Fred i 1983.
Fred, den græsk-franske skaber af Le Petit cirque og Philémon (da. Nikolaj) og en af tegneseriens store surealistisk-formalistiske troldmænd døde tirsdag i en alder af 82.
Frédéric Othon Théodore Aristidès blev født i Paris af græske forældre. Han udviklede tidligt en interesse for at tegne og leverede i en årrække tegninger til en længere række franske og internationale blade og magasiner, bl.a Ici Paris, France-Dimanche, The New Yorker og Punch. Han gjorde en markant skikkelse blandt en generation af store tegnere, der også talte Roland Topor, Wolinski, Reiser, Cabu og Gébé. Det var som tegner for det legendariske studenterblad Quartier Latin at han mødte Professeur Choron, der i 1960 startede det banebrydende satireblad Hara-Kiri til hvilket han hyrede Fred som billedredaktør. Det var her, at han for alvor begyndte at tegne serier.
Familiens daglidag i manegen. Fra Le Petit cirque
Hans fornemste værk i disse år, og muligvis overhovedet, var Le Petit cirque (‘Det lille cirkus’), der blev trykt i Hara-Kiri mellem 1964 og 1966. Serien består af en række korte fortællinger centreret om en lille omrejsende cirkusfamilie, der på allegorisk vis reflekterer Freds egen immigrantfamilie, dens strukturer, normer og oplevelser. Det var her han for alvor fandt sin stemme som surrealist i tegneserieform. Alle hans værker søger drømmens logik, er fabulerende i fortællingen. De bygger ofte på billedliggørelser af begreber og begrebsliggørelser af konkrete forhold — ord og billeder, med andre ord. Som det nu hør og bør sig i tegneserier.
Dette er i særdeleshed tilfældet i hovedværket, den seksten bind lange serie om drengen Philémons odyssé gennem et ‘ordhav’ baseret på bogstaverne i ‘Océan Atlantique.’ Serien fandt sin begyndelse i René Goscinnys Pilote i 1966, hvor den skulle blive det meste af sin levetid frem til først i firserne. Senere kom flere historier til, de sidste udgivet direkte i albumform. På dansk udkom i løbet af firserne den første håndfuld af bindene i serien under titlen Nikolaj.
Philémon er en af tegneseriemediets store formalistiske værker, en art udforskning af tegneserien som sprog. I den kombinerer Fred sin drømmeagtige grundtone med spektakulære formeksperimenter. Et af grundmotiverne er gennembruddet mellem den normale verden — Philémons franske landliv — og ordenes sært symbolske verden, hvor alt kan ske. Dette sker ofte på ved overrumplende brud på billedkontinuiteten, hvor figurerne finder ind bag rammerne eller bevæger sig rundt i fantasifulde sidelayouts, der i deres helhed antyder en større virkelighed end den, de ummidelbart selv ser. Fred eksperimenterer også med voldsomme svingninger mellem total- og nærbillede, såvel som radikale stilskift og inkorporerer således ofte gamle xylografier, kobberstik og fotografi.
Sidelayoutet billedligør her gennembruddet til ordhavet i Philémon.
Philémon er en serie, der ikke længere har tiden med sig. Den psykedeliske ørkenvandring den i længden præsenterer er simpelthen for ensformig og menneskefjern. Det var tydeligvis en serie, der havde sin tid for sig, men også en serie det ville være synd at glemme, da dens opfindsomhed og sært originale vision til stadighed udfordrer.
Sideløbende med Philémon tegnede Fred sorthumoristiske gags til Pilote, hvoraf en del er samlede i albummet Le Fond de l’Air… et Fred. Han fungerede også som forfatter på serier af folk som Jean-Claude Mézières, Georges Pichard, og ikke mindst Alexis med hvem han skabte den surrealistiske trilogi Timoléon (1971-75).
Han forlod Pilote i 1983 og begyndte derefter at udgive sine egne, endnu mere sære serier, som del af fællesskabet H. A. eller Humoristes Asscoiés, en gruppe der særligt talte en række af Frankrigs mere alternative bladtegnere. Dertil kom en række andre serier, bl.a. en tegneserieversionering af den franske 1800-talsforfatter Jules Renards dagbøger.
Fred arbejdede også som sangskriver, fra 1970 og nogle år frem for sangeren Jacques Dutronc, senere med musik for børn, såvel som manuskriptforfatter på en række kortfilm. I slutningen af firserne blev han imidlertid ramt af en svær depression og var i en periode indlagt på en psykiatrisk afdeling. I 1993 vendte han tilbage til tegneserien med L’Histoire du corback aux baskets, der på karakteristisk vis kodede hans depression som surreel allegori. Den blev tildelt prisen for bedste album på tegneseriefestivalen i Angoulême det følgende år — en pris der føjede sig til den grand prix han samme sted var blevet tildelt af sine kolleger i 1980.
Fra L’Histoire du corback aux baskets.
Bortset fra et par enkelte albums og opsamlingsbind sagtnede han i løbet af halvfemserne farten og trak sig stille og roligt tilbage. I 2011 blev han fejret med en monografi Fred, L’Histoire d’un conteur éclectique, samt en række udstillinger, først og fremmest en stor retrospektiv af slagsen på festivalen i Angoulême 2012. Kort før hans død udgav Dargaud hans sidste tegneserie, det sekstende bind i serien om Philémon, Le Train où vont les choses, seksogtyve år efter han sidst besøgte ordhavet.
Fred var altid for mærkelig til at færdes i den franske halvfjerdsergenerations første geled. Han repræsenterede et idiosynkratisk element i anden række, der også talte skikkelser som Francis Masse og F’Murrr, såvel som ganske kortvarigt det senere Monty Python-medlem Terry Gilliam, til hvem han rent faktisk leverede et tegneseriemanuskript i sentresserne. Han besad imidlertid en poetisk tone, der synes mere beslægtet med skaberen af Krazy Kat, George Herriman. Det er nok primært her kvaliteten i hans særlige vision bør søges.
Selvportræt i Le Petit cirque
