Anmeldelse
Anne Mette Kærulf Lorentzens Væk er højaktuel i sit fokus på trivsel blandt børn og unge, personificeret i Sofie, en ung pige med en spiseforstyrrelse. Løsningen på hendes problemer skal findes på en ferie til Læsø, hvor mormoren skal få hende ned i tempo og væk fra de ubønhørlige ydre krav. Sympatisk, velfortalt og måske lidt letkøbt i sine løsninger.
Lorentzen doserer meget fint fortællingen uden at være overpædagogisk udpenslende. Allerførst føres man ind i Sofies tanker ved at betragte hende: hun løber, hun vejer sig, hun ser sig i spejlet. Derfra skiftes der brat til mormoren: hun er i karbad, hun har ledsmerter, hun har tør, rynket hud, men også en stilfærdig livsglæde. Uden et ord får Lorentzen ridset de to hovedpersoner og modsætninger op. Sofie har travlt, presses af ydre krav i form af sit kommanderende smartwatch. Mormoren har rigeligt med tid, nyder livet, men har også et savn efter sin afdøde mand.
Gennem hele tegneserien benytter Lorentzen hovedsageligt en sideopbygning med ni ruder per side. Det kunne let blive kedeligt, hvis hun ikke var en så dygtig visuel fortæller. Eksemplet her viser det meget godt:
De tre øverste billede hænger sammen, men giver også en tidsfornemmelse. Vi ser Sofies mormor i robåd på vandet omgivet af to sten, én placeret i hvert yderbillede. De tre midterste billeder hænger igen sammen, eller gør de? Båden er mindre og nu i midten, og helt sort som vandet. Stenene træder tydeligere frem i billedet, ligesom der er dukket flere frem. På himlen har farverne skiftet, så der er byttet rundt på det hvide og cyanfarvede. Mormoren er blevet mindre iøjefaldende, næsten forsvundet, da hun er ganske lille og sort som vandet. I de nederste tre billeder er hun helt væk. Den tomme båd ses tydeligt, nu adskilt fra vandet. Stenen til højre træder helt tydeligt frem i forgrunden, fylder mere end et enkelt billede, som båden gjorde øverst, og man har en formodning om, at mormoren må være et sted bag den. Stenene og båden har byttet plads i forgrunden fra øverste til nederste række, imens mormoren er trådt i baggrunden. Det er da også netop stenene, der er grunden til, hun har begivet sig ud på en rotur, hvor hun skal mindes sin afdøde mand.
Egentlig kan Væk læses ganske hurtigt, da tekstmængden er sparsom. Omvendt har den kvaliteterne til at man dvæler lidt ved de mange sekvenser, hvor ordene er få. Ud over de dominerende sider med ni ruder, varieres der også med helsidesbilleder med sider fra mormorens linjerede kladdehæfte eller helsider og opslag, der typisk har en dominerende rød farve, der ellers kun sparsomt bruges på de øvrige sider, hvor der primært er benyttet sort, hvid og cyan.
Den første tredjedel af Væk foregår skiftevis hos Sofie og hos mormoren. Da Sofie kommer til lægen og på grund af lav vægt og udebleven menstruation anbefales at komme væk fra hjemmet, bliver et ophold hos mormoren på Læsø løsningen. Her kan man godt indvende, at det bliver lige lovlig idyllisk og letkøbt. Kan nærvær og en tilbagevenden til gammeldags dyder helbrede unge med mistrivsel? Det bliver i hvert fald langt hen ad vejen løsningen i Væk. På Læsø sættes tempoet nemlig helt ned. Der er tid til at malke en ko, plukke frugt, finde livsglæden og sit gamle jeg frem igen ved bare at være til stede i naturen.
Afgørende bliver også Sofies møde med veninden Bodil, en af de få personer der spiller en mere end perifer rolle ud over Sofie og mormoren. Bodil er på mange måder Sofies modsætning, godt i stand og uden bekymringer. Hvis bare alt var så let, gjaldt det bare om at udbygge færgedriften mellem Frederikshavn og Læsø.
Væk er gennemsympatisk og befriende fri for pædagogisk omtale og udpensling af Sofies spiseforstyrrelse. I stedet fokuserer Lorentzen på spillet mellem personerne, hovedsageligt Sofie og hendes mormor. Mormorens kan med sin snusfornuft tilbyde Sofie nærvær uden at være omklamrende. Undervejs kan hun så stille og roligt liste nogle livsværdier ind, som Sofie ikke har haft blik for, fx når hun under en kantareljagt siger: ”at finde kantareller er det modsatte af at skynde sig…”.
Jeg er ikke sikker på, at Væk er løsningen på mistrivsel blandt børn og unge, men den er velment og interessant fortalt med sin afdæmpede fortællerytme og indirekte måde at vise tingene på. Anne Mette Lorentzen (Skamlebben) er sprunget sent ud som tegneserieskaber, men det har været værd at vente på.
Del på
