Karla Karlsdatter
Se, Hr., jeg finder det mest reelt at anmelde dit fine lille tegneseriehæfte, om jeg må være så fræk, i et åbent brev til dig. Lad det ikke være nogen hemmelighed for øvrige læsere, at du og jeg kender til hinanden. Vi er jo pennevenner af den moderne pennetype – nemlig sms.
I Den eventyrlige globetrotter & kostebinderske Karla Karlsdatter har du begået en vittig lille sag, som nemt kunne blive overset, men ikke af undertegnede. Jeg læser det slet og ret som et skønt indspark i litteraturen om stærke piger i overgangen til ditto kvinder. Lad hende gerne vandre videre fra disse to historier til flere!
Jeg vil komme ind på den form, udgivelsen antager som “24-timers marathon”, udgivelsens to eventyr om den kære Karla Karlsdatter og hvordan især udgivelsens løbende og springende dialog med sig selv gør læsningen hele rodet værd. De tre karakteristika sammen giver en skæg hybrid mellem klassisk eventyr, dannelseslitteratur samt performativ skrivekunst i dagbogspassagerne – hvor du melder om strabadserne at skabe noget på en dag og en nat.
Formen først. Det er to eventyr sammensat, begge skrevet under separate “24 timers marathon”, fundet på af Scott McCloud som en leg og udfordring for tegneserieskabere verden over. 3 stikord, 24 sider, 24 på hinanden følgende timer. Meget vel derfor er tegnestilen hele vejen “skitseagtigt” ikonografisk. Udgivelsen ironiserer over sig selv, er i dialog med sig selv og læseren. Den er fuld af udbrud og fartstreger samt talebobler med lyde.
For ikke at nævne dagbogspassager, der fungerer som en slags readymades OG interaktion imellem tegner og med eventyrenes heltinde. Alt sammen gør det tilforladeligt at kalde din udgivelse meget rodet!
Rodet er på ingen måde skidt, tværtimod en af mig elsket ekspressivitet. Tør jeg kalde stilen stærkt Nøhrsk?
Historien gavner egentlig meget af formen marathonbegivenhed, fordi den lader Karla vandre videre over i næste 24-timers marathon, næste eventyr. Og som i tegneseriens superheltetradition er Karla ikke begrænset til at dukke op i kun første historie, men er på pletten (stregen) igen i anden historie.
Så nåede jeg til historierne. Kostebindersken er et klassisk eventyr. 3 brødre, 3 udfordringer, en vendekåbe af en gammel kone og en god portion modstand i dannelsen fra barn til voksen.
“Der var engang en sorgløs kælling…” begynder eventyret. Vi er på landet, er vi, og det spiller sammen med den lækre farvelægning klogt holdt i behagelige jordfarver. Helt fra starten er at genkende din snedigt vittige stil, der gør tykt grin med både dig selv og historiens karakterer. Gentagelserne af replikker og hændelser gælder begge eventyr – et arketypisk træk – er vidunderligt morsomme. Allerede 3. panel henvender sig direkte til læser. Jo tak.
Karakteren Karla fremstilles fra starten forvænt og med stereotypt maskuline heltetræk – ung, egensindig, men naiv, bomstærk, og arisk smuk. Karla Karlsdatter inkarnerer oprør. Vent lidt! Er “kælling” ikke nedsættende? Ikke nødvendigvis. At hun er “en sorgløs kælling” går godt i spænd med den oprindelige betydning af ordet, nemlig “en forkælet lille én” med trækkene rapkæftet eller stridbar om et hunkøn, hvilket Karla i den grad er.
“Kælling” er skægt nok afledt af ordet “karl” om en “ung mand”, og Karla er da også datter af en karl. Så i lære skal hun, selvom læren bliver af livet selv i skikkelse af dem, hun møder på sin vej. Se, bomstærke Karla vil være kostebinderske, men gamle hvide heteronormative Mester Brian vil ikke tage hende i lære. Tak Hr. Nøhr, det gamle lokum af et ekkokammer, fik mig til at ville se, hvordan Frøken Oprør kommer videre derfra.
Karla Karlsdatter er da heldigvis ligeså fløjtende ligeglad, som allerede i første panel. Karla løber ind i en gammel kone samt 3 fede dovne mænd. Hvordan det videre går holder vi imellem os to og fremtidige læsere, Hr. Nøhr. Et skægt stykke skødesløst tegnet og farvet eventyr. Ekspressionen overtager dig vist, og det bliver til 26 sider.
I den anden historie “Tunnel” er panelerne skarpere trukket op, og der bliver fortalt mere i voice-over, hvilket er et smart træk, da du dermed holder dig til de 24 sider. Stilen er dog ikke til at tage fejl af, selvom farverne skifter til blå, grøn og rød. Eventyret foregår da også ved vandet og to kongeriger adskilt heraf – et rødt og et grønt. Uforenelige klaner, som eventyr ofte melder om. Her er dog ingen kærlighed i klemme, kun Karla.
De bygger tunnel imellem rigerne. Efter stridigheder de to riger imellem udbryder der blodig krig. Karla får på ærlig vis arbejde, under meget uærlige omstændigheder, af kongen, som budbringer imellem de to riger. Karla sendes på den mest heltemodige og livsfarlige af alle eventyrlige udfordringer: At bringe to parter til enighed. Testen af ikke råstyrke, men menneskekundskab. Og til alt held dukker hjælpere – endnu et arketypisk træk ved eventyr – op på det kritiske tidspunkt i Karlas dannelse. Mon ikke hun klarer den – helt uden en prins til at redde hende fra nøden.
Alt i alt har du under de udmattende omstændigheder skildret et ihærdigt pigebarn, der, skulle hun vove sig ud på flere eventyr, kunne blive elsket som Astrid Lindgrens Ronja Røverdatter. Jeg hulkede af grin allerede på første side og det giver meget i min bog (anmeldelse). Der findes ikke nok (!) tegneserier med piger på vej mod kvinder som omdrejningspunkt, derfor er det et fremtrædende og vigtigt træk, der ikke skal overses. Og alt, absolut alt, der skriver sig ud af normen for køn og kunstform – som den ikonografiske streg fra tegningerne trækkes gennem de lækre farver og lækre Karla går igennem udfordringerne til det voksne liv – har fortjent et kæmpe klap på ryggen i min optik. Også selvom det bare er et fint lille hæfte.
Tak for grinet, den herre.
Ærbødigst,
Frøken Bibi Eik Bergfjord.