“Hate”-tegneren Peter Bagge gæster Copenhagen Comics 2017
Da triumviratet Daniel Clowes, Chris Ware og Charles Burns i 2011 gæstede Copenhagen Comics-festivalen var det på flere måde bemærkelsesværdigt. De var alle definerende navne på den amerikanske tegneseriescene i 1990’erne og 00’erne, men inden festivalbesøget havde de tre mestre tilsammen kun fået udgivet et enkelt værk på dansk (Clowes Ghost World).
Alligevel trak de fulde huse til deres festivaloptrædener, alene og sammen, og signeringskøerne var lange og langsomme. Det fortæller både noget om bagslæberiet og konservatismen i den danske tegneserieforlagsbranche i 90erne og et stykke op i 00erne, og om et publikum der alligevel finder vej til fede. Der var fuldt hus og mere til, til Chris Ware, der på festivalen debuterede på dansk med Jimmy Corrigan.
Nu kan tegneseriefestivalen så præsentere endnu en helt central amerikansk tegneserieskaber fra samme generation som Ware, Clowes og Burns, der ikke har en eneste dansk udgivelse på CV’et: nemlig slacker-kronikøren Peter Bagge.
Bagge er mest kendt for sin satiriske og galsindede serie “Hate” om den kyniske, nørdede, langlemmede dagdriver Buddy Bradley, der hang ud i 90’ernes Seattle, mens grungen støjede derud af. Buddy Bradly blev et slacker-ikon og “Hate” en af 90’ernes bedst sælgende undergrundstegneserier.
Siden Hates heyday har Bagge lavet lang en række forskellige serier, blandt andet tegner han fast i det libertarianistiske magasin “Reason” (jo, han læner sig mod højre og minimalstaten). Og senest har han lavet er par historiske biografier om prominente amerikanske kvindeskikkelser i Woman Rebel: The Margaret Sanger Story og Fire!!: The Zora Neale Hurston story. Sidstnævnte udkommer i februar 2017 fra Drawn and Quarterly.
Peter Bagge er tredje markante gæstenavn til den københavnske tegneseriefestival der afholdes den 27.-26. februar i Øksnehallen. Tidligere er den engelske tegner Dave McKean og det franske ægtepar-alias Kerascoët offentliggjort.
Læs mere om Peter Bagge på Copenhagen Comics hjemmeside.