Danske tegneserieskabere sender vanen tro en delegation til den amerikanske festival, der i år er kommet under ny administration.
Når tegneseriemuseet Museum of Comic and Cartoon Art åbner dørene for deres årlige festival, strømmer vækstlaget til. Det handler om at vise, hvad man kan, også for de danske serieskabere, der denne weekend sendes til New York af Danske Tegneserieskabere og Kunststyrelsen.
I år tæller delegationen følgende blanding af mere eller mindre garvede rotter: Frank Madsen, Sussi Bech, Anders Brønserud, Ole Comoll, Lars Jakobsen, Ina Korneliussen, Thierry Capezzone, Peter Madsen, Thomas Pedersen, Tatiana Goldberg og Henrik Rehr, der også er tovholder på den danske deltagelse.
De kommer til at opleve en festival under ny ledelse. Det amerikanske Society of Illustrators har overtaget både museet og festivalen, der følger med, og de har taget en række nye initiativer, ikke mindst til en ny MoCCA-pris uddelt af en distingveret jury.
Så må tiden vise, hvad deltagelsen bliver en succes for det danske serieskaberslæng. Historien byder i hvert fald på et par markante succeshistorier – fra Rikke Bakmans franske udgivelse af “Glimt” til Lars Jakobsens amerikanske kontrakt på “Mortensens mondæne meritter”-albummene.