4 X Tegneseriebeats i festivalens Art City med barske tegnere.
Roskilde festival nærmer sig, og i år har Dansk Tegneserieråd kilet sig ind med hele fire tegneseriebeats den 26. 27. 28. og 29. juni kl. 21.00-23.00. Beats’ene vil foregå på en scene ved navn ‘Forfatterskabet’ i Art City, som ligger midt i campingområdet (område M). ‘Forfatterskabet’ er et samarbejde mellem Rosinante&Co, Dansk Tegneserieråd, Roskilde Festival Højskole og Gyldendal.
Tegneseriebeatskonceptet går helt enkelt ud på at tre tegnere freestyler, udfordres af hinanden og publikum, i sam- og modspil med djs. De kommende fire arrangementer vil bestå af det samme tegnerteam, nemlig Christoffer Zieler, Stine ‘Stinestregen’ Spedtsberg og Ib Kjeldsmark, der som bekendt hører blandt de mest rock’n’rollede danske tegneserieartister. Under ledelse af konferencier Cav Bøgelund, vil tegnerne søndag til tirsdag spille til musik skåret af Posh & Ginger, og den afsluttende onsdag er det Cille Veje, der styrer mixerpulten. Arrangementet er produceret og iscenesat af Marianne Eskebæk Larsen, boss for Dansk Tegneserieråds eventgruppe.
Nummer9 tog fat i Stine ‘Stinestregen’ Spedtsberg, og spurgte hende, hvad publikum kan forvente:
– På sin vis er arrangementet lidt synd for Iron Maiden, for det vil få dem til at ligne Polly Pocket på cruise med Dolly Parton. Næver vil tvære tegninger ind i papiret så voldsomt, at risiko for eksplosioner med efterfølgende syreregn må påregnes. Kvinder vil få hår på brystet af bare at se på. Blæk vil blive til blod!
Vi kontaktede også Ib Kjeldsmark, som det ikke lykkes at komme igennem til. Her til morgen modtog Nummer9s nyhedsredaktion dog pludselig følgende statement pr. email:
“Tegneserietegneren sidder der alene i sit mørke hjørne.
Går i et med brødkrummerne på bordet, og publikum gemt væk
under blege dyner i Ikeasenge ude i forstaderne.
Alle er alene, kun fælles om urolig søvn og roskildebilletter.
Men det er slut nu.
tegneserietegnerens tænkende tegninger springer ud, op på scenen,
ud til publikummet, der nu som medspiller øser ud af deres liderlige,
intellektuelle og kosmopolitiske erfaringer, som tegnerne med sømmet i bund illuminerer on stage.
Nu. Pis og papir fyldt med tvekønnede konklusioner, ubetalelige millioner af kroner,
tuschpensknivens sorte blod synger ud til homoer, mænd og koner.
Roger over-and come out! ”
Konferencier Cav Bøgelund lægger vægt på, at der bliver tale om 4 forskellige arrangementer:
– Tegneseriebeats på Roskilde bliver en fræk flirt mellem musik og tegning. Som alle gode flirter, uforudsigelig og spændende. Men også fuld af eksplosiv kreativitet og vilde udfordringer. Som altid bliver det svært at sige præcis, hvad der kommer til at ske, for det bliver garanteret noget nyt hver aften. Men publikum får mulighed for at komme helt tæt på, og lov til at være med til at forme arrangementet. Det bliver en fest!
Billeder: Øverst Mikkel Sommer i gul t-shirt, Ib Kjeldsmark på skærmen, og Cav Bøgelund i mørk silhuet forrest til Tegneseriebeats på Idealbar, Kbh. (foto: Frederik Emil Høyer-Christensen)
Nederst: Stine ‘Stinestregen’ Spedtsberg i forgrunden, flankeret af Dan Knudsen, til Tegneseriebeats i Århus på Godsbanen (fotograf ukendt)