Flung Out of Space
Underholdende biografi over Patricia Highsmith’s år som tegneserie-skribent.
Flung Out of Space er delvis fiktionaliseret, skriver man i forordet. Naturligvis –– for eksempel er samtalerne nødvendigvis konstruerede til bogen her. Desuden har man til lejligheden rykket lidt sammen på tid og begivenheder, så forløbet i bogen fremstår som højst et par år af figurens liv. I virkelighedens verden var det vist noget længere.
Det er gode valg fra forfatter Grace Ellis, så vidt jeg kan bedømme. At man således har vægtet højere at værket skal være en underholdende læseoplevelse. Der er henvisninger til faktuel biografi bag i bogen.
Highsmith arbejder på et kontor, hvor de skriver tegneserier. Det er i slutningen af 1940’erne. Hun er et sted i trediverne, og hun hader sit job. Ser ned på de tegneserier, hun er med til at lave, og vil ikke have sit navn på dem. Hun skriver på en roman i sin fritid.
Hun er fra begyndelsen præsenteret som et ret ubehageligt bekendtskab. Se illustrationen nedenfor, som er første gang, læseren møder hende: på en bar, hvor hun optræder arrogant overfor en kvinde, hun er interesseret i. Sådan er hun også overfor sine kollegaer o.s.v. Hun kan være charmerende, men er næsten altid bare vredladen og små-ubehagelig.
En god del af sin løn bruger hun på at gå til psykolog for at slippe af med sin erotiske tiltrækning til kvinder. Det lyder lidt morsomt, selvom det vist ikke er meningen. Et skarpt tidsbillede. Også sin psykolog er Highsmith flabet og uvenlig overfor.
Jeg kendte ikke noget videre til Highsmith, har kun hørt hendes navn. Det er lydmæssigt et godt navn, så jeg lægger mærke til det. Under læsningen viser det sig, at jeg –– og nok en del andre, i al fald film-fans –– kender hendes arbejde gennem Hitchcock: den roman, hun skriver på her i fortællingen, er Strangers on a Train.
Den udkom i 1950. Allerede i 1951 havde hr. Hitchcock filmatiseret den. Så Highsmith kunne stoppe på sit almindelige arbejde og leve af roman-skriveri. Og her ender denne udmærkede lille tegneserie. (Sidenhen skrev Highsmith flere romaner, som også blev hits. Bl.a. serien om Tom Ripley, af hvilke flere er filmatiseret. Disse senere arbejder ligger udenfor tegneseriens ramme.)
Figuren er lidt usympatisk, men historien godt fortalt. Realistisk tegnet i en let stiv stil, som dog har tilstrækkeligt med liv i stregen til, at læsningen fungerer. En sjov anekdote for serie-freaks: hun møder Stanley M. Lieber –– mens han arbejder på Timely. Det er spøjst, fordi det er autentisk. Hvis ikke forlaget Timely senere havde fået stor succes som Marvel Comics –– hvor Lieber skrev under pseudonymet Stan Lee –– havde forbindelsen mellem Highsmith og Lieber naturligvis været mindre interessant. For mig som serie-elsker er det morsomt at læse.
Valget af sort/hvid plus orange toner er glimrende. Bringer uvilkårligt mindelser om ældgamle tegneserier, f.eks. de gamle danske Supermand fra netop halvtresserne.
Balancen mellem mængden af tekst og billeder er god. Illustrator Hannah Templer er habil til at formidle ansigtsudtryk og gestus, selvom stregen er lidt stiv. God vekslen mellem hel-billeder, mellem-afstand og close-ups bibringer liv og luft.
Farvelægning og gråtoning er fint og diskret gjort. Gør ikke opmærksom på sig selv, men støtter blot læsningen. Bogen er fysisk godt trykt, på god papirkvalitet i hårdt bind.
Flung Out of Space er et godt lille produkt; værket opnår, hvad det sigter efter.