tallet, det næste foregår fra år 3404 og frem, det tredje i 300-tallet, det fjerde i det 26. århundrede og så videre frem og tilbage, mens vi nærmer os nutiden.
Hi no tori er en buddhistisk farvet serie om karma, skæbne og reinkarnation, og de samme figurer går igen i reinkarnationer i alle episoder. Tezuka byder på historier fra fortidens Japan om buddhismens indførelse og borgerkrigen i det 12. århundrede og på fremtidsvisioner om reality-tv-shows hvor mennesker og kloner slår hinanden ihjel, om rumrejser og hele Jordens undergang og genfødsel. Alt sammen med Føniksen som tilskuer og deltager, og fortalt med passion og humor.
Hi no tori er også et eksperiment i fortælleteknik, og et fuldtud vellykket et. Der er fejende flotte sidelayouts og billedkompositioner og store spring i tid og rum. Tezuka kaldte selv Hi no tori for sit livsværk, og serien er da også en opvisning i, hvad en sand mester kan gøre med tegneseriemediet. I Tezukas tidlige serier kunne de mange forskellige indfald af og til resultere i ujævnheder, men i Hi no tori går alle de vidtspændende elementer elegant op i en højere enhed.
Tezuka fandt også tid til Mushi, der ud over tv-serierne i 1969 og 1970 lavede to tegnespillefilm til biograferne: Senya ichya monogatari frit efter 1001 nats eventyr og Cleopatra om den berømte ægyptiske dronning. Begge film var stilet mod et voksent publikum, og indeholdt helt i tidens ånd gode portioner sex og vold. Da Cleopatra blev udsendt i USA, fik den æren af at blive den første tegnefilm, der blev forbudt for børn (Ralph Bakshis Crumb-filmatisering Fritz the Cat blev den anden nogle få måneder senere).
Filmene tog i øvrigt livet af Mushi. De var flot og dyrt producerede, og økonomien løb ikke rundt. Tezuka var kunstner, ikke forretningsmand, og han havde løbende sat penge til ved at bruge store summer på at lave tv-animation, der lå over den gængse standard i 60erne.
Tezuka startede prompte et nyt selskab, Tezuka Productions, men overlod klogeligt den praktiske ledelse til andre. Tezuka Productions stod bag alle Tezukas senere film, og tog sig også af rettighederne til hans figurer, som det japanske erhvervsliv gerne ville købe licens til at bruge til produkter og i reklamer.
BUDDHISME OG LÆGEKUNST
Også i 70erne kom der mange nye serier fra Tezukas hånd.
I 1972-83 lavede buddhisten Tezuka en biografisk serie om Buddha – en roligtflydende, filosofisk serie og en betragtning over livet og universet. Buddha har tematisk en del til fælles med Hi no tori, selv om serierne ellers er vidt forskellige.
Tezuka fik god brug for sin lægeuddannelse i forbindelse med serien Black Jack, der gik i bladet Shonen Champion fra 1973-78. Black Jack er en genial kirurg, der ikke har licens til at praktisere, og som bliver skyet af den øvrige lægestand, men på grund af hans enestående talent opsøger folk ham for at blive helbredt for de særeste ting.
Black Jack virker, sammenlignet med Tezukas andre serier, meget lidt stort anlagt. Hver episode er kun på 20-24 sider, og der er ingen fortløbende historie; hvert afsnit kan læses for sig selv. Men det skal man ikke lade sig narre af. Black Jack-historierne er fortættede små kammerspil, og først og fremmest er serien fremragende underholdning, både på grund af den karismatiske Black Jack selv, og på grund af de utallige vanvittige, kærlige, griske, selvopofrende og egoistiske bifigurer, der passerer revy. Serien udmærker sig ved nogle – for en tegneserie til et blad for unge – uhørt realistiske operationsscener, og var i øvrigt en af de af Tezukas serier, han selv holdt mest af.
I 1980 udsendte Tezuka tegnespillefilmen Hi no tori 2772, ikke en filmatisering af en af afsnittene i tegneserien, men en ny, selvstændig historie i sagaen om Føniksen. Hi no tori 2772 var dyr, stort anlagt og kunstnerisk vellykket, men den voldsomme og “voksne” film blev – helt usædvanligt for noget med Tezukas navn på – ikke nogen kommerciel succes.
150.000 TEGNESERIESIDER
Tezukas produktivitet var enorm.
I løbet af sin 43 år lange karriere tegnede han 150.000 tegneseriesider – et gennemsnit på 10 sider om dagen. Verdensrekord – og et nærmest ufatteligt antal, selv når man tager i betragtning at Tezuka, som alle succesfulde japanske serieskabere, brugte assistenter. Og Tezuka brugte endda kun assistenterne til småting som detaljer i baggrundene eller til at fylde sorte flader ud.
De 150.000 sider er fordelt på 500 serietitler samlet i 400 bøger, og dertil kommer 21 tegnefilmserier og 12 enkelte tegnefilm til tv, 17 tegnespillefilm og 14 korte tegnefilm til biograferne, og 8 tegnefilm direkte til video.
Tezuka sov kun tre-fire timer hver nat, og tilbragte sin tid med at arbejde på tegnestuen, i tegnefilmstudiet eller med at give interviews, holde foredrag eller skrive artikler og essays om serier og tegnefilm. Oven i alt det var han filmkritiker med en fast spalte i filmtidsskriftet Kinema Junpo.
