Paper Girls 1-10
Brian K. Vaughan og Cliff Chiangs “Paper Girls” er uspoleret firser-nostalgi uden gustne voksenforlæg.
Jeg må hellere starte med at ”varedeklarere” denne anmeldelse som meget velvilligt forudindtaget.
For det første fordi der i bund og grund er tale om et længselsfuldt blik tilbage på barndommen begået af en forfatter, der er næsten nøjagtig lige så gammel og nostalgisk efter næsten nøjagtig de samme populærkulturelle og teknologiske frembringelser som mig selv.
For det andet fordi jeg har været forgabt i selvsamme forfatter, Brian K. Vaughan, næsten helt fra starten med Y – The Last Man, hvilket skaber en vis følelse af medejerskab. Jeg har stået last og brast med Lost imod alt det ubegrundede had og alle de selvbestaltede plothulsspottere, og jeg har rynket behørigt på næsten af alle de sidste-dages-frelste, der først med den billboard-massive diversitetsdagsorden i Saga som handicapvenlig hængebro sluttede sig til menigheden.
Og endelig fordi tegneren Cliff Chiang, som igennem mange år møjsommeligt har arbejdet sig op fra en tjans som assisterende redaktør, ikke engang i nærheden af et tegnebord, til den absolutte top, med denne serie genetablerer det ganske kortvarige samarbejde med Vaughan fra dengang, de begge var unge og ukendte og prøvede at skabe sig et navn i den amerikanske tegneseriebranche.
Paper Girls handler om fire tweentøser, der hver har en avisrute i en amerikansk forstad i 1988. De er derfor oppe og mødes i de tidlige timer dagen efter Halloween, da der sker noget med og i byen. Stjernehimlen forandrer sig, lynene gnistrer uafladeligt, telefonforbindelserne ryger, mere eller mindre menneskeligt udseende fremmede bevæger sig rundt blandt parcelhusene og pigerne finder noget, der ligner en landingskapsel fra et rumfartøj i kælderen under et ikke færdigbygget hus. Og det blot i seriens første dobbelt-nummer; den fantastiske fortælling er i gang og der bliver bare fyret bold på bold i luften lige fra starten i bedste Abrams/Vaughan-stil.
På mange måder er serien Vaughans Super 8; barndommens lilleby, der bliver blæst omkuld af populærkulturens manifestationer, i dette tilfælde er 70’ernes smalfilmskameraer og militærbaser og alien invasions blot erstattet 80’ernes videospil, walkmen, varsityjakker, bmx-cykler og … noget andet, der ikke skal spøjles her. Og det kan godt ske, at man skal kunne huske, hvordan slut-80’erne tog sig ud fra børnehøjde for fuldt ud at værdsætte det her, men i så fald er der afsæt for at have en fest.
Også fordi Vaughan, lige som Abrams, ikke anlægger nogen gusten-ironisk afstand til hans veneration for den svundne tid; nostalgien kan godt være værdifuld, så længe den bare bevarer sin barnlige natur og ikke besmittes af alle mulige fortænkte voksen-overlæg. Paper Girls er befriende barnlig i sin fortælleform. De fire avisbude får revet deres hverdags beskyttende tæppe væk under sig og reagerer uden tøven ved at tage udfordringen op og handle heltemodigt og moralsk, sådan som hovedpersoner nu skal i traditionelle genrestykker.
Personkarakteristikkerne kommer meget afmålt hen ad vejen; det handler ikke om personerne, selv om de er både søde og seje og sjove; det handler om handlingen. Om at samle tråden fra forrige afsnits klippehængeparti op og sende den videre til næste afsnit med mindst lige så højt hvad-sker-der-dog-nu-niveau. Om at holde traditionen fra søndagsforestillingerne, siden Spielberg og nu Abrams og Vaughans egen i hævd med tilpas idérigdom og underholdningsværdi. Og i hvert fald i de to første opsamlinger bliver der væltet gode indfald og plotåbninger ud over serien i en sådan overflod, at man ikke kan tro, at det holder i længden, men Vaughans forsikring om at have hele historien på plads fra start giver trods alt et vist håb i den henseende.
Og så er der Cliff Chiangs – og Matt Wilsons, især i dette tilfælde må man ikke glemme at få farvelæggeren med blandt bidragyderne – arbejde. Som er noget af det både mest coole og mest charmerende, undertegnede mindes at have set i amerikansk mainstream i årevis, og det er ellers på baggrund af en generelt rigtig god tendens i 10’erne samme sted. Chiangs udvikling som illustrator har været meget svingende og tilsyneladende meget afhængig af manuskriptforlægget; fx var han ret middelmådig på den på alle måder overflødige Human Target, solid på Azzarellos udmærkede Wonder Woman og besnærende på Neil Youngs særegne Greendale. Med Vaughans manus som underlag tegner han simpelthen fortryllende; som Klaus Janson ville have gjort, hvis Janson havde været lige så dygtig med bly som med blæk. Og Matthew Wilson (The Wicked + The Divine, Thor, Black Widow) fremhæver, nedtoner, meddigter og -skaber eminent med sin enorme paletspændvidde. Det makkerskab fungerer så godt, at man ikke kan se, hvor den ene er stoppet, og den anden har taget over; seriens knitrende sprøde billedside er uadskilleligt deres begges. Det markante og meget dynamiske visuelle udtryk er lige så befriende blottet for selvbevidsthed og fortæller bare løs med samme renfærdige stemme som manuskriptets.
Serien er uspoleret underholdning, i sin kerne helt klassisk og præ-postmodernistisk; noget, man næsten ikke skulle tro, man overhovedet kunne fremstille længere uden uundgåeligt at havne i noget påtaget naivt og demonstrativt tilbageskuende. Men Vaughan, Chiang og Wilson får det til at virke frisk og nyt og fint og giver læseren mulighed for at drikke bare en lille smule af ungdommens kilde. Det er i sig selv nok til at fortjene al den rosende omtale og alle priserne og hypen og det hele, men derudover er serien også helt ren og på sømmets hoved i sin anvendelse af udelukkende kvindelige hoved- og langt hen ad vejen også væsentlige bipersoner. Avispigerne er bare piger og ellers bliver der intet gjort ud af, at de er det. Der er ikke nogen af dem, der er forelskede i den samme fyr; de taler på intet tidspunkt om drenge eller andre særlige pige-emner; der er ikke noget i plottet, som baserer sig på eller kundegruppetilpasser sig deres køn. Og det er selvfølgelig en selvstændig pointe fra Vaughans side at lave en ”rigtig drengeserie” med fire piger i hovedrollerne, uden at det gør nogen som helst forskel.
Lige som i f.eks. Indiana Jones og lignende er der ikke nogen stærkt personlig historie eller komplekse personskildringer eller eksistentielle dilemmaer i Paper Girls, men hvis man kan leve uden, (eller måske faktisk helst er fri), så nærmer serien sig perfektion – elementært spændende, sjov, charmerende, undfanget i skaberglæde og ægte kærlighed til mediet og genren og bragt til verden af både dygtighed og inspiration. Derfor skal de fire gæve piger også have både topkarakter og de varmeste anbefalinger til at sætte fast på baghjulsgaflen.
