Udgivelsesaktuelle Anne Mette Lorentzen om spisevægring, sociale medier og naturens helende kraft.
Lorentzen debuterede i 2018 som tegneserietegner med Skamlebben, en selvbiografisk fortælling om at forlade skabet i fyrrerne. Hendes anden tegneserie, Væk, handler om en pige med anoreksi og er ren fiktion. Eller er den?
Den 140 sider lange graphic novel er fortællingen om Sofie, som lider af en spiseforstyrrelse. Da hendes menstruation udebliver, anbefaler lægen et sceneskift – så teenageren tager på besøg hos sin bedstemor Gerda på Læsø, hvor hun genforenes med barndomsveninden Bodil.
Da Nummer 9 fanger arkitekt og tegneserieskaber Lorentzen på Zoom, anes trævægge og et skrånende loft bag hendes aflange ansigt og korte hår. Lorentzen ringer fra sit hus på netop Læsø, hvis flora, fauna og folklore spiller en væsentlig rolle i hendes nyeste bog.
Hvad inspirerede dig til at lave Væk?
– Det hele startede for tre år siden med en telefonkrusedulle af en ung pige med kæmpestore hovedtelefoner. Det var dengang klimadiskussionen var på sit højeste, før coronaen fyldte det hele, og hun var lidt en ængstelig Greta Thunberg-figur. I den periode researchede jeg selv på plante- og dyrearter, der forsvinder i uhyggelig hast, og det var dér, titlen kom fra – Væk.
– Men efterhånden som jeg arbejdede på manuskriptet, jeg nåede vel op på omkring 10 gennemskrivninger, udviklede historien sig til at handle mere om at være teenager. Ens barndom er ved at slutte, men hvad kommer der i stedet? Det ved man jo ikke, man ved kun, hvad man er ved at miste. Så klimadagsordenen gled gradvist ud, og Sofie blev stadigt mere inspireret af ængstelige unge mennesker omkring mig – og af min egen barndom. Jeg havde selv spisevægring som ung, og når Sofie i tegneserien ser det som en triumf at være sluppet af med sin menstruation, så er det direkte taget fra min egen opvækst.
De unge er kanariefuglene i den moderne verdens kulmine. Deres problemer er symptomer på et fucked up samfund, hvor vi lever gennem skærme og har mistet kontakten til vores krop og til naturen omkring os.
Autoemotionel fiktion
Så hvor meget af Sofie er dig?
– Sofie er vel rundt regnet 50/50 mig selv og unge mennesker, jeg kender. Bogen er autoemotionel, ikke autofiktiv: Den handler ikke direkte om mig, men er skrevet på følelser, jeg kender på første hånd. Det er alt, hvad jeg skriver, ellers fungerer det ikke. Jeg har selv som Sofie forsøgt at genvinde kontrollen over en pubertetskrop midt i store, uønskede forvandlinger, og Væk er mit forsøg på at bringe mine egne erfaringer i spil i forhold til piger i dag.
Hvem er de unge mennesker, der har inspireret den anden halvdel af Sofie?
– Det er mange forskellige. Jeg er jo bedstemor, jeg har fire børnebørn nu, og den ene er netop blevet udredt for en relativt svær diagnose. Så på den måde har jeg også den bølge af psykisk sygdom blandt unge, vi ser lige nu, tæt inde på livet.
Hvorfor har så mange unge det så dårligt, tror du?
– De unge er kanariefuglene i den moderne verdens kulmine. Deres problemer er symptomer på et fucked up samfund, hvor vi lever gennem skærme og har mistet kontakten til vores krop og til naturen omkring os. Jeg sidder jo på Læsø lige nu og har brugt det meste af dagen foran min computer, men når jeg er færdig med at arbejde og holde møder i Teams, kan jeg vandre ud i de åbne vidder og se en ko i øjnene. Den mulighed er der ikke mange, der har.
– Det handler både om de unge og deres forældre. I Væk har Sofie helt mistet kontakten med sin mor; hun burde være den voksne rollemodel, men er blot en ansigtsløs, bekymret og bebrejdende stemme. Vi voksne er jo optaget af alt muligt andet end vores børn, der må kæmpe om vores opmærksomhed med arbejde, logistik – og sociale medier, der er blevet så gode til at fastholde vores blik, at de er ved at tage magten fuldstændig fra os. Vi kender det alle sammen: Man sidder og doomscroller i en halv time, og bagefter er man helt tom inden i og kan ikke huske, hvad man så. Man var på udkig efter noget kontakt, men hvad fik man?
Læsøs trolddom
Så Sofie bliver sendt på besøg hos sin bedstemor på Læsø …
– Ja. Jeg er jo en amatørfortæller, stadig ved at finde ud af det, så jeg tænkte, hun skulle et drabeligt og dramatisk sted hen: Island, med vulkaner og gletsjere og gang i den. I det hele taget har der været alt muligt fake drama i Væk, som er blevet sorteret fra undervejs, så det nu er en stille historie uden sex, uhygge og spænding. Kill your darlings!
