Vindens passagerer: Kirsebærrenes blod, 1. del
Den europæiske voksentegneseries nestor, Francois Bourgeon, fortsætter Vindens passager; denne gang er Isas barnebarn vendt tilbage til Paris i tiden efter den tredje republiks etablering.
Vindens passager er et hovedværk i den europæiske voksentegneserie eller tidlige grafiske roman, om man vil. De første fem album fra starten af 1980’erne fulgte to unge kvinder, franske Isa(bella) og engelske Marys skibsrejse fra nordeuropa over vestafrika til den nye verden i amerika og flyttede adskillige hegnspæle for, hvad en tegneserie kunne behandle af alvorlige emner såsom kolonialisme, slavehandel, kvinders vilkår, klasseskel – og hvordan. Dobbeltalbummet Barn af Kaimantræet fra slutningen af 0’erne havde Isas barnebarn, Zora, og derigennem bedstemoderens videre skæbne i de nyforenede stater som omdrejningspunkt, og det er også hende, nu under navnet Clara og hjemvendt til sin formoders Frankrig, vi møder i det dobbeltalbum, Kirsebærrenes blod, der nok bliver det sidste i serien, nestoren Francois Bourgeons alder taget i betragtning.
Frankrigs tredje republik var i 1880’erne en politisk splittet og traumatiseret nation. Otto von Bismarcks Prøjsen havde påført Napoleon d. 3. et ydmygende krigsnederlag (det tredje i rækken efter Danmark og Østrig-Ungarn), hvilket førte både til hans abdikation og samlingen af det stortyske kejserdømme, der henviste franskmændende til andenpladsen blandt kontinentets militærmagter (og dermed lagde den første, store sten på vejen til de to verdenskrige). En anden følge af krigen og især belejringen af Paris var kommunardernes blodige opstand og endnu blodigere nedkæmpelse, som byernes by stadigt er ved at bearbejde snart 20 år efter i Kirsebærrenes blod – titlen er en reference til Cléments vise “Kirsebærrenes tid”, der blev en af den kortlivede kommunes slagsange, foruden den fremstilling af kirsebærsyltetøj, som konkret udgør en af vores hovedpersoners kamuflerede fattighjælp til et par børn, hvis enlige fader ikke er i stand til forsørge dem.
Clara tager en ung pige ved navn Klervi under sine vinger. Hun er ankommet med fire-toget fra Bretagne til en plads som tjenestepige, men kommer ikke ud af det med sine arbejdsgivere og ender derfor på gaden og i kløerne på en ubehagelig såkaldt “fissekarl”. Isas barnebarn ernærer sig nu som violinist i Montmartres kabareter, og da den unge bretoner viser sig at kunne synge som en Blachmansk udvalgt, giver det god mening for de to at hjælpes ad med at tjene og dele udgifter til dagen og vejen. Det egentlige formål er dog at give den politisk bevidste Clara og hendes omgangskreds anledning til at forklare den uuddannede provinspige, at de kontrarevolutionære, burgøjserne, gendarmerne og de katolske præster er nogen værre røvhuller, og at folk i hovedstadens fattigkvarterer har det hårdt; en service målrettet de læsere, der måtte lide under den misforståelse, at fattigfolk levede et liv i luksus og dus, eller at autoritets- eller priviligerede positioner lige som alle andre samfunds-ditto indtages af for det meste sammensatte mennesker med både dyder og svagheder.
