Pigen Kirie er til hendes kæreste Shuichi Saitos fars begravelse. Den døde havde i den senere tid forsømt sit job og familie til fordel for en besættelse af spiraler og spiral-mønstre i alle afskygninger. “Vil du vide hvordan min far døde?” spørger Shuichi – og fortæller hvordan han og hans mor fandt faderen rullet sammen i et rundt kar, hver en knogle i hans krop knust. En menneskelig spiral.
Kirie og Shuichi ser op, hvor røgen fra krematoriet stiger mod himlen og danner en spiral der strækker sig hele horisonten rundt.
Hr. Saitos død er bare den første af mange mystiske tildragelser i den lille japanske kystby Kurôzu-cho, alle med udgangspunkt i spiralmotivet. Kirie er centrum for den evigt eskalerende malstrøm af begivenheder, mens Shuichi, der er mærket af sin fars død, spiller Hamlet-rollen som den gale der kan tyde det overordnede mønster: “Spiraler… hele byen er inficeret af spiraler!”
Junji Itos Uzumaki (“hvirvelstrøm”) er oprindeligt en føljeton, der løb i antologien Weekly Big Spirits, og hvert afsnit udgør en selvstændig historie i Kiries liv, men læst i sammenhæng er den en episodisk skildring af Kurôzu-chos deroute – såvel som et uhyggeligt indblik i de mange former og afskygninger spiralerne optræder i vores omgivelser.
Tegner og forfatter Junji Ito fabulerer frit over nøglebegrebet spiraler, og i seriens tre bind bearbejder han det i voksende skala til en overnaturlig horrorfiktion der tåler sammenligning med Itos vestlige forbillede, H.P. Lovecraft.
Snoningerne i et sneglehus bliver til historien om Kiries klasse-kammerat, den underkuede Katayama, der bliver til en kæmpesnegl; slanger der vikler sig sammen i parringsakten har inspireret til den ulykkelige romance om Kazunori og Yoriko, som ikke må mødes for deres forældre.
Vindeltrapperne i et fyrtårn, måden et svingbor snor sig på, mygs sløve flugt, orkaner, svimmelhed, en bils støddæmpere… snart sagt alle konnotationer til spiraler bliver undersøgt og omsat til makabre, snigende uhyggelige eller forstyrrende indlæg i Kiries dagbog:
“I min skole var der en dreng fra syvende, der hed Mitsuru Yamaguchi. Han elskede at springe frem og forskrække folk. Alle kaldte ham Trolden i Æsken. En dag gik det op for mig at han kunne lide mig. Det begyndte snart at gå mig på nerverne.”
Efter en række mislykkede forsøg på at vinde Kiries hjerte beslutter Mitsuru at vise sin kærlighed ved at springe ud foran en bil i fart – og bliver dræbt i sammenstødet. Så grundigt at han bliver viklet rundt om bilens foraksel, og (får man at vide) må skæres ud med skærebrænder. Kirie er ikke tryg ved situationen, og sammen med Shuichi opsøger hun en nat Mitsurus grav…
Den tegnende tandteknikker
Uzumaki er mangaens flagskib i japansk new wave horror som vi kender den fra film som “Ringu”, “Ju-On” (“The Grudge”) og “Dark Water”. Det er ingen overraskelse at en trend som ny japansk horror vil sprede sig fra ét medie til et andet, og Junji Ito har allerede med sit debutværk Tomie sat sig i horror-mangaens førersæde.
I Tomie følger man teenageren af samme navn, fra hun en morgen kommer i skole og bliver mødt af rædselsslagne blikke fra sine klassekammerater. I løbet af denne første episode opdager læseren hvorfor: Ikke nok med at hele klassen har været med til Tomies begravelse kort tid forinden, de og klasse-læreren har også været delagtige i mordet på hende. I de følgende episoder tager den mere og mere forføreriske manipulator blodig hævn over tilsyneladende tilfældige mænd der af vekslende årsager drives til at dræbe hende.
Det var Tomie der på flere planer startede Itos karriere, da han i 1987 vandt Kazuo Umezu-prisen for årets bedste horror-manga, uddelt af shôjo-magasinet Monthly Halloween. Shôjo oversættes almindeligvis som “manga til piger”, men som bladets navn antyder er det ikke en betegnelse der begrænser sig til Min Hest og Barbie; faktisk er teenagepiger et ganske stort segment af Itos læserskare. Heri ligger vel årsagen til at hans hovedpersoner oftest er piger i puberteten.
“Jeg ved ikke hvorfor [shôjo-publikummet] er interesserede i horror,” siger Ito. “Jeg tror at trangen til at se noget skræmmende er en slags instinkt til bedre at modstå farer eller angst for fremtiden. Jeg tror at folk der læser horror er meget på tæerne og har overlevelsesinstinkt. Nogle vil sige “Jeg bliver så bange, jeg kan ikke læse den slags”, og vender sig bort af skræk, så jeg tror ikke nødvendigvis at horrorlæsere bliver let skræmte.”
Den pris Ito modtog, er opkaldt efter Itos eget barndoms-idol , kaldet “Horror-mangaens Gud”, der også sad med i dommerpanelet for prisuddelingen. Et andet forbillede var Hideshi Hino, der i vesten er kendt for den grotesk væmmelige gysermanga Hino Horror.