– Men altså: min partner Abelone (Koppel, red.) foreslog, at jeg i stedet valgte et miljø, som jeg kender og kan skildre direkte fra virkeligheden. Så det blev Læsø, hvor jeg har et hus, og noget af det første, jeg gjorde, var at skitse øen og lade mig inspirere af den. De store sten fyldt med trolddom, de åbne, tomme vidder, det unikke dyre- og planteliv. Det var dér, bedstemor Gerdas optegnelser i bogen – indsat med jævne mellemrum i fortællingen – kom fra.
Du nævner trolddom. Gerda er jo lidt overtroisk og køber ind på øens folklore …
– Ja, og de ting tog jeg med mest fordi jeg synes, de er sjove. Læsø-byen Hals blev begravet under den Store Sandflugt, som jeg også beskriver i bogen – og besøger man stedet, er der faktisk et skilt, hvor der står, at nu færdes her kun hekse. Den slags synes jeg er virkelig skægt. Men det tilføjer også en poetisk dimension til fortællingen, som jeg gerne ville have.
Væk er også fortællingen om et livgivende generationsmøde.
– Ja, og dér er vi jo tilbage ved det autoemotionelle. Den type samvær, man kan have med sine børnebørn, hvor der er tid og overskud og ikke alle de forpligtelser og bekymringer, der tynger forældre – det kan være enorm frugtbart. Og det er noget, der ofte mangler i dag, hvor vi placerer børn og ældre i hver deres institutioner.
– Nu er jeg selv arkitekt til daglig, og de seneste år har der været en bevægelse imod at placere børnehaver ved siden af plejehjem, så de små og de gamle kan få glæde af hinanden. Det er en god idé, tænker jeg. Men på den anden side virker det også lidt usundt, at vi bliver nødt til at konstruere generationsmøder, der for ikke så længe siden var en helt naturlig del af vores familieliv.
Vi lever i en selviscenesættende, hyper-individualistisk tid, hvor mange bruger rigtig meget energi på at vise deres lækre kroppe og ubekymrede liv frem på Instagram.
Funny animals og farven rød
Visuelt bryder Væk med Skamlebbens ’funny animals’ til fordel for et mere realistisk udtryk. Hvorfor det?
– Med Skamlebben havde jeg et behov for at lægge et distancerende filter ind mellem mig selv og de grænseoverskridende ting, der sker for mig i fortællingen. Derfor gjorde jeg alle figurerne til dyr. Væk er ikke direkte selvbiografisk, og derfor havde jeg ikke brug for et filter på samme måde.
Fortæl lidt om farverne i Væk. Du bruger især rød meget symbolsk?
– Farverne er inspirerede af Riad Sattoufs Fremtidens araber: Sort, hvid, én hovedfarve og én symbolsk farve. Turkis som havet og himlen på Læsø – rød som blod. I starten optræder den røde farve på ting, der stresser Sofie: Hendes motionsur, råt kød (Sofie er vegetar, red.), blodet i lægens kanyle. Men som fortællingen skrider frem og hun kommer i bedre kontakt med sin krop, bliver farven mere positivt ladet: Jeg bruger den i naturscener, til solen og jordbær, og også til Sofies menstruationsblod, da det igen begynder at flyde. Den røde farve knytter krop og natur sammen.
En meget kritisk læser af Væk ville måske sige: Sofie lider af alvorlig spiseforstyrrelse og ondt i livet, og alligevel kræver det ikke mere end en besøg hos bedstemor på Læsø at kurere hende. Er det ikke lidt for nemt?
– Det, der virkede for mig, da jeg var syg, var ture i skoven og eftertanke. Jeg skiftede også skole og fik nye venner, der gav mig nyt livsmod – så derfor møder Sofie sin gamle veninde Bodil på Læsø, som er ukompliceret, nede på jorden og lidt mere voksen. Hun spiller en stor rolle i forhold til at forbinde Sofie til verden og menneskene omkring sig. Vi lever i en selviscenesættende, hyper-individualistisk tid, hvor mange bruger rigtig meget energi på at vise deres lækre kroppe og ubekymrede liv frem på Instagram. Vi har brug for at komme tilbage til fællesskabet!
– Men klart, det er ikke ved at tage til Læsø, unge med spisevægring typisk får det bedre. Min redaktør og jeg overvejede at forsyne tegneserien med en disclaimer til sidst: ”Hvis du lider af spiseforstyrrelser, så kontakt den og den for at få hjælp”. Men jeg syntes, det blev for programmatisk. Vi har en meget naturvidenskabelig forståelse af psykisk lidelse i dag, og det er sikkert godt og fint, men jeg ville gerne skildre Sofies bedring på en mere poetisk og holistisk måde. Det er derfor, Læsøs natur og folklore fylder så meget i bogen: Jeg tror på, at der er noget i vores forbindelse til naturen, som ligger ud over os selv. Den forbindelse ville jeg gerne fejre i en tid, hvor alt for mange er ved at miste den.
Foto af Anne Mette Lorentzen (øverst i artiklen): Marine Gastineau