Prisen blev betalt dels af hans familie; hans hustru har fortalt, at hun og parrets børn som regel kun så mand og far i weekenderne, dels af hans assistenter og øvrige ansatte, der ofte måtte arbejde noget nær i døgndrift for at holde trit med Tezukas nærmest overmenneskelige energi og arbejdstempo.
Tezukas stigende fokus på “voksne” emner gjorde, at han i 80erne i en hvis grad måtte se sig overhalet i popularitet af serieskabere som Fujio-Fujiko (Doraemon) og Akira Toriyama (Dr. Slump, senere Dragon Ball). Til gengæld opnåede Tezuka en anerkendelse, der ikke før var blevet serieskabere og manga til del. Allerede i 70erne blev der skrevet bøger om Tezuka, og i dag foreligger et utal af biografiske og analytiske værker om Tezuka og hans virke.
På animationsfronten lavede Tezuka i 80erne bl.a. en helt ny Tetsuwan Atom-tv-serie og en række eksperimenterende kortfilm, hvoraf de humoristiske Broken Down Film og Jumping vakte megen opsigt og vandt priser ved animationsfestivaller verden over.
ADOLF
I 1983-85 skabte Tezuka, hvad der sandsynligvis er tegneseriehistoriens længste og mest komplekse enkeltværk, den 1300 sider lange Adorufu ni tsugu. I den engelske oversættelse hedder serien slet og ret Adolf, og den fortæller om tre Adolf’ers skæbne: Adolf Hitler, den halvt tyske, halvt japanske Adolf Kaufmann og jøden Adolf Kamil. Med den japanske journalist Sohei Toge som fortæller berettes en blanding af fakta og fiktion, der starter i 1936 og først slutter i 1985. Diplomatsønnen Kaufmann og flygtningebarnet Kamil vokser op i Kobe i Japan som venner, men de bliver skilt ad under Anden Verdenskrig og ender som til dødsfjender.
Som en anden Tolstoj-roman rummer Adorufu ni tsugu talrige sideløbende historier og menneskeskæbner og snesevis af fuldt facetterede bipersoner, og er en storslået og gribende skildring af menneskelig storhed og dårskab. Tezuka kommer også ind på noget, der ellers ikke bliver talt højt om i Japan, nemlig japanernes eget forsøg på under krigen at erobre Lebensraum i Østasien, hvilket i brutalitet ikke stod tilbage for Nazitysklands fremfærd i Østeuropa.
Med Adorufu ni tsugu blev Tezukas ambition om tegneserier med litterær tyngde til fulde indfriet. Serien gik som føljeton, ikke i et manga-magasin, men i det hæderkronede nyhedsblad Shukan Bunshun, og da den udkom samlet i fire tykke bind, havnede bøgerne på boghandlernes hylder med litteratur i stedet for hylderne med manga. Serien vandt fuldt fortjent den prestigefyldte Kodansha-manga-pris i 1986 og betragtes i Japan som et af Tezukas bedste værker.
GUDS DØD
Tezuka satte ikke arbejdstempoet ned, og mest markant blandt hans andre nye serier i 80erne er Unico, en børneserie om en enhjørning, den humoristiske science fiction-serie Mitsume ga toru, og Hidemari no ki, en biografisk serie for voksne om Tezukas forfader Ryoan Tezuka, der i de sidste år af shogunatet var den første japanske læge, som praktiserede “vestlig” medicin. Alle tre blev også til tegnefilm.
Tezukas død 9. februar 1989, kun 60 år gammel, vakte ikke megen opmærksomhed i udlandet, men i Japan udbrød der nærmest landesorg – en gud var død. Som læge vidste Tezuka godt, hvad vej det gik, men han arbejdede til det sidste. Han efterlod sig flere uafsluttede serier, bl.a. en Beethoven-biografi og en ny fortolkning af “Faust”.
Tezukas popularitet i Japan er nærmest vokset siden hans død. I 1994 åbnede Osamu Tezuka-museet i Takarazuka, og havde alene det første år 400.000 besøgende. Tezuka Productions laver jævnligt nye tv-serier og biograffilm – både tegnefilm og realfilm – over Tezukas serier. Senest har en Black Jack-tv-serie og en flot helaftenstegnefilm fra 2001 over Tezukas serie Metropolis fra 1949 introduceret en ny generation for Tezuka. Genudgivelser af hans egne nu klassiske tegnefilm på DVD har også vakt fornyet interesse. Alle hans serier bliver løbende genoptrykt, ofte i nye luksusudgaver, og sælger stadig i millionoplag.
Osamu Tezukas vilje til, talent for og succes med at formidle første klasses underholdning, som samtidig var andet og mere end blot underholdning, gjorde i Japan tegneserien til både et milliard-sælgende massemedium, der omhandler alle tænkelige emner, som forbruges af begge køn i alle aldre, og et fuldtud accepteret og respekteret medium på linje med film og litteratur – en status tegneseriemediet, alt andet lige, ikke har andre steder i verden.
Serier for drenge, piger og voksne; science fiction, historie, drama, politik, romantik, filosofi og action; nyskabelser og eksperimenter i indhold og fortælleteknik – Osamu Tezuka beherskede som ingen anden serieskaber før eller siden tegneseriemediet i alle dets mangfoldige aspekter. Gå endelig på opdagelse i hans univers – det er en verden der venter.
Poul Petersen
Artiklen blev bragt første gang i STRIP! #19, 2002 