Selv om Ito således vandt prestige og sine kollegers respekt, fortsatte han med at arbejde fuld tid som tandtekniker frem til 1995, hvor Tomie var færdigtegnet. Han bor ligeledes fortsat i sin fødeby Gifu-ken i Nakatsugawa-provinsen. Både Tomie og Uzumaki er siden filmatiserede, førstnævnte som en serie på syv biograffilm samt fem tv-specials. “Uzumaki”-filmen er med vanlig japansk inkongruens mere i genre med kunstfilm end med traditionel horror.
Sneglemenneskene kommer!
Aficionados af japansk horror vil måske studse over sammenfaldet i tema mellem Uzumaki og den selvstændige opfølger til “Ringu”, “Rasen” (“spiral”). Der er ikke tale om et plagiat, højest en overfladisk lighed. Desuden er der (også i japansk popkultur) tendens til at genbruge hoved- og især navnetræk fra publikumssucceser, så Uzumakis egenart taget i betragtning er eventuelle sammenfald undskyldelige og yderst undselige.
Mens “Rasen” bygger videre på historien om det forheksede videobånd fra “Ringu”, har Uzumaki sin egen apokalyptiske dagsorden; i tredie og sidste bind af den engelske version (forlaget Viz 2001-2002) er Kurôzu-cho blevet et katastrofe-område, lagt i ruiner af gentagne tyfoner (igen en variation af spiralen), og udefra kommende nødhjælpere finder byen fuldstændigt anderledes fra den tidligere provins-idyl. Det er umuligt at få radio- og telefonisk kontakt med omverden, alle transportmidler der trænger ind i byen ødelægges af hvirvelvinde, og selv naturlovene er forandrede. Kurôzu-cho har lukket sig om sig selv, som spiralen drejer om sin egen midte – i dette tilfælde den mystiske Guldsmedesø, som er forvandlet til en malstrøm efter at have opslugt tyfonerne.
For at gøre kontrasten til den almindelige verden fuldstændig, følger vi nu for første gang historien fra et andet synspunkt end Kiries. En journalist fra Tokyo, der er kommet til Kurôzu-cho for at dække “natur”-katastrofen, ser med friske øjne de rædsler, Kirie som hærdet overlever er blevet vænnet til. Desperation driver de overlevende til egoisme, ja, vanvid.
I de århundredegamle rækkehuse, der står upåvirkede tilbage efter orkanernes rasen, trænges folk om den sparsomme plads. Eneste løsning er at udbygge husene i forlængelse af hinanden, og set fra luften viser et velkendt mønster sig i nybyggeriet. Af de få der ikke kan finde ly, bliver de langsomste inficerede af spiralen, og forvandles gradvist til kæmpesnegle. Bander der har lært at “ride” på de spontant dannede tornadoer hærger bytomten, og frådser i sneglemenneskenes kød…
Japanske kvinder er uhyggelige!
Ifølge eget udsagn er Junji Ito mere optaget af usikkerhed og behovet for eller lysten til at vise sig, end af temaer som besættelse og fremmedgørelse, man som læser ellers vil forbinde med hans serier. Ito har sagt i interviews at han foretrækker at lave historier der viser det uhyrlige i det ordinære, og hans interesse i karakterbrister er netop det, der giver hans manga en dimension udover det rene gys. Fordi han fortæller med udgangspunkt i menneskelige følelser (uanset om de er socialt acceptable) er identifikationen med Kiries fjender på plads, og netop fordi man mod sin vilje forstår deres motivation er deres handlinger så meget mere grænseoverskridende. Fortæller-grebet forstærker blot dramaet – i Tomie den hævnende genganger, i Uzumaki spiraler, og i Itos seneste længere værk, Gyo (2001), en invasion af fisk på ben!
Som al god horrorfiktion beskæftiger Itos værker sig med alment menneskelige tilstande, overdrevet til det groteske/ absurde, men sublimt underspillet, der ubemærket kan sno sig ind i læserens hjernevindinger. “Jeg bliver bare inspireret af min egen hverdag. En idé kan komme fra noget jeg hører i radioen. Det er interessant at tage en ting og se den fra den modsatte vinkel. Jeg prøver ikke eksplicit at gengive uhygge eller komme med idéer der vil vække rædsel. Hvis jeg får et interessant indfald følger jeg det, og tilføjer måske et horror-element senere. Så personligt er jeg ikke helt klar over, hvad man regner for uhyggeligt.”
Uanset Itos påstand om det modsatte, giver hans værker i hvert tilfælde indtryk af at han ved hvad han gør, når Uzumaki på flere planer spejler sig i spiralformen: I New Age-symbolik tolkes spiraler som en vekslen mellem aktiv udadvendthed og passiv refleksion. Mens hvert enkelt afsnit i begyndelsen af Itos serie således er punktnedslag med hver sin manifestation af spiralen, bliver handlingen gradvist mere omfattende efterhånden som mønsteret spreder sig, også i den overordnede fortællestruktur. Samtidig bliver Kirie viklet dybere og dybere ind i fænomenet der forandrer hendes hjemby, men da hun når centrum er det ikke sikkert, der er en vej tilbage.
Men hvad kan skræmme en mand, der har som sit levebrød at spille på sine læseres nervetråde? “Mørke! Jeg bliver stiv af skræk hvis jeg skal på toilettet om natten,” siger Ito. “Jeg er typen der let bliver bange. Derudover synes jeg japanske kvinder er det uhyggeligste i verden!”
Allan Haverholm
Artiklen har tidligere været bragt i Tegneserietidsskriftet STRIP! #31, 2005. 
