Tegneserietegneren Maren Uthaug modtager Storm P Prisen 2015 for sin evne til at takle livets alvor med humor. Prisen inkluderer kolde kontanter og sutsko.
Tegneserietegneren, bloggeren og forfatteren Maren Uthaug modtog på Storm P’s fødselsdag den 19. september Storm P. Prisen 2015. Det skete under megen festivitas på Storm P. Museet.
Maren Uthaug kendes blandt andet som tegner af striben “Ting jeg gjorde”, der går dagligt i Politiken, blogger på den populære og prosaisk betitlede “Marens blog” og som forfatter til romanen “Og sådan blev det”.
Storm P-prisen, der består af 5000 danske kroner og et par kameluldstøfler, uddeles til en person (eller en gruppe af personer), der i det offentlige rum har udtrykt en ekstraordinær form for humor – i slægt med Storm P’s budskab.
I sin pristale sagde Ole Hammer, formand for Foreningen for Storm P. Museets Venner, der uddelte prisen, blandt andet:
“Når vi har valgt Maren Uthaug kan det siges – eller tegnes – meget enkelt …..! Maren Uthaug er inde i den verden, vi alle sammen kender til. Med usikkerhed, drømme og håb, kærlighed og angst. Med sin enkle streg og de klare replikker bringer Maren Uthaug os ind i en verden, hvor vi føler os i ledtog med hende. Hun tegner hverdagens hændelser med strejf af humor og underdrejet satire, så vi selv kan spejle os og reflektere over, hvordan vi selv reagerer. Hun rammer noget i tiden, som er væsentligt og originalt. Og så sæter Maren Uthaug sig selv på spil. Selv skriver hun et sted, at hun har blogget siden 2009, ”fordi det er næsten lige så sjovt som at være fuld”. Jeg ved ikke, om det er fordi hun er ”halvt samisk. Halvt norsk. Eller ret dansk”, som hun selv beskriver sig. Under alle omstændigheder tackler Maren Uthaug livets alvor med humor – og omvendt, kunne man tilføje.”
Efterfølgende var der traditionen tro optog med musik og sang til Storm P.s grav.