Min farfars krig
Anne Mette Kærulf Lorentzens familiebiografiske Min farfars krig har alle forudsætninger for at lykkes. Alligevel lykkes den desværre ikke for alvor.
Lorentzens farfar deltog i 1. verdenskrig, noget der ikke blev talt om i familien. Nu opruller hun den biografiske familiehistorie med afsæt i en æske med hans gamle breve, fotografier og erindringer. Opgøret med familietabuet er samtidig et personligt mål om at forstå de traumer og den frygt, hun altid har levet med, der måske er nedarvet gennem generationer i familien.
Min farfars krig springer derfor frem og tilbage imellem flere tidsperioder og generationer fra farfaren til hendes barnebarn, der helst vil sove med lyset tændt. Ikke fordi barnebarnet er bange for mørket. Hun kan bare ikke lide det, som hun siger. Det kan Lorentzen ikke se det logiske i, hvorfor lyset bliver slukket – i hvert fald indtil hun er blevet klogere på sin families historie.
Som barn var Lorentzen selv bange for atomkrig, men lærte, at følelser skulle undertrykkes. Nu, hvor krigen begynder at banke på i Europa igen, dukker tankerne og frygten frem, og det samme gør mindet om farfaren, som hun og faren spillede i ”familieorkester” med. Musikken kunne de være fælles om; fortiden og de svære samtaler blev der derimod ikke brugt tid på.
Nu er tiden dog inde til at få de svar, hun kan lokke ud af historiebøger og alle de postkort, dokumenter, nedskrevne erindringer og fotografier, der er tilbage efter farfaren. Her er brikkerne lagt til et interessant puslespil. Hvad oplevede farfaren under sin deltagelse i krigen? Hvorfor blev der aldrig talt om det i familien? På hvilken måde har det lejret sig i Lorentzen selv og de efterfølgende generationer af familien? Og hvad kan vi alle få ud af at spejle vores nutid, hvor krig er mere nærværende end længe, i historien? Nogle af disse spørgsmål besvares i Min farfars krig, men ikke dem alle.
Det er tankevækkende, når krigen som leg inddrages via barnebarnets skydespil på tablet. Den mere end almindeligt skeptiske Lorentzen kaster sig selv ud i at spille slaget ved Verdun som et førstepersonsskydespil, for på den måde at komme tættere på virkeligheden anno 1914-18. ”The team with the most kills wins” læser hun op fra skærmen, før hun skrækslagen befinder sig i en skyttegrav med kuglerne hvislende om ørerne. For kan det forsvares, at populærkulturen er så opsatte på konstant at gøre krig til underholdning? Det kan det nok ikke, hvilket vi har glemt i vores fredelige hjørne af verden, i hvert fald indtil for nylig.
For Lorentzen bliver det starten på en besættelse, som hendes kone blidt og vedholdende skiftevis forsøger at forstå eller skubbe hende ud af, efterhånden som den opsluger hende mere og mere. Til at fortælle historien har hun valgt en opbygning med seks ruder på hver side, som der kan varieres ud fra. De enkle tegninger driver glimrende historien fremad, selv om de sjældent i sig selv giver anledning til, at man dvæler ved dem.
Derudover indgår der gengivelser af breve, landkort, fotografier med mere, der er med til at understøtte koblingen imellem den tegnede og den virkelige historie. Akkurat som det afspejles på forsiden af tegneserien, hvor farfaren står som ung, selvsikker 18-årig soldat, med den tegnede Lorentzen usikkert tittende frem over venstre skulder.
Et par enkle farver er valgt til at repræsentere hver sin periode. Den gule indikerer nutiden, den lilla viser barndommen og den sort/hvide er krigen både i nutidens tv, som krigsspil eller tilbage under 1. verdenskrig.
I stedet for at understøtte hinanden, får de mange historier i historien det hele til at drukne lidt. Min farfars krig er momentvis gribende, men det er som om, den vil for meget på for lidt plads. Hendes rejse i farfarens fodspor til Frankrig rummer en artig overraskelse, samtidig med den jappes af på tyve sider, hvor der virker til at være mere at komme efter. I det hele taget virker farfarens oplevelser, og hans nedskrevne erindringstekst som ældre, som der hyppigt citeres fra, mere interessant end den plads, den tildeles i Min farfars krig. For det bliver i højere grad Lorentzens egen krig, der kommer i fokus. Hun skal have kredit for ikke at fremstille sig selv i et lyserødt lys, særligt i forhold til sit barnebarn, som hun lader sine egne frustrationer gå ud over, ligesom hun ikke skjuler sin angst og tvivl undervejs i projektet. På den vis er hendes egen historie også til en vis grad interessant, den er bare langt mindre gribende for læseren end farfarens.
Til slut samles trådene lidt for hurtigt i fortællingen, hvorfor man sidder tilbage med følelsen af, at Min farfars krig nok hænger sammen, den er bare for kort. Det er muligvis et luksusproblem, men dog et problem. Hvornår kommer director’s cut?