Krigsreporter og serieskaber Joe Sacco tackler menneskets bedste ven, kult-serie om computerhacker til fri download og en fornem samling skæve amerikanske striber.
Joe Sacco er bedst kendt for alvorsfulde øjenvidneberetninger fra verdens brændpunkter – Palæstina i “Palestine” og sidste års “Footnotes From Gaza”, Bosnien i “Safe Area Gorazde”, “The Fixer” og “War’s End”. Men man fornemmer altid mandens fortid som humorist mellem linjerne, og en gang imellem giver serieskaberen helt los – f.eks. i “Portrait of the Cartoonist as a Dog Owner“, en fornøjelig stribe med særlig appel til hundeejere.
Andet løst Sacco på nettet: Korte serier om Irak-krigen og irakiske torturofre lavet for the Guardian, der også bringer Saccos nye graphic novel (linket er til del 1) om immigranter i hans fødeland, Malta.
Ed Piskor er en langt mindre profileret serieskaber end Sacco, måske bedst kendt for sit arbejde med nyligt afdøde Harvey Pekar. Men hans selvpublicerede Wizzywig-serie nyder et fremragende ry, og nu kan del 1 og 2 downloades kvit og frit fra Piskors website. Wizzywig er den velresearchede og indlevende beretning om hackeren Kevin Phenicle, og samtidig – direkte og indirekte – beretningen om digitaliseringen af den vestlige verden, som den har taget sig ud siden 70’erne.
Endelig er det som altid værd at holde øje med serieskaber Jordan Cranes tegneserieside What Things Do, der indeholder bidrag fra velestimerede navne som Sammy Harkham (“Poor Sailor”), John Porcellino (King-Cat Comics), Ron Regé Jr. og mange flere. Alene i august har Crane lagt Ted Mays “Hair of the Dog” og Gabrielle Bells “Manifestation” op. Dog er mange af serierne i fragmenter (“fortsættelse følger”), og siden kan være tung at danse med.