Dansk Tegneserieråd har netop annonceret deres første event, efter de fik en stort set næsten helt spritny bestyrelse for halvanden måneds tid siden. Vi har sat den nye forkvinde, Line Høj Høstrup stævne, for at spørge om, hvorfor rådet nu skal til at være quizværter
Line, da du blev valgt til forkvinde sagde du blandt andet, at du vil have fest og farver tilbage i tegneseriemiljøet. I starter med en quiz, hvorfor det?
Pubquizzen er sådan et dejlig enkelt koncept, som alle kan være med på. Derudover er det et arrangement der forhåbentligt gør det let for folk at møde andre tegneserieentusiaster, og for vordende quizmasters at byde ind.
Vi vil gerne gøre Dansk Tegneserieråd mere synligt med events som dette og give vores medlemmer en følelse af at de får noget for pengene, både rent socialt , men måske også i form af diverse medlemsfordele.
Det er den første i en række af quizzer, har I allerede den næste i støbeskeen?
Ja. Ida Dybdahl og Ida Marie Havsager Andersen fra bestyrelsen arbejder på at quizzerne skal være et tilbagevendende arrangement. Det er lidt tidligt at sige præcis hvordan og hvor tit konceptet bliver, men her til den 16. maj skal man huske at hoppe i en superhelte-t-shirt, så er der rabat i baren!
Hvad er quizzernes rolle i Dansk Tegneserieråds større strategi?
Eftersom det danske tegneseriemiljø i høj grad er drevet af frivillige kræfter, er ildsjælene og fælleskabet omkring tegneserien, den vigtigste ressource vi har. Vi drømmer selvfølgelig altid om at få flere penge ind i tegneseriebranchen, men ud fra den nuværende situation, er vores strategi først og fremmest at styrke det “community” vi har i miljøet.
Quizzen er det første tiltag i denne strategi.
Du nævnte også i din forkvindetale, at du vil til at inddrage medlemmerne mere, er det noget quizzerne kan bruges til – eller har du andre planer for medlemsindragelse du vil løfte sløret for?
Et stærkt fælleskab i tegneseriemiljøet er utroligt værdifuldt for både kunstnere, forlag, formidlere, nørder og fans, og jeg tror at dette fælleskab giver folk lyst til at deltage aktivt og bidrage på den ene eller den anden måde.
Det er så skønt at se hvor meget initiativ og frivilligt arbejde der allerede er i form af mini-festivaller, konferencer og meget andet. Vi håber at events som quizzen kan gøre flere tegneserieelskere til en del af dette community og måske inspirere dem til at bidrage til den gode stemning.
Desuden er vi kun 9 mennesker i bestyrelsen, og selvom et tilbageblik på de sidste 10 års arbejde er temmelig imponerende, bliver vi nødt til at have flere mennesker ind over vores projekter, hvis vi skal blive ved med at fremme udviklingen. Vi arbejder stadig lidt på strategien, men vi vil gerne nedsætte nogle arbejdsudvalg, hvor folk udenfor bestyrelsen kan hjælpe til på konkrete projekter eller ud fra interesseområder – fx tegneserieformidling, fondssøgning, udenlandske festivaller og lignende.
Så ud over at styrke fælleskabet, håber jeg at Dansk Tegneserieråd kan være et samlingsted og et netværk hvor folk kan komme med ideer, finde samarbejdspartnere, få gode råd eller anden form for hjælp til at realisere nye initiativer.
Hvis du også vil være med til tegneseriequiz kan du finde eventet her på Facebook. Det er d. 16. maj kl. 20.00 på Din Nye Ven, Sct. Peders Stræde 34, København. Quizzen starter kl. 20, men kom gerne før og snak med de andre quizdeltagere. Møder man op i superhelte t-shirt er der rabat på øl i baren – og du kan tilmelde dit hold, og læse mere om det praktiske på Facebook.