Det fyger med navne på historiske personer og henvisninger til historiske begivenheder i albummet i en sådan grad, at det trods et omfattende noteapparat er svært at følge med for læsere, der ikke har fået Frankrigs historie ind med skolemælken. Georges Clemenceau, den senere præsident under 1. verdenskrig og stærkeste fortaler for en hård fredstraktat med tyskerne, deltager i en begravelse sammen med Clara og hendes salonkommunistiske elsker. Klervi tjener lidt ekstra ved at stå nøgenmodel for den jævne Toulouse-Lautrec, der bor lige om hjørnet fra de to kvinders baggårdsanneks, og en enkelt gang for den mere succesfulde og snobbede Renoir. Byggestilladserne til Basilique du Sacré-Cæur er opstillet på bakken, Moulin de la Galette rager ofte op i baggrunden, indtil Gustave Eiffels konstruktion tårner sig op over alt andet. Kendetegnende for Bourgeon er alt gengivet med neurotisk nøjagtighed og på baggrund af utallige timer tilbragt i arkiver med plantegninger og kort og perspektivskitser, hvilket resulterer i en overbevisende, næsten virtuel, oplevelse af at bevæge sig rundt i byen for godt halvanden hundrede år siden; f.eks. via Claras vej hjem, når hun ankommer efter portnerens sengetid, der er en ren tour de force i arkitektonisk akkuratesse (og så vidt jeg kan bedømme udført uden hjælpemidler som SketchUp eller lignende applikationer).
Kendetegnende er imidlertid også, at persontegningen er noget stiv i det og taleboblerne proppet med svulstige udbrud og sjofelheder. Det er givetvis en historisk korrekt gengivelse af tidens almene omgangsformer, men giver et lidt pudsigt udtryk – som et vokskabinet, hvori dukkerne er udstyret med forudindtalte, patosfyldte replikker, der står i skærende kontrast til deres ansigtsudtryk (og derfor til tider kommer faretruende tæt på kanten af “uncanny valley”). Dialogens autenticitet understøttes af, at det meste af Bourgeons persongalleri (dvs. bortset fra de onde, især katolske præster) synes at være der for deres egen skyld i modsætning til underlagt et plot; faktisk sker der ikke det helt store på realplanet ud over, at den føromtalte alfons bliver utilfreds med at miste en af sine flisepiger. De to veninder besøger markedet eller det nye observationstårn eller sidder i haven eller på et værtshus sammen med nogle venner og bekendte – og taler. Og der bliver talt meget om dramatiske begivenheder, blodsudgydelser og politiske magtspil, som udspillede sig før og uden for ruderne, også mere end i Bourgeons tidligere værker. Dette virker mindre autentisk og fremføres uanset figur med den samme (indignerede) historie- eller nok rettere dansklærerstemme.
Personligt løb jeg lidt sur i de lange tekstpassager, der kan læses stort set uafhængigt af billedsiden, og som alligevel ikke kan konkurrere med faglitteratur om Pariserkommunen for dem, der måtte være interesserede i det. Jeg synes heller ikke, at Bourgeon tilfører revolutionsmytologien noget nyt – de revolutionære drømmer om en bedre og mere retfærdig verden og er enten ofre eller helte eller begge dele, mens de kontrarevolutionære er drevet af og i højere grad end individer repræsentanter for mindre flatterende menneskelige træk såsom magtbegær, grådighed, frygt, uvidenhed og det værste af dem, selvfølgelig, tro. Det er revolutionsromantik af en tilskæring, man har læst og set og hørt uendelig mange gange før, og i løbet af læsningen nærer i hvert fald i undertegnede et mere og mere påtrængende, barnligt håb om, at næste opslag vil åbenbare en zombiehær i katakomberne, som forbinder venindernes baggård og kirkegården overfor, eller en skjult tidsmaskine i og drevet af en af møllerne eller bare et eller andet, der ikke er indeholdt i Victor Hugos pariserrevolteskabelon.
Men okay, det er jo ikke Bourgeons ærinde, og det skal heller ikke lægges ham til last, at han ikke i sin fremskredne alder går fuld Joss Whedon på “la belle époque”. Det er al ære og respekt værd, både hvad han allerede har bidraget med, og at han alligevel stadig orker. Hans primære interesse har altid været den minutiøse tids- og miljøskildring, og den fremstår fortsat skarp og imponerende i al sin sirlighed – som fine træudskæringer, ingen længere efterspørger nok til at retfærdiggøre det enorme tidsforbrug forbundet hermed. På samme måde flytter Vindens passager ikke længere nogen hegnspæle, men det er mest af alt et spørgsmål om smag og behag, hvorvidt serien til trods herfor er interessant nok – i tillæg til dens ole-skole-håndværk, som vi lader sætte punktum for denne anmeldelse.
