Så skal de amerikanske pandaer til at passe på. Om ganske kort tid udkommer Mikael Wulff og Anders Morgenthalers grænsesøgende stribe i både fysiske og digitale aviser i Guds eget land.
Wulff og Morgenthalers amerikanske drøm bliver meget snart til virkelighed efter ti års hårdt slid med striber om panda-S/M, børnedræbende sæler og andet godt fra satiregenrens mere slibrige skuffer. De er netop kommet i stald hos tegneserieagenturet Universal UClick, der også huser så prominente serier som Steen og Stoffer, Doonesbury, Radiserne, Gary Larson og Garfield.
Ifølge Søndagsavisen, drejer det sig om mere end 71 amerikanske aviser, der vil nyde godt af Wulffmorgenthalers helt specielle form for livsvisdom og perverterede syn på tilværelsen.
I Danmark har vi kunne hygge os med Wulffmorgenthalers striber i bl.a. Politiken, og sandelig om det ikke også var de to herrer, der i sin tid opfandt den kradsbørstige flodhest og kultfigur, Dolph.
Om Dolph skal med til staterne melder historien ikke noget om. Men det ville være ret sikkert at sætte penge på, at de amerikanske avislæsere godt kan vænne sig til at morgenkaffen krydres med pandaer i diverse seksuelle og/eller voldelige situationer.