På Danske Tegneserieskaberes årlige generalforsamling blev det meddelt, at Seriefonden ophører. Nye direktiver om forvaltning af ophavsret fra Copydan betyder, at det beløb foreningen årligt modtager fra Copydan (501.966,00 kroner i 2012) ikke længere vil blive varetaget af foreningen, men i stedet falde tilbage til Copydan, der så vil udbetale midlerne direkte til ophavspersonerne, der kopieres fra.
Konsekvensen er, at det er slut med Tegneserieskabernes Seriefond, der i en årrække har udbetalt mindre arbejdslegater til danske tegneserietegnere. Slut er det sandsynligvis også med støtte til mange af de fremadrettede tegneseriekulturelle initiativer, foreningen hidtil har støttet – herunder udviklingen af tegneserieapp’en, støtte til tegneseriefestivaler og internationale fremstød.
– Disse forandringer vedtages i 2013 og implementeres i 2014. Ikke alt er klart endnu, og fra Copydans side er det blevet antydet, at 20% af midlerne måske kan fortsætte som ‘kollektive midler’, men vi får at se, sagde bestyrelsesmedlem Ingo Milton.
Skønt det dermed er lidt uklart, præcist hvordan Copydan har tænkt sig at fordele midlerne, kan tegneserieskabere allerede nu gøre noget for at hjælpe dem selv. De kan f.eks. gå ind på Tekst og Nodes hjemmeside og tilmelde sig afgiften. Man kan også tilmelde sig Copydan Billedkunst, en anden ordning med andre betingelser.
LINK: Seriefonden