Dansk Forfatterforening har i samarbejde med en række tegneserieskabere og skoler rundt om i landet undersøgt, om tegneserier kan øge læselysten hos elever på mellemtrinnet. Det kan de, viser projektets resultater nu.
Mere end halvdelen af de elever, der har svaret på projektets spørgeskemaundersøgelse, mener at de i større eller mindre grad læser flere bøger på frivillig basis, end de gjorde inden tegneserieforløbet. Hertil melder flere af de deltagende skoler om et markant øget frivilligt udlån af tegneserier ifm. projektet.
På Hotherskolen i Stevns fortæller medarbejder Per Okholm: ”Vores udlån af tegneserier er steget med 251%. Det er en udvikling, vi også har fastholdt efter, at projektet er stoppet. Det er vi stolte af og meget tilfredse med. Projekt ”1 år med tegneserier” har været så godt, at vi i nuværende skoleår forsætter et projekt om tegneserier med “vores” to dygtige tegneserieskabere Sabine Lemire og Rasmus Bregnhøi.
Tegneserier motiverer nye målgrupper
Projekt ”1 år med tegneserier” har også vist , at tegneserier kan være et effektivt redskab til at engagere eleverne i undervisningen – særligt dem, der normalt ikke læser så meget.
Dansk Forfatterforenings formand, Morten Visby, glæder sig over resultatet af ”1 år med tegneserier”: ”Vi ved, at det står skidt med danske børns læselyst, og vi ved, at det handler om at nå børnene, der hvor de er i deres hverdag. Børn er selektive og har skarp kritisk sans. De vil have fængende litteratur, og her viser projektet, at tegneserier virkelig kan noget.”
Som del af projekt ”1 år med tegneserier” har syv af landets folkeskoler fået besøg af ni tegneserieskabere i skoleåret 2021/2022, blandt andre Mårdøn Smet, Lars Horneman og Katrine Clante. De deltagende skoleklasser blev introduceret til tegneserier gennem læringsforløb i undervisningen, formidlingstiltag og tegneserieworkshops, hvor eleverne selv fik lov at prøve kræfter med tegneseriekunsten.
Oversigt over de deltagende skoler og kunstnere og mere om projektets resultater