Dagbladet med den rige tegneserietradition er på udkig efter “noget hidtil komplet uset” til spalterne.
“Kan du tegne og fortælle, og brænder du efter at bidrage til Danmarks kulturelle selvstændighed? Så er der bud efter dig nu..”, skriver Søren Vinterberg i Politiken, der dermed endnu en gang har udskrevet en stribekonkurrence. Politiken har de store ambitioner fremme, og i artiklen om konkurrencen knytter man bånd til Storm P., Arne Ungermann, Jørgen Mogensen, Ivar Gjørup, Jakob Martin Strid, for ikke at nævne Nikoline Werdelin og Wulffmorgenthaler, der i begge tilfælde debuterede i dagbladet efter at have sejret i en stribekonkurrence.
Men hvad skal der til?
– Den ny serie skal have en pointe hver dag, selv om den også kan have en mere eller mindre fortsat handling. Den kan være i én lang stribe som vores andre serier eller som et kvadrat med ruder lagt oven på hinanden i to etager; sort-hvid eller i farver, som det nu passer til den series væsen.
– Serien skal kunne fange øjet på en trykt avisside, selv om den måske også kan få et liv på nettet. Og så skal teksten indgå som grafisk element i tegningerne, med eller uden bobler omkring – hvis det da ikke lige er en serie helt uden tekst.
– Den daglige pointe skal selvfølgelig være vittig eller tankevækkende, svimlende intelligent eller behageligt plat. Og især det hele, skiftevis eller på én gang. Og på den ene side kunne det være sjovt – og ligefrem samfundsgavnligt? – at få en serie om aktuelle forhold i Danmark lige nu, en slags graphic journalism med et humoristisk tvist.
Det fremgår endvidere, at indsendte bidrag skal anonymiseres, så gamle rotter og grønne knopper behandles med blind retfærdighed. Dommerkomiteen består af museumsdirektør, mag.art. Iben Overgaard (Storm P. Museet), Politikens kulturredaktør Anita Bay Bundegaard, designchef Søren Nyeland, kultursouschef Jens Lenler, film- og litteraturanmelder Søren Vinterberg, samt Nummer9s egen Matthias Wivel.
Der er deadline 4. februar, så skynd dig, hvis du vil være med!
LINK: Politikens stribekonkurrence (formelle krav)
Illustration: Nikoline Werdelins ‘Café’, der vandt i 1984.